Politiker Annette Vilhelmsen (SF)
Politik

Et opkald fra en nær partifælle ændrede alt for Annette Vilhelmsen

Pludselig var der ingen anden mulighed end at stoppe som formand og trække SF ud af regeringen i 2014, fortæller den tidligere minister til TV 2.

Det var den vigtigste beslutning i hendes politiske tilværelse. Uden sammenligning.

Alligevel kan Annette Vilhelmsen næsten ikke huske, hvad der skete i de afgørende øjeblikke, da hun gik fra at være fast besluttet på at fortsætte som central minister i Helle Thorning-Schmidts (S) regering til at stoppe som formand for SF og trække partiet ud af regeringen.

- Det er mærkeligt, men det er nok en form for beskyttelse, for ens hjerne går nærmest i chok, siger Annette Vilhelmsen i dag til TV 2.

Hun husker naturligvis de grundlæggende overvejelser, der var gået forud, indtrykkene, og hvor det intense halvandet januar-døgn foregik i 2014.

Men hvad der egentlig skete på ministerkontoret på fjerde sal, hvor hun sammen med næstformand Mette Touborg og sin særlige rådgiver endte med at trække stikket på formandskabet og regeringsdeltagelsen, bliver kun langsomt stykket sammen i løbet af de i alt tre interviews med TV 2.

Efter samlet fire timers samtale er der stadig sorte huller.

- De dage sidder stadig i mig, og følelserne og indtrykkene dukker af og til også op, når jeg skal træffe beslutninger i dag. Jeg troede egentlig, at jeg huskede alt så klart fra dengang.

- Men når du så spørger i dag, er der alligevel mange ting, hvor jeg bliver i tvivl, og som jeg faktisk ikke kan huske.

MIN SVÆRESTE POLITISKE BESLUTNING

TV 2 taler i en miniserie med tre nuværende og tidligere politikere om deres sværeste politiske beslutning. Dramaerne, overvejelserne og problemerne, som de selv husker dem. De tre er Annette Vilhelmsen, der var formand for SF i Helle Thorning-regeringen, Bjarne Corydon, der var finansminister i samme regering, og Pia Kjærsgaard, der stiftede Dansk Folkeparti, som hun var formand for i 17 år.

Lige under huden

Annette Vilhelmsen gyser let og stryger sig over sin venstre underarm. Hårene rejser sig ved tanken om de frostklare dage med let dalende sne uden for Christiansborg og DGI Byen, som næsten er blevet ikonet for SF’s sammenbrud for godt syv år siden.

Det har krævet nogle dages betænkningstid at sige ja til at fortælle om beslutningen.

Når billeder, situationer og stemninger blev genkaldt, forplantede det sig som uro i kroppen. I dagene efter forespørgslen havde hun svært ved at sove. Vågnede om natten og spekulerede over beslutningerne igen. Og om hun kunne overskue at sige ja til et interview.

- Min mand kunne godt se på mig, hvordan jeg havde det, og jeg kunne mærke, at der var noget, jeg havde lukket ned. Og det med at lukke op og kigge på det… Det var gemt langt væk, siger Annette Vilhelmsen.

- Men det er en god ide at snakke om det. Det har jeg bare ikke gjort særlig meget. Selv om det er så mange år siden, ligger det alligevel lige under huden.

Planen

Det var 30. januar 2014, at Annette Vilhelmsen på et pressemøde officielt fortalte, at hun havde trukket SF ud af regeringen, og at hun derfor trak sig som formand. Men fornemmelsen af, at der var noget voldsomt på vej, indfandt sig allerede i hendes tanker et par dage tidligere.

Annette Vilhelmsen sad i sofaen sent om aftenen i den lille lejlighed midt i København. Alene.

Folketinget har et boligkompleks, hvor provinspolitikere kan have en lejlighed, så længe de er valgt. Et soveværelse og et opholdsrum med køkken på anden sal i Tordenskjoldsgade tæt på Christiansborg, som hun havde overtaget efter sin forgænger som SF-formand, Villy Søvndal.

Siden Annette Vilhelmsen blev valgt ind i Kerteminde byråd i 2001, havde hun tænkt meget på Torben Andersens ord. Han var hurtigt blevet hendes politiske læremester.

