Politik

Tre ting, vi lærte på tredjedagen af retssagen mod Messerschmidt

En gammel allieret både styrkede og svækkede DF’erens sag, da han fredag vidnede i Retten i Lyngby.

Dag tre i retssagen mod Morten Messerschmidt blev indledt i bedste coronastil med svigtende teknik og et telefonlink i samtalemediet Teams, der drillede.

Fredagens vidner sad nemlig alle andre steder i Europa.

Det var både en tilsynsmand for Europa-Parlamentets revisionsafdeling, en tidligere generalsekretær i det pan-euorpæiske parti Meld samt et tidligere medlem af selvsamme parti, og deres vidneudsagn var både godt og skidt nyt for Morten Messerschmidt, fortæller TV 2s reporter Olav Christensen, der følger retssagen.

Anklagemyndighedens påstand er, at Messerschmidt stak det under stolen

Olav Christensen, reporter, TV 2

Herunder er tre ting, vi lærte af tredje dag i Retten i Lyngby.

1) Meld-ansat kendte ikke til sommergruppemøde

Morten Messerschmidt står anklaget for at have brugt EU-midler til at finansiere en del af Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015 under påskud af, at de blev brugt til en EU-konference afholdt af Meld, som han dengang var formand for.

Messerschmidt har i retten forklaret, at der var tale om et fællesarrangement med både Meld og Dansk Folkeparti som vært. Men hvis det er sandt, var han tilsyneladende den eneste i Meld, der var klar over det.

Den daværende generalsekretær i Meld, Michael Verbeke, var i hvert fald ikke. Det fortalte han i retten fredag. Verbeke var i 2015 den eneste ansatte i Meld, der tog sig af administrativt arbejde, og det var dermed ham, der var med til at sørge for ansøgningen om EU-midler.

- Michael Verbeke var den person, Messerschmidt skulle gå til for at få sin ansøgning om at holde en sommerkonference igennem. Derfor er det opsigtsvækkende, at Messerschmidt tilsyneladende ikke har fortalt ham, at det, der foregik i sommeren 2015, var et fællesarrangement med Dansk Folkeparti, siger Olav Christensen.

- Anklagemyndighedens påstand er, at Messerschmidt stak det under stolen, og derfor stiller Michael Verbekes forklaring selvfølgelig Messerschmidt noget dårligere.

2) Messerschmidt var en travl mand

Afhøringen af Michael Verbeke var dog ikke udelukkende dårligt nyt for Morten Messerschmidt.

Hans gamle kollega, som Messerschmidt i parentes bemærket selv ansatte som generalsekretær i Meld i 2015, kunne nemlig også bekræfte en række af hans nu tidligere partiformands hovedargumenter for frifindelse.

Messerschmidt gjorde det således klart på retssagens førstedag, at han som europaparlamentariker i Bruxelles blev oversvømmet af papirer, han skulle forholde sig til, og det var derfor, at der var opstået en del rod, som han kalder det.

Det billede kunne Verbeke godt genkende. Han betegnede i retten Messerschmidt som en travl mand, der sammen med sin assistent rejste meget. Hvis Verbeke ville ham noget, var det typisk Verbeke, der måtte komme til Messerschmidt og ikke omvendt.

Samtidig bekræftede Verbeke i retten, at Morten Messerschmidt i forbindelse med afholdelsen af den påståede EU-konference i 2015, som retssagen altså drejer sig om, bad Verbeke undersøge, om der var andre internationale medlemmer af Meld, som ville deltage.

- Verbeke kaldte i retten Morten Messerschmidt homme politique. Altså en ægte politiker. Og dermed bakker han Messerschmidts billede op af, hvordan omstændighederne var.

- Samtidig bekræfter han, at der i hvert fald var intentioner om at give EU-konferencen et internationalt snit. Så det er ikke kun negativt, hvad han havde at sige, siger Olav Christensen.

3) En enestående svindelsag

Skulle man være i tvivl om, hvor opsigtsvækkende retssagen mod Morten Messerschmidt er, blev også det understreget i retten fredag.

Som dagens andet vidne var Wolfgang Herzig fra Europa-Parlamentets revisionsenhed, DG Finance, indkaldt.

Til daglig sidder han i den afdeling, der har med finansiering af europæiske partier at gøre, og han kunne oplyse, at der ham bekendt aldrig før havde været sager, hvor støtte til europæiske partier var blevet krævet tilbagebetalt.

Der har over årene været talrige historier om EU’s såkaldte blyantspenge, som i stedet for at finansiere udgifter til kontorartikler og administrativt personale, er blevet brugt til andre tvivlsomme formål.

Men alle de sager relaterer sig først og fremmest til de enkelte europaparlamentarikere. Når det gælder partierne, er det kun sket, at ikke-benyttede penge er blevet krævet tilbage, fortalte Wolfgang Herzig. Meld er de eneste, der har fået krævet penge tilbage på grund af svindel.

- Det er bemærkelsesværdigt, at Meld fem år efter, at den påståede svindel har fundet sted, stadig har den tvivlsomme ære, siger Olav Christensen.

Retssagen mod Morten Messerschmidt om dokumentfalsk og svindel med EU-midler fortsætter mandag i næste uge. Der forventes dom i sagen fredag.

Her under kan du læse opsummeringerne af de første retsdage: