Det var, som om ånderne fra Harry Potter var med under de afgørende forhandlinger
Bjarne Corydon gjorde alt for at holde Enhedslisten i forhandlingerne, selvom hans vigtigste politiske aftale endelig ikke måtte blive med partiet.
- Det, regeringen har valgt at gøre, er at gå til højrefløjen. Og det mener jeg faktisk er at pisse på de mange mennesker, som har stemt på en ny regering i den tro, at der skulle gøres op med den ulighedsskabende politik.
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen var ikke alene rasende.
Hun var overrumplet. Som de politiske journalister, der stod over for hende, havde hun ikke troet på, at Helle Thorning-Schmidts (S) regering, der ikke engang var et år gammel i sommeren 2012, havde kastet vrag på sit parlamentariske grundlag i så stor og vigtig en aftale.
Alt havde til det sidste tydet på en skatteaftale mellem S-SF-R-regeringen og Enhedslisten. Men det endte med at være Venstre og Det Konservative Folkeparti, der skrev under sammen med regeringen.
Et par minutters gang derfra fulgte den socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, med på det lille fladskærms-tv i hjørnet af kontoret. Han var ikke overrasket. Han kunne til gengæld mærke en næsten berusende følelse i kroppen. Det var fantastisk. Han havde undgået en snasket rød aftale. Det havde hele tiden været plan A.
I mere end et halvt år havde han arbejdet målrettet for at undgå en aftale med Enhedslisten. Arbejdet var begyndt allerede i Crown Plaza Hotels sorte tårn i København, hvor Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF havde forhandlet om regeringsgrundlaget.
- I medierne handlede det jo mest om, hvem der skulle være minister, og hvad der skulle ske med dagpengene. Men allerede før vi havde været hos dronningen og fået ministerbilerne, vidste vi, at skatteaftalen ville blive helt central, siger Bjarne Corydon i dag til TV 2.
Oven på finanskrisen havde en eurokrise lagt sig tungt over Europa og truede med at kvæle økonomien og skabe stor arbejdsløshed.
- Det var en bunden og helt afgørende opgave at løse. Og enhver, der kender lidt til den politiske cyklus, ved også, at det skulle ske meget tidligt i regeringens levetid, hvor der er god afstand til næste valg.
En ting var således at forhandle en skatteaftale, der ville hjælpe Danmark gennem krisen. En anden var at gøre det med de rigtige. Det ville blive hans vigtigste opgave, vidste han allerede på det tidspunkt.
Trist foretagende
- Helt ærligt, så lå alt det, Enhedslisten stod for, mig enormt fjernt. De var i mine øjne uegnede til at lede et land sammen med, og derfor var det helt afgørende at holde en god sikkerhedsafstand til dem.
- Så det handlede om at finde en dynamik, så det ikke bare endte i et trist foretagende mellem regeringen og Enhedslisten og en ny stupid blokpolitik, som vi havde set med Dansk Folkeparti og Venstre.
Allerede under valgkampen havde de konservatives leder Lars Barfoed og de radikales Margrethe Vestager givet hinanden hånd på, at de ville samarbejde bredt hen over midten i dansk politik.
Men efter en vælgerlussing til SF og de konservative, havde regeringen og det borgerlige parti ikke flertal alene. Venstre skulle med, hvis ikke Bjarne Corydon skulle blive dirigent i det triste foretagende.
Problemet var, at han skulle tænke helt tilbage til den konservative statsminister Poul Schlüter i 1987 for at finde et fortilfælde på en bred skatteaftale af den karakter. Og Venstre viste en manglende forhandlingsvilje, der ikke gjorde det let at tro på en gentagelse 25 år senere.
Sofamøderne med Løkke
De sad i hver deres sofa på kontoret i Finansministeriet. Bjarne Corydon kendte kun Lars Løkke Rasmussen fra politisk distance og gennem medierne.
Men de havde Finansministeriet tilfælles, da Lars Løkke Rasmussen havde været finansminister, inden han tog over i Statsministeriet efter Anders Fogh Rasmussen i 2009. Og så havde ingen af dem nogen synderlig interesse eller sans for æstetik og indretning.
Sofaerne var slidte og bar tydeligt præg af, at de havde fået lov at stå på kontoret, siden venstreministeren Henning Christophersen havde sat dem der i begyndelsen af 1980’erne.
Bjarne Corydon kunne lide at invitere Venstres formand over for at tale om mulighederne i en skattereform. Det ville være forkert at kalde det forhandlinger. Dertil var samtalerne for løse og uforpligtende, og der var heller ingen embedsmænd med. Men der opstod en slags værkstedsstemning, når oppositionslederen indfandt sig.
