Politik

I dag begynder retssagen, der kan smadre DF's kongerække

Folketingsmedlemmet Morten Messerschmidt er anklaget for både dokumentfalsk og misbrug af EU-midler og risikerer at skulle i fængsel.

Kun de vildeste rutsjebaner på Bakken kan måle sig med de op- og nedture, Morten Messerschmidt har oplevet i sin politiske karriere.

Dansk Folkepartis kronprins begyndte karrieren med en racismedom og en deltagelse i realityprogrammet Big Brother, blev valgt ind i Folketinget og siden katapulteret til skyerne som hele Danmarks EU-kritiker, sendt ud i kulden af sine egne, hentet ind igen og skudt frem som manden, der skulle redde partiet fra sammenbrud, og nu står han der så igen:

I køen til endnu en tur i den politiske forlystelsespark.

Uden Morten Messerschmidt er der ingen oplagte arvtagere i Dansk Folkeparti

Hans Redder, TV 2s politiske redaktør

Mandag begynder en retssag mod ham i Retten i Lyngby, hvor Messerschmidt står anklaget for både dokumentfalsk og misbrug af EU-midler, og ifølge TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, bliver udfaldet definerende for hovedpersonens fremtid i dansk politik.

- For mig at se kan det her gå to veje for Morten Messerschmidt. Bliver han dømt skyldig og får en hård straf, kan han meget vel være færdig i politik.

- Går han derimod fri eller slipper med en mild straf, er der intet til hinder for, at han inden for en overskuelig fremtid bliver den nye formand for Dansk Folkeparti, siger han.

Også afgørende for DF

Retssagen mod Messerschmidt er imidlertid ikke blot afgørende for ham selv. Også for Dansk Folkeparti er der meget på spil. Messerschmidt blev på partiets sommergruppemøde sidste år forfremmet til næstformand i partiet og dermed endegyldigt sat ind som kronprins i partiets kongerække.

Men med en fængselsdom kan den plan blive smadret på et splitsekund, fastslår Hans Redder:

- Hvis det bliver udkommet, vil det tvinge Dansk Folkeparti ud i nogle virkeligt vanskelige drøftelser om, hvem de så skal satse på, for uden Morten Messerschmidt er der ingen oplagte arvtagere.

Ingen andre kronprinser

Den politiske redaktør peger på, at det i Dansk Folkepartis folketingsgruppe er småt med personer, der har både alderen og kvaliteten til at føre det kriseramte parti videre, når Kristian Thulesen Dahl en dag ikke længere skal være formand.

- Morten Messerschmidt er en mand, der mere end nogen andre har vist, at han kan vinde danskernes gunst og dermed har potentialet til at genrejse Dansk Folkeparti. I et parti, hvor ledelsen og profilerne i altovervejende grad er i deres efterår og oppe i alderen, vil det være et kæmpe problem, hvis den oplagte arvtager pludselig er ude af ligningen, siger Hans Redder.

Sagen mod Morten Messerschmidt er sat til at afvikles over blot syv retsdage fra 2. til 13. august og ser dermed ud til at få en noget hurtigere afgørelse, end det tog myndighederne at stable den på benene.

Herunder får du overblikket over, hvad den egentlig handler om, hvorfor den begyndte at rulle, hvad straffen kan blive, og hvorfor det har taget mere end seks år, før den er kommet for en dommer.

Hvad er Messerschmidt anklaget for?

To ting.

1) Misbrug af EU-midler

I 2015 sad Morten Messerschmidt i Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti og var i den forbindelse formand for en partisammenslutning af EU-kritiske parlamentsmedlemmer, der gik under betegnelsen Meld.

Gennem Meld havde Morten Messerschmidt fået bevilliget 98.325 støttekroner til afholdelse af en EU-konference i Skagen.

Problemet er ifølge anklagemyndigheden, at EU-konferencen aldrig blev afholdt. Den skulle have fundet sted på Color Hotel i Skagen og haft deltagelse af medlemmer fra Dansk Folkeparti, men i stedet afholdt partiet sommergruppemøde samme sted med en helt anden dagsorden end den, Messerschmidt havde sendt EU. Blandt andet spillede DF'erne både fodboldkamp og var på museumsbesøg.

Messerschmidt hævder til sit forsvar, at der blev diskuteret masser af EU-politik den sommerdag tilbage i august 2015, men anklagemyndigheden hævder, at de støttekroner, Messerschmidt havde fået bevilliget, i stedet gik til at finansiere Dansk Folkepartis sommergruppemøde. Og ifølge EU’s regler er det ulovligt, da de europæiske partistøttekroner ikke må bruges på national partiaktivitet.

2) Dokumentfalsk

Den anden ting, Messerschmidt er anklaget for, er dokumentfalsk. Som dokumentation for, at Meld rent faktisk havde afholdt et arrangement på Color Hotel i Skagen, sendte Messerschmidt en kopi af en kontrakt mellem hotellet og Meld.

