Politik

Venstre tilslutter sig rødt forslag om at tilbyde polske kvinder abort i Danmark

En polsk kvinde fortæller TV 2, at hun har oplevet kvinder i sin hjemby ty til desperate metoder og selvskade i håb om at abortere.

Det skabte røre i store dele af verden og førte til talrige demonstrationer, da Polen tidligere i år strammede den i forvejen restriktive abortlovgivning.

Nu fortæller flere partier til Politiken, at de er villige til at afsætte 20 millioner kroner fordelt over fire år til at hjælpe polske kvinder til at få en abort i Danmark.

Det er et af de allervarmeste, værdipolitiske, menneskeretlige spørgsmål i Europa

Bjarne Christensen, generalsekretær i Sex & Samfund

Radikale Venstre og Enhedslisten foreslår en konkret model, hvor der fra 2022 og fire år frem sættes fem millioner kroner af årligt til at sikre, at Sex & Samfund i samarbejde med det polske netværk Abortion Without Borders kan facilitere adgang for polske kvinder til abort i Danmark.

Pengene skønnes ifølge Sex & Samfunds generalsekretær, Bjarne Christensen, at kunne hjælpe omkring 165 polske kvinder om året.

- Abortion Without Borders har i høj grad ønsket og opfordret til, at Danmark går ind og hjælper kvinder med at få udført særligt de sene aborter, som nu er blevet forbudt i Polen også, siger generalsekretæren til TV 2.

Venstre giver "principiel opbakning"

De to partier har tidligere foreslået, at man skulle give polske kvinder ret til at komme ind i det danske sundhedsvæsen uden beregning, men det var der ikke opbakning til.

Det nye forslag, hvor der altså sættes et afgrænset beløb af til indsatsen, møder nu støtte fra Venstre.

EU-ordfører Kim Valentin ser det som en "del af en frihedskamp" og vil derfor gerne nikke til de 20 millioner kroner for at være med til at markere, at fri abort er en vigtig rettighed for kvinder, siger han til TV 2.

- Selve udmøntningen af det vil vi gerne støtte op omkring, hvis vi finder den rigtige model, siger han.

Hvordan modellen præcis skal skrues sammen, kan han for nuværende ikke sige. Blandt andet vil det skulle specificeres, om transporten til og fra Danmark skal dækkes, eller om det alene er selve indgrebet, de polske kvinder vil få betalt.

Tæt på forbud siden 1993

Det overvejende katolske Polen har haft en restriktiv abortlovgivning siden kommunismens fald, og fra 1993 har det nærmest været forbudt.

Stort set alle aborter i landet de seneste 30 år er således udført på grund af alvorlige misdannelser. En undtagelse, der i dag ophævet. Dermed kan kvinder i dag kun få abort efter voldtægt eller incest, eller hvis svangerskabet udgør en fare for kvinden.

Polske Kasia Arndt, som har arbejdet og boet i Danmark i tre år, fortæller, hvordan den stramme abortlovgivning har "ekstreme konsekvenser". Derfor har hun været med til at arrangere demonstrationer i Danmark mod selvsamme.

Det vil være en kæmpe hjælp, men vi opfatter det som midlertidige løsninger

Kasia Arndt

Hun er selv fra en lille by og kender til kvinder, der har forsøgt at abortere ved at drikke store mængder alkohol og ryge cigaretter. En af dem har i dag født et sygt barn, som hun kæmper med at tage vare på, fortæller hun til TV 2.

- Myndighederne har stærke holdninger om barnet, så længe det er i morens mave, men de er ligeglade, så snart barnet er født.

Desperate abortforsøg

En af de oplevelser, der særligt har sat sig i Kasia Arndt, var, da hun så en kvinde, som fik en veninde til at kaste en medicinbold (flere kilo tung bold brugt som fitnessredskab, red.) ind mod sin gravide mave i håb om, at det ville få hende til at abortere.

Er det realistisk at tro, at polske kvinder vil rejse hele vejen til Danmark for at få en gratis abort?

- Jeg er ret sikker på, at Danmark ikke vil være et første valg, fordi det ligger langt væk, men det vigtigste er, at kvinderne får muligheden.

Skal det forstås sådan, at en dansk håndsrækning mere ville være et politiske statement end en reel løsning på problemet?

- Det vil være en kæmpe hjælp. Men vi opfatter det som midlertidige løsninger, der vil hjælpe kvinder i den situation lige nu. Målet er en permanent løsning indenfor Polens grænser. Vi vil have fri abort, siger Kasia Arndt.

Danske skattekroner skal gå til danskere

TV 2 har forsøgt at få et interview med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) for at spørge, hvordan regeringen forholder sig til forslaget om at sætte 20 millioner kroner af til at hjælpe de polske kvinder, men det har ikke været muligt.

Det er derfor ikke afklaret, om der kan danne sig et politisk flertal for forslaget eller ej.

Jeg har svært ved at se, at det skal være et dansk problem

Niels Flemming Hansen (K)

Sikkert er det dog, at hverken Det Konservative Folkeparti eller Dansk Folkeparti er tilhængere at give danske skattekroner til polske kvinder.

- Det er sådan set lige meget, om det er hjælp til aborter eller andet. Vi har et sundhedsvæsen, der skriger på hjælp, og sygeplejersker der strejker, og så er der partier, der vil hjælpe andre landes borgere i stedet. Det, synes jeg, er forkert, siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF).

Den konservative ordfører Niels Flemming Hansen indleder med at sige, at ofre for voldtægt og andre seksuelle forbrydelser selvfølgelig skal kunne få en abort, hvilket er noget af det eneste, den polske lovgivning fortsat tillader.

- Men jeg har svært ved at se, at det skal være et dansk problem, hvis der er tale om, at to mennesker bare har haft ubeskyttet sex og været ”uheldige”, siger Niels Flemming Hansen (K).

En værdipolitisk kampplads

Hos Sex & Samfund erkender generaldirektør Bjarne Christensen, at der ligger en vis grad af symbolpolitik i ønsket om at tilbyde polske kvinder gratis aborter i Danmark.

Men det er nødvendigt, siger han, for "abort er nu blevet en kampplads":

- Det her er et af de allervarmeste, værdipolitiske, menneskeretslige spørgsmål i Europa lige nu. Lovgivningen er strammet så meget, at kvinder skal gennemføre graviditeten, selv hvis fostret ikke er i stand til at overleve. Det er fuldstændig umenneskeligt, siger Bjarne Christensen og tilføjer:

- Det her initiativ skal være med til at støtte de kvinder, der virkelig kommer i kæmpe problemer, og så skal det selvfølgelig også være et politisk signal, hvor man går op imod den meget restriktive, konservative værdipolitik, der nu føres fra Polens side.

Den seneste stramning af Polens abortlovgivning trådte i kraft 27. januar i år.