Det var tydeligt, at Lars Løkke Rasmussen var teknisk interesseret i landets økonomiske tandhjul. Han kunne ikke lade være med at diskutere forskellige finanspolitiske idéer, når de tog plads i hver deres sofa.
Sjov millionærskat
En af dem var en nyfortolkning af en millionærskat. Udtrykket var blevet fast inventar, når særligt Enhedslisten skulle finde finansieringer. Dem med mange penge skulle betale en ekstra skat til fællesskabet.
Det stod i kontrast til de borgerlige og Bjarne Corydons ønske om, at det skal kunne betale sig at arbejde, og at lønmodtagere derfor ikke skal beskattes for hårdt.
Hvorfor ikke rykke topskattegrænsen op til en million, så man først betaler den fulde skat af indkomsten, når man har så høj en indtægt, havde Lars Løkke foreslået.
- Så kan du jo kalde det for en millionærskat.
Bjarne Corydon grinede. Idéen var jo god. I hvert fald et udtryk for den fantasifuldhed og idérigdom, Lars Løkke havde.
Desværre var den også et udtryk for, at Lars Løkke i sidste ende ikke havde nogen interesse i at hjælpe Bjarne Corydon med en skatteaftale.
De vidste begge, at det ville være politisk selvmord at præsentere den fortolkning af en millionærskat for regeringens støtteparti, fordi den i praksis ville være en kæmpe lettelse af skatten i den øverste top.
Hvis Bjarne Corydon skulle gøre sig nogen forhåbninger om at få Venstre med i skatteaftalen, måtte han finde nogle helt andre veje.
- Det virkede oplagt, at hans rationale var, at nu kunne jeg hygge mig med Enhedslisten og se, hvor langt det ville bringe mig. Der var måske en vis emotionel skuffelse i det, fordi han måtte aflevere magten kort forinden.
- Han håbede naturligvis på, at resultatet ville bringe ham tilbage i Statsministeriet, fordi aftalen ville blive meget rød, og han så kunne sige, at det var, hvad man fik, når man stemte på os.
Enhedslisten uden perspektiv
Inden forhandlingerne om skatteaftalen havde Bjarne Corydon indgået en særdeles vigtig politisk aftale med Enhedslisten.
Den allerførste opgave, han havde fået som finansminister, var at få årets finanslov på plads. Helle Thorning-Schmidts regering var trådt til i oktober 2011, og det hastede derfor voldsomt fra første arbejdsdag at få en finanslov klar for 2012.
- Den lavede vi med Enhedslisten, for vi måtte trods alt have fred til at begynde med. Det kunne lade sig gøre at lave en aftale med dem. Men det var meget tydeligt for mig, at der ikke var noget større perspektiv i det.
- Det ville ikke ændre væsentligt på noget, og slet ikke på det største problem vi havde med den økonomiske krise.
Alligevel var aftalen opløftende for Bjarne Corydon.
Den eneste vej, han kunne se for sig, at Venstre skulle komme til forhandlingerne, gik direkte gennem Enhedslisten.
Undgå Enhedslisten gennem Enhedslisten
Allerede under regeringsforhandlingerne i det sorte tårn stod det klart for Bjarne Corydon og den radikale leder Margrethe Vestager, at Enhedslisten ville være det helt centrale parti i forhandlingerne om en skatteaftale. Af to grunde.
- Hvis ikke vi kunne få Venstre og Konservative med, var der kun Enhedslisten tilbage, og så gjaldt det om at få så god en aftale med dem som muligt.
Endnu vigtigere var det, at Enhedslisten kunne blive løftestangen til at få Venstre med. Det var det egentlige mål med forhandlingerne med Enhedslisten.
- Venstres eget bagland, Konservative og erhvervslivet ville ikke kunne forstå, hvis det var muligt at skabe fornuftige løsninger med Enhedslisten, og Venstre samtidig stillede sig helt uden for det politiske arbejde.
Håbet var, at det ville kunne tvinge Lars Løkke til forhandlingsbordet.
Selvom Bjarne Corydon var fast besluttet på, at det var den eneste måde, Venstre kunne ende med at være en del af aftalen, var han klar over, at der var stor risiko forbundet med strategien.
Hvis det endte med, at både Enhedslisten og Venstre til sidst forlod forhandlingerne, ville han stå alene tilbage i en kæmpe ydmygelse uden den vigtigste aftale, han kunne se, han skulle komme til at indgå. Det var en risiko, han var nødt til at leve med.
Så snart finansloven var blevet forhandlet på plads, gik Bjarne Corydon derfor i gang med en næsten endeløs række af møder med Enhedslisten om en skatteaftale.
Falske besparelser
Forhandlinger med Enhedslisten forløb væsentligt anderledes end de hyggelige værkstedssnakke i sofaen med Lars Løkke Rasmussen.