Problemet er her, at det angiveligt er Dansk Folkepartis administrationschef, Jeanie Nørhave, der har underskrevet kontrakten på vegne af Color Hotel som hotellets personalechef. En sådan ansættelse har Nørhave aldrig haft, og anklagemyndigheden hævder derfor, at hun har skrevet under for at få det til at se ud, som om Meld havde en aftale med hotellet, som det ikke havde.

Jeanie Nørhave har siden forsvaret sig med, at hun ikke kan engelsk og derfor ikke forstod, hvad hun skrev under på.

Hvad er Meld, og hvad er Feld?

Meld blev grundlagt i 2012, delvist finansieret af EU, og er en forkortelse for Movement for a Europe of Liberties and Democracy. Det var en politisk europæisk alliance.

Organisationen samlede de euroskeptiske partier fra EU's medlemslande og politikere fra hele EU i ét fælles parti – herunder Dansk Folkeparti.

Feld blev grundlagt i 2012 umiddelbart efter Meld og blev lukket ved udgangen af 2015.

Feld var en politisk fond, der var tilknyttet Meld. Fonden havde til opgave at observere, analysere og bidrage til den europæiske politiske debat.

Hvornår begyndte sagen at rulle?

Faktisk skal vi helt tilbage til 13. oktober 2015.

Her udsendte det daværende medlem af Europa-Parlamentet Rikke Karlsson en pressemeddelelse om, at hun meldte sig ud af Dansk Folkeparti, fordi hun ikke kunne få udleveret regnskaber fra Meld og dennes fond, Feld.

Karlsson hævdede, at hun var blevet bedt om at skrive under på, at hun havde deltaget i møder i de to organisationer, selvom hun ikke kendte til dem og aldrig havde deltaget i deres aktiviteter.

Herefter begyndte skeletterne at vælte ud af skabet. Flere medier bragte historier om, at midler fra Meld blandt andet var blevet brugt til at finansiere valgannoncer og julekort, hvilket medførte kritik fra Europa-Parlamentet.

Det hele kulminerede i 2016 med, at Dansk Folkeparti betalte 1,6 millioner kroner tilbage til EU, og Morten Messerschmidt trak sig som formand for Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet.

Mit udgangspunkt er, at jeg bliver frifundet

Morten Messerschmidt (DF)

Senere på året kom det frem, at EU's antisvindelenhed, OLAF, siden slutningen af 2015 havde været i gang med en undersøgelse af Meld og Feld.

Den undersøgelse blev afsluttet i oktober 2019 med, at OLAF konkluderede, at der havde fundet uberettigede udbetalinger sted.

På grund af sagens alvorlighed blev den overdraget til det danske bagmandspoliti (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK).

15. april i år kunne Morten Messerschmidt oplyse, at han er blevet tiltalt for svindel med EU-midler. Senere kom det frem, at han også var tiltalt for dokumentfalsk.

Du kan læse en mere detaljeret gennemgang af sagen her.

Hvorfor har det taget så lang tid?

Det har det af flere årsager. Ifølge OLAF, som altså brugte knap fire år på at undersøge sagen, skyldes det blandt andet, at Morten Messerschmidt i forbindelse med efterforskningen tilbageholdt dokumenter for antisvindelenheden.

Senere har justitsminister Nick Hækkerup på et samråd i Folketinget forklaret, at OLAF "ikke serverede sagen på et sølvfad" for Bagmandspolitiet. Bagmandspolitiet har skullet vurdere den i en dansk kontekst og har derfor måttet foretage sine egne afhøringer.

Flere politikere fra begge sider af Folketinget har dog kritiseret myndighederne for at lade Morten Messerschmidt hænge i et juridisk limbo for længe.

Hvad kan straffen blive?

Det fremgår af anklageskriftet, at anklagemyndigheden går efter fængselsstraf til Morten Messerschmidt.

Han står anklaget efter tre forskellige paragraffer i straffeloven. Den første, paragraf 289 a, stk. 1 og 2, der handler om misbrug af EU-midler, har en ramme, der går fra bødestraf til fængsel i op til halvandet år.

De to andre, paragraf 171 stk. 1 og 172 stk. 2, der handler om dokumentfalsk, har en ramme, der går fra bødestraf og op til to års fængsel.

Hvad siger Messerschmidt selv?

Morten Messerschmidt og hans advokat går efter frifindelse. Han erkender, at der har været "sjusk i bogføringen", men afviser, at pengene fra EU er blevet brugt forkert.

- Mit udgangspunkt er, at jeg bliver frifundet. Derfor sidder jeg jo ikke og tænker på, hvad der sker, hvis jeg bliver dømt for et eller andet, sagde han blandt andet til TV 2, da det stod klart, at han var blevet tiltalt for misbrug af EU-midler.

Da det siden kom frem, at han også var blevet tiltalt for dokumentfalsk, afviste han at stille op, men fastholdt sin uskyld i en facebookvideo.

Retssagen mod Morten Messerschmidt begynder mandag 2. august og forventes afsluttet fredag 13. august 2021.