Politik

Forklaringer fra DF-top er 'alvorlig' for Messerschmidt

Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup forklarede mandag, at EU ikke fyldte noget ekstraordinært op til og på det omdiskuterede møde.

Der blev ikke afholdt en særskilt EU-konference som en del af Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Skagen i 2015.

Så klart lød det mandag fra Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, under en afhøring i sagen mod Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, der er tiltalt for svig med EU-midler og dokumentfalsk.

- Jeg havde ikke en Meld-konference på tapetet de tre dage. Det havde jeg ikke, siger Peter Skaarup, der var ansvarlig for Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Skagen i 2015.

Fik penge til EU-konference

Udsagnet fra Peter Skaarup er interessant, fordi Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti i 2015 fik bevilliget 98.325 kroner i støtte fra EU-partisammenslutningen Meld til afholdelse af en EU-konference i Skagen.

Men i den igangværende sag er Morten Messerschmidt tiltalt for svindel med EU-midler, fordi konferencen ifølge anklagen ikke blev afholdt.

Morten Messerschmidt selv erkendte i sidste uge, at der ikke blev afholdt en særskilt EU-konference, men han sagde til sit forsvar, at det var et fælles arrangement med Dansk Folkeparti med meget EU-indhold, og at støtten derfor ifølge ham var udbetalt helt berettiget.

Reporter: - Ingen hjælp til Messerschmidt

Gruppeformand Peter Skaarup, der havde ansvaret for sommergruppemødet i 2015, siger mandag i retten, at han ikke var opmærksom på, at der var en EU-del ud, over at der som normalt blev debatteret EU-politik.

Han siger også, at han ikke før sommergruppemødet har været opmærksom på, at der skulle være en speciel EU-del, og at han heller ikke har diskuteret det med nogen. Men han siger også, at der var flere debatter om EU-emner på sommergruppemødet.

Ifølge TV 2s reporter Olav Christensen, der følger sagen tæt, er udtalelserne fra Peter Skaarup bestemt ikke nogen hjælp til Morten Messerschmidt.

- Det er ikke direkte i modstrid med den forklaring, som Morten Messerschmidt er endt med at nå frem til – altså, at man blandede EU ind i sommergruppemødet. Men den hjælp, der kunne have ligget i, at Peter Skaarup havde sagt, at de havde snakket meget om planer om EU-indhold op til mødet, fik Messerschmidt ikke, siger Olav Christensen og fortsætter:

- Det er alvorligt for Messerschmidt, for hvis nogle i Dansk Folkeparti skulle have været vidende om, at der var planlagt en konference, skulle det have været Peter Skaarup.

Thulesen afgav også forklaring

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, afgav også forklaring i retten mandag. Og ligesom Peter Skaarup afviste han, at der skulle være tale om noget særskilt punkt eller program, der skulle udgøre et EU-arrangement.

- Hvornår noget er et Meld-arrangement eller ej, det er en anden diskussion, som jeg ikke skal gøre mig klog på.

- Jeg deltager i et møde, der har EU-emner på dagsordenen. Det er der altid i vores parti, og vores folk i EU er jo meget engagerede. Men om det kvalificerer sig som EU-konference, det må klogere folk end mig svare på, lød det fra DF-formanden.

Tidligere kollega afviser EU-konference

Morten Messerschmidts tidligere DF-kollega i Europa-Parlamentet Rikke Karlsson afgav også forklaring i retten mandag. Her afviste hun pure, at der skulle have været en EU-konference på partiets sommergruppemødet i 2015.

- Nej, der blev ikke afholdt en Meld-konference i de dage. Ikke mig bekendt.

- Jeg havde stillet mange spørgsmål om fondene og have meget svært ved at få svar. Så der var på ingen måde på sommergruppemødet noget, der mindede om et arrangement med Meld eller Feld, siger hun.

Der forventes at blive afsagt dom i sagen på fredag.