Ofte foregik det mere formelt i Finansministeriets forhandlingslokale, Struenseeværelset.
På væggene er der hele vejen rundt et flere hundrede år gammelt mørkt, mønstret tapet. På gulvtæppet i midten står et stort, tungt og mørkt mødebord i lakeret træ med bibliotekslamper på og med sorte læderstole omkring.
Bjarne Corydon, skatteminister Thor Möger (SF) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) sad for den ene ende af bordet, og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, finansordfører Frank Aaen og ofte også Per Clausen for den anden ende.
I regeringens udspil til skatteaftalen, der lå på bordet, havde ministrene placeret nogle forringelser for folkepensionister. Det drejede sig ikke om store beløb, og posten var uinteressant i det samlede billede.
Besparelsen var tiltænkt Enhedslisten.
Allerede inden det første møde i begyndelsen af januar havde Bjarne Corydon lagt planen for, hvordan han skulle holde Enhedslisten fast i forhandlingerne og samtidigt langsomt, men sikkert, rykke dem tættere og tættere på en aftale, regeringen kunne se ville have en reel virkning på økonomien.
Pensionisterne var et af de planlagte områder, hvor Enhedslisten skulle have en sejr, de kunne præsentere for pressen, hvis de gik med til en aftale.
På den måde skulle Enhedslisten lokkes længere og længere ind i hulen med små indrømmelser og kosmetiske sejre, mens regeringens reelle økonomiske ændringer skulle stå fast.
Kernen skulle beskyttes
- Det var målet fra dag et. Det var alfa og omega, at det var regeringen, der satte rammerne for aftalen. Så kunne der tones lidt forskelligt, og vi kunne diskutere et lille hjørne eller to.
- Men kernen i det hele, som var reelle og mærkbare skattelettelser for middelklassen, skulle beskyttes. Det var helt centralt for de andre elementer i aftalen.
Planen virkede. Da sommerferien nærmede sig, havde Enhedslisten rykket sig længere, end Bjarne Corydon på noget tidspunkt havde turdet drømme om.
Enhedslisten havde accepteret, at topskattegrænsen i 2021 ville være rykket så højt, at den ville ligge tæt på en månedsløn på 50.000 kroner.
Alligevel var Bjarne Corydon ikke fristet til at fravige sin plan om i sidste ende at få Venstre med i aftalen. Forhandlingerne gennem det meste af et halvt år havde bekræftet ham i, at Enhedslisten ikke var en holdbar forhandlingspartner.
Dementorerne fra Harry Potter
Han kunne nogle gange få fornemmelsen af, at han sad og forhandlede med nogen, der måtte lyve for sig selv.
Det var blevet et mantra for Johanne Schmidt-Nielsen, at ordet vækst ikke måtte indgå i en endelig aftaletekst. Til trods for at embedsmændene hele tiden gik ind og ud af lokalet med vækstberegninger, fordi alle i forhandlingsrummet var enige om, at det var nødvendige beregninger.
Forklaringen var Enhedslistens hovedbestyrelse, som formelt set skulle godkende en endelig aftale og også tages i ed i de enkelte delelementer. Det blev så afgørende et element, at Bjarne Corydon næsten fik indtrykket, at de var langt flere i det mørke forhandlingslokale.
- Det føltes som om, hele Enhedslistens hovedbestyrelse stod bag Johanne Schmidt-Nielsen, når vi forhandlede. Ånderne gjorde i hvert fald, ligesom dementorerne i Harry Potter.
- Forløbet afslørede for mig et hykleri, hvor det blev klart, at i hvert fald dele af Enhedslisten slet ikke ønskede vækst i samfundet.
Det var ikke holdbart, og Bjarne Corydon kunne og ville ikke stå inde for det.
- Det var ikke usympatiske mennesker, jeg forhandlede med. Vi havde det tit hyggeligt, og det kunne være vittigt at tale med dem. Men der var en risiko for at føde et mønster, vi ikke kunne slippe ud af igen.
- Jeg kunne slet ikke se for mig, at vi skulle føre en rød blokpolitik på den måde. Det ville blive usundt for hele regeringsperioden. Og måske længere endnu.
Troede ikke på Corydon
Bjarne Corydon havde ikke lagt skjul på, at han forhandlede med andre end Enhedslisten igennem det lange forløb.
Da Johanne Schmidt-Nielsen sammen med de andre forhandlere fra Enhedslisten rejste sig for at gennemgå forhandlingsresultaterne med partiets hovedbestyrelse, fortalte Bjarne Corydon derfor, at hun skulle vide, at Venstre nu ville blive indkaldt til forhandlinger.
Det lod ikke til at gøre indtryk. Hun troede tilsyneladende ikke på, at han for alvor mente noget med det.