- I politik gælder det altid om at have en plan.

Torben Andersen var ikke noget navn i landspolitik, men han var en garvet lokalpolitiker, der indførte Annette Vilhelmsen i kommunalbudgetter og kunsten at rejse politiske sager. Han havde altid lagt vægt på, at man skulle have en plan i politik. Og en plan for, hvad der skulle ske, hvis den ikke holdt.

Hun ville virkelig gerne have en plan den aften i den lille lejlighed.

Vished for, hvem der ville stemme for, og hvem der ville være imod salget af statens Dong Energi-aktier til Goldman Sachs på mødet næste dag med først partiets landsledelse og dernæst folketingsgruppen.

Sagen havde været højspændt i dansk politik i lang tid. Den stod som symbolet på den komplette forvandling af partiet fra venstrefløjs-idealister til højredrejede designerpolitikere.

Jeg troede nok lidt naivt, at den slags ikke ville ske for mig

Annette Vilhelmsen

Nu havde SF med regeringen besluttet sig. 19 procent af aktierne skulle sælges til finanskæmpen Goldman Sachs, der stod som hovedskurken bag finanskrisen i 2007.

Frie mennesker

Annette Vilhelmsen bakkede op om beslutningen, og hun var ganske overbevist om, at der ville være flertal i landsledelsen næste dag. Men hvad nu hvis det gik den anden vej? Hvem ville hun kunne stole på stemte for?

Hun havde lyst til at ringe medlemmerne op. Men det kunne hun ikke rigtig tillade sig. Hun var formand for partiet, så det ville virke voldsomt at ringe og fortælle, hvad hun forventede, at de ville stemme, tænkte hun.

Det var frie mennesker, der skulle tage deres egen beslutning, og hun ville ikke lægge et pres på dem. Hun spekulerede over, hvordan hun så kunne få et retvisende billede af situationen.

Så ringede telefonen.

Navnet på skærmen afslørede, at det var en fra folketingsgruppen, der stod Annette Vilhelmsen meget nær og havde støttet hende, da hun mindre end halvandet år tidligere stillede op som formand mod Astrid Krag.

Hemmeligt møde

Vedkommende ville Annete Vilhelmsen det bedste. Men nogle gange får man ting at vide, man ikke ønsker at vide.

Stemmen i telefonen fortalte, at vedkommende sammen med flere andre, der også havde støttet hende som formand, havde mødtes og besluttet sig for at gå imod hende næste dag. De ville ikke bakke op om salget.

Det var alvorligt nu. Det stod fuldstændig klart.

Men hvordan kunne de svigte nu, hvor det var allersværest, og hun havde brug for dem? Tanken blev ved med at vende tilbage. Men de tænkte nok det samme om hende. Det var forfærdeligt, at det var kommet dertil.

Den stille samtale

Så tog Annette Vilhelmsen igen telefonen og ringede til en anden i folketingsgruppen, som hun nu vidste ville falde hende i ryggen næste dag. Hun fortalte, at hun håbede, at de alligevel kunne bevare en eller anden form for kontakt, når det hele var slut.

Det blev en kort, stille samtale, hvor personen i røret havde samme håb.

- Jeg havde selv siddet med i sådan en gruppe, der ikke ønskede, at Astrid Krag skulle blive formand efter Villy Søvndal. Så jeg vidste jo godt, at det er sådan, det foregår. Alligevel troede jeg nok lidt naivt, at den slags ikke ville ske for mig, når jeg blev leder, siger Annette Vilhelmsen i dag til TV 2.

- Men det gjorde det. Også blandt dem, jeg havde været fortrolig med. Det har jeg haft mange tanker om, for det betyder meget på det personlige plan, når den fortrolighed ikke holder længere.

Også den aften havde hun svært ved at falde i søvn.

Beslutningen

Annette Vilhelmsen forsøgte at ringe igen. Stadig uden held.

Hvorfor svarede statsministeren dog ikke sin telefon? Hun måtte vide, at det var alvor lige nu.

Annette Vilhelmsen så over på sin næstformand. Mette Touborg var den eneste anden på ministerkontoret.

Så ringede Helle Thorning-Schmidt tilbage. Eller også lykkedes det endelig for Annette Vilhelmsen at komme igennem. Det står ikke helt klart i dag. Forbindelsen blev under alle omstændigheder skabt, og budskabet til statsministeren var ikke til at tage fejl af.

Annette Vilhelmsen kunne ikke se anden løsning end at trække SF ud af regeringen og stoppe som formand. Det ville hun gå ind til folketingsgruppen og fortælle.

Det var torsdag morgen 30. januar 2014. Mindre end to timer senere skulle SF’s folketingsgruppe sidde på deres pladser i folketingssalen og stemme om salget af Dong Energi. Allerede klokken 7 var SF’s folketingsgruppe mødtes i Socialministeriet, hvor Annette Vilhelmsen var minister.

Det havde været nødvendigt, fordi krisemøderne dagen forinden i DGI Byen var endt i gråd, vrede og personlige angreb og uden afklaring på spørgsmålet; hvad SF skulle gøre med statens aktier i Dong Energi.

Da klokken havde passeret midnat, var deltagerne begyndt at gå. De kunne ikke mere, og Annette Vilhelmsen havde ikke set anden mulighed end at sætte et nyt møde få timer senere i ministeriet.

D. 29. januar 2014.

Til det sidste havde hun håbet på og arbejdet for at få medlemmerne i folketingsgruppen til at gå ind for salget af Dong-aktierne. Alle sammen. Ligesom i landsledelsen var der et flertal i folketingsgruppen for salget. Men opbakningen på 10-7 var snæver i landsledelsen, og der var for mange i folketingsgruppen, der var imod.

- Vi kunne umuligt gå i Folketingssalen som splittet gruppe. I hvert fald ikke som regeringsparti. Jeg havde tidligere talt med Helle Thorning om, at det måske kunne gå, hvis én enkelt stemte imod.

Men en lille håndfuld af Annette Vilhelmsens tidligere støtter havde ikke rokket sig. De var imod salget.

Splittet

- Og så var det i virkeligheden enkelt. På en eller anden måde. For SF var slidt op. Det var vi alle sammen. Det vigtigste var, at SF var ét parti, og vi ikke var splittede. Eller, det var vi jo. Men de, der var kernen i SF som selvstændigt parti, var det vigtige at tage hånd om.

- Jeg var ked af, at det ikke lykkedes. Det var ikke nogen succes. Det var ærgerligt, at vi ikke kunne ende med, at vi var enige om en fælles beslutning, for så endte det i stedet med at blive mig, der traf beslutningen.

Den formelle besked skulle hun give på et pressemøde i partiets gruppeværelse på Christiansborg samme formiddag.

Annette Vilhelmsen var stadig groggy, da hun gik ud på gaden med en lille flok bestående af Mette Touborg og nogle rådgivere. De standsede ved det eneste lyskryds på den cirka to hundrede meter lange tur. Da hun stod der og kiggede over på Christiansborg og ventede på grønt, faldt det hele pludselig på plads.

- Jeg blev helt rolig. Lettet. Beslutningen var taget, og nu skulle vi over at holde pressemødet, og så var SF der forhåbentlig stadigvæk.

Om pressemødet varede ti minutter eller en halv time, havde hun ingen fornemmelse af. Men det var nærmest helt rart at sidde foran alle journalisterne. Hun kunne sige det, hun virkelig tænkte og mente.

Ligesom når man er død

- Jeg skulle ikke tale ind i et kodeks. Jeg havde jo fået meget kritik for at snakke i tåger og tale sort. Men den dag var alle enige om, at jeg gjorde det godt. Ligesom når man er død, og alle siger noget pænt.

Da pressemødet var slut, følte hun sig træt og tom. Hun havde brug for at komme væk. Tanken om at skulle være midtpunkt for journalisters spørgsmål og kollegers ynk og omsorg på Christiansborg var ikke til at holde ud.

Jeg har nok været i chok

Annette Vilhelmsen

I stedet mødtes hun med en ven på Christiansborgs Slotsplads, og de spadserede over Knippelsbro, mens hun talte og talte. Forklarede og forklarede.

- Så siger han pludselig: Har du fået noget at spise? Jeg havde ikke spist, og jeg havde praktisk talt ikke sovet i de seneste døgn. Så det var dejligt at have en ven, der sagde, at nu gik vi på cafe. Tog beslutningerne.

- Det kunne jeg ikke selv. Jeg har nok været i chok, vil andre sige.

På turen kom de også forbi Christians Kirke. Gik op ad trapperne og forbi portrætteringen af Grundtvig, som Annette Vilhelmsen også havde haft hængende i ministeriet.

- Bare det at sidde i det rum og mærke, at der er ting, der er større end en selv, partiet og regeringskriser, var godt.

Skulle have været barsk

Året efter så Annette Vilhelmsen den ene kirke efter den anden.

Da hun ikke blev genvalgt til Folketinget i 2015, tog hun med sin mand på en fem uger lang cykeltur ned gennem Tyskland, Frankrig og Spanien. Kirkerne var gode stop, fordi der er toiletter og vand på den lange tur, hvor Annette Vilhelmsen talte så meget om opgøret året før, at hendes mand på et tidspunkt bad hende efterlade tankerne ved en af kirkerne.

Jeg nåede aldrig frem til, at det var den forkerte beslutning

Annette Vilhelmsen

På det tidspunkt havde hun igen og igen overvejet, om der var noget, hun kunne have gjort anderledes.

- Jeg nåede aldrig frem til, at det var den forkerte beslutning. Havde jeg siddet to år mere, ville jeg være blevet mere dreven og politisk sikker. For det var jeg ikke.

- Men under de givne omstændigheder kunne det ikke være anderledes. Så skulle jeg have været mere barsk og taget flere samtaler, hvor jeg spurgte om den ene og den anden var med eller ej.

Magtspillet

Annette Vilhelmsen nåede til gengæld frem til noget andet. Politik var endt som et spil om magten.

Allerede mens hun var menigt folketingsmedlem, og Villy Søvndal var formand, var det tydeligt.

Når en af SF’s hovedstrateger orienterede folketingsgruppen om partiets retning, ville forklaringen ifølge Annette Vilhelmsen ofte være, at man havde spurgt nogle fokusgrupper og lagt strategien derefter. Det vigtigste var, at man kom i regering.

- Når vi så spurgte om, hvad der skete, hvis fokusgrupperne tog fejl, var der to svar. Enten skulle vi kommunikere bedre, eller også skulle vi lægge ny taktik.

- Så det var ikke andet end et strategisk spil om at få magten. Det handlede ikke om, hvad man ville bruge magten til ud fra en forestilling om, hvordan vi syntes, det her samfund skulle se ud.

Det samme var tilfældet i regeringen, oplevede Annette Vilhelmsen. Et langt stykke ad vejen virkede det som om, at regeringskrisen var noget, man legede, mener hun.

Allerede den første dag som ny SF-formand mødtes hun med den radikale leder Margrethe Vestager og den socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Gælder om at være to

Det var ingen hemmelighed, at Villy Søvndal havde haft det anstrengt med de to, og at SF var blevet kørt over gang på gang i regeringssamarbejdet. Annette Vilhelmsen indledte derfor med at sige, at det jo altid var en speciel situation, når man var tre parter.

- Ja, så handler det jo om at være en af de to, havde Margrethe Vestager ifølge Annette Vilhelmsen svaret.

Opgaven for de tre regeringspartier var altså ikke først og fremmest at finde en fælles politisk platform. Men om at vinde magten for sit eget parti.

- Derfor oplevede jeg heller ikke tre partier, der forstod, hvordan vi spillede hinanden gode. Når man er tre partier, har man et kæmpe ansvar for hinanden. For at lykkes sammen. Men det kunne vi simpelthen ikke.

I dag er Annette Vilhelmsen ude af politik. Hun har meldt sig ud af SF og er direktør for handelsgymnasiet Tietgen i Odense.

Hun er på den anden side af politik, som hun havde talt med folketingsmedlemmet om den aften i den lille lejlighed i København. Hvor det gensidige håb var, at de som nære mennesker kunne mødes, når de som politikere havde lagt uenigheden bag sig.

- Men vi har ikke nogen kontakt. Sikkert af rigtig mange grunde, men der har ikke været nogen lejlighed til at tage kontakt siden.