Politik

Joy Mogensen er gravid

Ministeren mistede en datter kort før termin i 2019. Nu er hun gravid igen.

Joy Mogensen er gravid og skal føde ved årsskiftet.

Det bekræfter den 40-årige kirke- og kulturminister på Facebook.

- Det er jeg både utroligt glad og taknemlig for. Det er sket med hjælp fra dygtige læger og sygeplejersker på Herlev Hospital, som jeg skylder stor tak for både professionel behandling og forståelse undervejs, skriver hun.

Da ministeren ikke er vaccineret, vil hun begrænse sin rejseaktivitet frem mod fødslen. Hun kommer blandt andet ikke til at deltage i OL i Tokyo, oplyser hun.

Mistede en datter kort før fødslen

Joy Mogensen var også gravid, da hun blev udnævnt som minister i 2019.

Men kort tid efter mistede hun barnet.

Den lille pige, som efterfølgende fik navnet Sarah, døde i hendes mave mindre end en måned før termin.

Derfor er det med "lige dele håb og ængstelse", at hun går de næste måneder i møde, skriver hun videre på Facebook:

- Jeg beder derfor om forståelse for, at min graviditet er et følsomt spørgsmål, som jeg ikke ønsker at sætte mange flere ord på i offentligheden.

Da hun mistede sin datter, var det først og fremmest på det sociale medie, at hun delte sin sorg med offentligheden:

- Til jer og til andre, der stadig kæmper for at få børn: Det var og er det hele værd. Min lille piges spark i maven, når jeg spillede og sang for hende. Den kærlighed, jeg føler for hende nu i den korte stund, jeg får lov at holde hende. Det bliver mine mest dyrebare minder, skrev Joy Mogensen efterfølgende på Facebook og takkede personalet på Roskilde Sygehus, hvor fødslen fandt sted.

- Hold fast i håbet. Frygt ikke, tro kun. Børn er det hele værd. Det er jeg kun mere bestyrket i, fortsatte hun.

I et nyligt interview med magasinet Femina har hun udtalt, at hun stadig ikke ved, hvorfor datteren ikke var levedygtig.

Kritik for coronahåndtering

Siden har Joy Mogensen haft en turbulent tid som minister.

Under coronakrisen har hun flere gange fået massiv kritik fra både kulturlivet og sine politiske kolleger. Hun er blevet beskyldt for manglende forståelse for krisens indhug i kulturen.

Blandt andet ønskede et sjældent flertal på tværs af blokkene i Folketinget helt at fjerne Joy Mogensen fra forhandlingerne om hjælpepakker til kulturlivet sidste år.

De Radikales kulturordfører, Zenia Stampe, udtalte i den forbindelse til Berlingske, at kulturordførerne havde mistet tilliden til, at "Joy Mogensen er i stand til at sikre, at vi fortsat har et rigt kulturliv efter krisen".

Sidste sommer førte kritikken ydermere til, at ministeren fik en næse af blå blok og Det Radikale Venstre.

Senest har ministeren fået kritik for at bruge coronakrisen som undskyldning for sit manglende udspil til et nyt medieforlig. Forhandlingerne er blevet udskudt flere gange, siden regeringen overtog magten i 2019.

Joy Mogensen var indtil sin udnævnelse som minister borgmester i Roskilde kommune. Ved kommunalvalget i 2017 fik hun 14.961 personlige stemmer. Dermed indtog hun femtepladsen på listen over kandidater med flest personlige stemmer.

Hun er endnu ikke valgt ind i Folketinget, men stiller op til næste folketingsvalg i Slagelse-kredsen.

Hvem der overtager Joy Mogensens poster, når hun går på barsel, vides endnu ikke.