Det turde han jo ikke, havde hun sagt med henvisning til den højrøde del af Socialdemokratiets eget bagland. Og SF var jo også en del af regeringen. Og selv hvis han turde, måtte han da have held og lykke med at lokke Venstre ind til reelle forhandlinger.
Lus i skindpelsen
Hun havde sådan set ret, tænkte han, da Johanne Schmidt-Nielsen havde forladt forhandlingslokalet i Finansministeriet for at mødes med Enhedslistens dementorer. Venstre var sværere at lokke til forhandlingerne.
Det var præcis hans egen konklusion oven på sofasamtalerne. Og det blev ikke bedre af, at Lars Løkke var rejst til den anden side af kloden til klimatopmøde i Brasilien.
Men det var ikke kun forhandlingerne med Enhedslisten, der skulle gøre det svært for Venstre at holde sig væk til det sidste. Sideløbende med forhandlingerne havde Bjarne Corydon sat små lus i den liberale skindpels.
Finansministeren og de nærmeste havde haft en del møder med virksomhedsledere og erhvervsorganisationer. Hver gang med en bemærkning om, at det var lidt trættende, at der var gået Christiansborg-taktik i den for Venstre i stedet for at skabe resultater, som danskerne og virksomhederne kunne bruge.
Efter et samråd på Christiansborg havde Bjarne Corydon fortalt journalisterne, at han mente, at det var på tide at få Lars Løkke ud af hængekøjen og i arbejdstøjet. Løkke i hængekøjen blev et udtryk, der siden blev brugt gentagne gange af journalisterne, noterede Bjarne Corydon med tilfredshed den kommende tid.
Presset på Venstre var derfor vokset i løbet af månederne, og partiet havde endelig præsenteret nogle egne tanker til en skatteaftale.
Reel optimisme
Bjarne Corydon havde derfor en reel optimisme, da han fandt mobiltelefonen frem og ringede til Venstres finansordfører, Peter Christensen.
Han fortalte venstremanden tingene, som de var. Det var tæt på med en aftale med Enhedslisten. Ovenikøbet en rigtig god en. Men han ville hellere lave en aftale med Venstre.
Da Peter Christensen blev hængende i telefonen, voksede optimismen. Bjarne Corydon fortalte ham, at hvis Venstre reelt var interesseret i forhandlinger, så ville der også være noget at forhandle om.
Ligesom der var lagt forberedte indrømmelser til Enhedslisten om pensionisterne, indeholdt regeringens udspil til skatteaftalen tilsvarende punkter til Venstre. Det vigtigste var en forringelse af rentefradraget, der ville ramme boligejerne økonomisk.
Forringelserne i rentefradraget stod ikke mejslet i sten, fortalte finansministeren til Peter Christensen.
Aftalen
Få timer senere var der en næsten løssluppen stemning i Struenseeværelset. Dæmonerne var blevet afløst af dårlige jokes, hvor selv venstrefolkene grinte af bemærkninger om, at Venstres såvel som Socialdemokratiets, SF's og de radikales ledere alle var udenlands.
Aftalen mellem regeringen og Venstre og de konservative var indgået.
Bjarne Corydon kunne mærke, at han nærmest blev rørt, da Venstres chefstrateg, Claus Hjort, takkede for, at aftalen var lykkedes.
Claus Hjort var en hård mand, så når han tilnærmelsesvist viste følelser, gjorde det indtryk. Men takken til en socialdemokrat var først og fremmest udtryk for, at panseret i dansk politik var brudt. Det var lykkedes at skabe en forbindelse mellem Venstre og Socialdemokratiet.
Scenariet gentog sig
På det lille fladskærms-tv i hjørnet af ministerkontoret kunne Bjarne Corydon se, at Johanne Schmidt-Nielsen skruede yderligere op for retorikken.
Enhedslisten var ikke længere støtteparti for regeringen, sagde hun til journalisterne.
Bjarne Corydon var klar over, at den politiske tilværelse de næste år ville blive hård, fordi støttepartiet ville have kompenseret den blå skatteaftale krone for krone, hvis partiet skulle støtte regeringens kommende finanslove.
- Ikke desto mindre var det faktisk lykkedes at lave et nyt mønster med brede aftaler, som Enhedslisten måtte leve med. De endte med at indgå aftale om finansloven senere samme år. Da vi året efter igen brød blokpolitikken ved at lave finanslov med VK, truede de igen med bål og brand – for så igen at komme til besindelse og lave endnu en finanslovsaftale.
- Enhedslisten fik bestemt indrømmelser undervejs. Men vi sørgede for, at halen ikke kunne logre med hunden, og at de ekstreme kræfter på fløjene ikke kunne koste rundt med det store flertal på midten. Ingen ansvarlig finansminister bør lade sig true eller lokke til at forlade den position.
Læs også det tidligere interview i serien her: