Pia Kjærsgaard.
Politik

Pia Kjærsgaard blev pludselig i tvivl om sit valg. Han virkede lidt FOR klar til at tage over

Kristian Thulesen Dahl ville være formand for Dansk Folkeparti, før Pia Kjærsgaard var klar til at give ham posten. Men hun fraveg ikke sin plan.

Han sad allerede ved bordet, da hun kom ind i restauranten midt i København. Pia Kjærsgaard kunne mærke nervøsiteten. Han var den, som hun var mest bekymret over at fortælle det til.

Tænk nu, hvis han besluttede sig for at stoppe, når hun fortalte ham det. Hun ville få brug for ham. Det var derfor, hun havde ventet, til julen var ovre. Han skulle ikke have for mange dage til at gå og tænke over det alene i de sidste dage af 2011.

Beslutningen er den største, jeg har truffet i politik

Pia Kjærsgaard

Han var garanteret klar over, at der måtte være noget særligt i gærde, siden hun havde insisteret på at mødes med ham, selvom de havde meget at se til de dage på Christiansborg.

De fik øjenkontakt, og Pia Kjærsgaard satte sig over for ham.

Pia Kjærsgaard virkede en smule oprørt, tænkte Søren Søndergaard. Hun kom lidt for sent, og det lignede hende ikke. Der måtte være sket noget på vej til restauranten, men det ville hun nok selv komme ind på senere. Søren Søndergaard fandt en liste frem fra tasken. Han havde forberedt otte-ni punkter, de skulle forholde sig til. Øverst på listen stod statsminister Helle Thornings rådgiver Noa Redington.

Statsministerens rådgiver var igen begyndt at sprede rygter til pressen om, at Pia Kjærsgaard var på vej til at forlade posten som formand for Dansk Folkeparti. Det var en sag, de var nødt til at forholde sig til, sagde Søren Søndergaard.

- Men det er det, jeg vil tale med dig om. Jeg går af, svarede Pia Kjærsgaard.

MIN SVÆRESTE POLITISKE BESLUTNING

TV 2 taler i en miniserie med tre nuværende og tidligere politikere om deres sværeste politiske beslutning. Dramaerne, overvejelserne og problemerne, som de selv husker dem. De tre er Annette Vilhelmsen, der var formand for SF i Helle Thorning-regeringen, Bjarne Corydon, der var finansminister i samme regering, og Pia Kjærsgaard, der stiftede Dansk Folkeparti, som hun var formand for i 17 år.

Den sværeste beslutning

Siden valget i februar 2005 havde Søren Søndergaard været pressechef i Dansk Folkeparti. Han var hurtigt blevet kendt på Christiansborg som en jovial mand, der havde særdeles stor, politisk tæft og tænkte både skarpt og hurtigt.

Men i det øjeblik kunne han ikke finde ud af, hvad han skulle sige.

Pia Kjærsgaard kunne ikke lade være med at ånde en smule lettet op. Hvis ikke han havde anet uråd, så var der næppe andre, der havde.

Pia Kjærsgaard fortalte, at hun trak sig fra alt. Hun ville ikke være den slags leder, der ikke kunne finde ud af at sige stop, men i stedet blev ved med at ville styre partiet bag den nye formand.

Den iver var tæt på at være upassende

Pia Kjærsgaard

Hun ville trække sig fra partiets hovedbestyrelse, strategiudvalget og gruppeledelsen på Christiansborg. De tre udvalg, hvor magten i Dansk Folkeparti lå.

- Beslutningen er den største, jeg har truffet i politik. Det var en meget, meget stor beslutning at sende soldaterne i krig. Og jeg har været med til mange store reformer, der har betydet meget. Men at stoppe som formand var den sværeste, siger Pia Kjærsgaard i dag til TV 2.

- Det var i høj grad en personlig beslutning. Dansk Folkeparti har påvirket så mange år af mit liv, og da vi stiftede Dansk Folkeparti, havde jeg en alder, hvor jeg kunne have brugt livet på så meget andet.

Tvivlen kom krybende

Da hun nogle uger tidligere før jul havde været på vej til partifællen Søren Espersens lejlighed, havde hun ikke haft skyggen af tvivl.

De første, der skulle høre om hendes beslutning, var kernen.

Partifællerne der havde været med helt fra begyndelsen.

Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl der havde været med til at stifte Dansk Folkeparti, og Søren Espersen der havde været med i inderkredsen som pressechef fra dag et. Det første halve år uden løn.

Da de sad om bordet i lejligheden ved Christiansborg, som Søren Espersen havde i sin egenskab af at sidde i Folketingets Præsidium, kendte hun allerede datoen for, hvornår det skulle ske. Hun ville trække sig på partiets sommergruppemøde i slutningen af den ventende sommer, hvor Kristian Thulesen Dahl så skulle tage over.

Alligevel kunne hun mærke tvivlen komme krybende, da de sad ved bordet. Ville hun nu også være klar til det, og var partiet klar til det? Hun var pludselig ikke så sikker, da hun satte ord på tankerne og planerne over for sine nærmeste.

Kristian Thulesen Dahl vaklede ikke. Partiet var klar til det, og det var han også.

Men han var måske lige klar nok, tænkte hun, da Kristian Thulesen Dahl fortalte, at det i virkeligheden ville være godt, hvis han tog over endnu hurtigere, så han kunne have sommeren som formand.

- Den iver var tæt på at være upassende. Og der kunne under ingen omstændigheder være tale om at rykke tidspunktet.

Pia Kjærsgaard var allerede i gang med en nøje plan.

Rædselslisten

Nogle få måneder tidligere havde hun læst sig gennem en lille bunke af tætskrevne sider på sit kontor på Christiansborg. Jo mere hun læste, jo mere sikker blev hun.

Det var på ingen måde sådan, Pia Kjærsgaard ville forlade toppen af Dansk Folkeparti. Det ville være katastrofalt.

Papirerne var skrevet af en medarbejder i Dansk Folkeparti, efter hun havde bedt ham udarbejde en nøje gennemgang af hver eneste partileders afgang. Perioden gik fra 1984, hvor hun første gang blev valgt til Folketinget for Fremskridtspartiet og frem til efteråret 2010, hvor beslutningen om at stoppe som formand begyndte at blive konkret for Pia Kjærsgaard.

Det var en rædselsliste, der lå på bordet foran hende.

Det måtte være grufuldt at ende som de konservative ledere Hans Engell og Lene Espersen. Den første var kørt ind i en betonklods med promiller i blodet, og den anden var taget på familieferie i stedet for at passe arbejdet som udenrigsminister. Hos Socialdemokraterne havde Sven Auken sikret et stort valg, men endte alligevel i et politisk kongemord begået af Poul Nyrup.

Det var min egen beslutning, og den skulle være gennemtænkt, så fortællingen blev den rigtige

Pia Kjærsgaard

Det var vel nærmest kun Anders Fogh Rasmussen, der var sluppet nådigt ud af formandsstolen i Venstre. Men selv det forløb havde været uskønt, fordi den seneste tid i dansk politik nærmest kun havde handlet om hans søgen efter en international toppost.

- Der var også alle dem, der måtte forlade formandsposten efter valgnederlag. Det er selvfølgelig det, der kan ske. Men sådan skulle det ikke være for mig. Jeg ville simpelthen ud af det her på en god måde. Med ære og værdighed.

Dansk Folkepartis trojka

Pia Kjærsgaard havde derfor længe tænkt over, hvordan og hvornår hun trådte tilbage. Hvor mange år, det drejer sig om, vil hun ikke afsløre.

- Det er simpelthen så lang tid i forvejen. Folk vil tro, at det er løgn, hvis de hører det. De vil ikke kunne forstå, hvordan jeg har kunne gå og tænke så længe over det. Det var virkelig, virkelig lang tid.

- Men jeg ville have, at alt var tænkt igennem. Folk har grinet af, at jeg har været nede i alle detaljer i partiet. Det har jeg også været lige fra begyndelsen. Men det er sgu også derfor, at det er gået så godt.

Mens Pia Kjærsgaard brugte mange tanker på at beslutte sig for at stoppe som formand, var der aldrig tvivl om, hvem der skulle træde i stedet.

Søren Søndergaard havde igennem årene kaldt Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl for Dansk Folkepartis trojka. Og i den ledelsestrio var Kristian Thulesen Dahl fra begyndelsen oplagt.

- Peter havde altid gode indspark og var meget omhyggelig. Han var oplagt som gruppeformand. Kristian var den strategiske og målrettede af os. Den eneste ulempe var næsten, at han var mand. Mænd er konfliktsky.

- Jeg havde den udadvendte del og kunne forklare de aftaler, vi havde indgået, på en god måde. Den del ville mangle, når jeg stoppede, men det var der ikke noget at gøre ved.

Tidspunktet for overdragelsen endte med at være lige så oplagt som valget af efterfølger.

Efter ti år, hvor Dansk Folkeparti var det sikre grundlag for en Venstre-ledet regering, havde Helle Thorning-Schmidt vundet regeringsmagten efter valget i 2011.

- Vi skulle ikke være med i forlig og store aftaler hele tiden. For første gang i mange år var der mere ro på. Så jeg tænkte, at nu var det nu. Så kunne jeg finde mig selv. Kristian kunne finde sig selv, og partiet kunne finde sin nye rolle.

Det var vigtigt for partiet, at overdragelsen også gik godt. Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti skulle selv styre fortællingen, så de ikke pludselig skulle til at forholde sig til rygter i pressen og håndtere dem i stedet for.

Om muligt var det endnu vigtigere for Pia Kjærsgaard personligt, at overdragelsen gik som planlagt.

- Det var min egen beslutning, og den skulle være gennemtænkt, så fortællingen blev den rigtige. Mine børn og børnebørn skal kunne være stolte af mig. Også når jeg ikke er her mere.

- Med mit politiske liv ved jeg godt, at jeg har skrevet historie. Den skal være så god som mulig for mine efterkommere. Der skal ikke strøs sukker på, men det var heller ikke nødvendigt, hvis bare fortællingen var gennemtænkt og foregik disciplineret.

Bag lukkede døre

Efter mødet på restauranten fik en blå papmappe fast plads i Søren Søndergaards lædertaske, når han kørte mellem Christiansborg og hjemmet i Hornbæk.

Mappen var i begyndelsen tynd. Men den voksede sig tykkere og tykkere, som månederne gik.

I den blå mappe lå drejebogen for Pia Kjærsgaards afsked som partiformand.

Dørene ind til pressechefens kontor på Christiansborg var kendt for altid at stå åbne. Men mappen kom kun frem fra tasken, når døren ud til gangen og ind til forkontoret var lukket.

Et af de allerførste ark, der kom i mappen, var en liste over dem i partiet, der skulle have besked. Og hvornår. Søren Søndergaard skrev en lang række navne på. Da Pia Kjærsgaard så den, lugede hun kraftigt ud i personerne, så der kun var en lille gruppe tilbage.

Det var altafgørende, at nyheden ikke slap ud før tid. På Christiansborg er der altid nogen, der gerne vil gøre sig interessant, og der kan altid ske en fejl. Jo flere der ved noget, jo flere kan begå fejl.

Til gengæld voksede antallet af lister i mappen. En over personer uden for partiet, der skulle orienteres. Det blev noteret på dag og time, hvem der skulle have besked. Ud for hvert navn stod der enten Pia Kjærsgaard eller Kristian Thulesen Dahl. Enkelte steder Søren Søndergaard, når det var ham, der stod for orienteringen.

Ud for statsminister Lars Løkke Rasmussens navn stod Pia Kjærsgaard. Han skulle have besked et kvarter før offentliggørelsen.

Senere kom endnu en liste til. Listen over medier der skulle orienteres. Hvornår og hvordan.

Berlingske skulle som det eneste medie orienteres i forvejen. Det skulle ske ved et personligt interview dagen inden det tre dage lange sommergruppemøde i august ved Silkeborg.

Pressechefen havde foreslået, at TV 2 også skulle have besked i forvejen, så de kunne planlægge den sene nyhedsudsendelse med Pia Kjærsgaard som hovedperson.

- Men det turde jeg ikke. Der var for mange teknikere, redaktører og andre, der skulle vide det. På Berlingske kunne det holdes til meget få personer.

Ville stadig have status

Det hele var planlagt til den allermindste detalje. Alligevel var der kun én tanke i Pia Kjærsgaards hoved, da hun sammen med folketingsgruppen var ude at sejle på Silkeborg Søerne på sommergruppemødets første dag.

Års og måneders planlægning skulle forløses få timer senere om aftenen. Efter grillmiddagen ville hun tage ordet, som hun plejede, når hun bød velkommen til sommergruppemøde.

Men nu var der en lille gruppe uden for partiet, der vidste det hele. Skrækscenariet dukkede hele tiden op. Tænk nu, hvis det slap ud før tid. Det ville ikke være til at holde ud.

Da middagen var ovre, kunne Pia Kjærsgaard se på sin telefon, at det var tid til at rejse sig. Pressechefen havde sendt en plan for aftenens forløb, og hun skulle nå at fortælle folketingsgruppen sin beslutning, inden nyheden kom på Berlingskes hjemmeside.

Hun havde holdt velkomsttalen til sommergruppemødet så mange gange før, men aldrig med små lapper papir, som hun denne aften støttede sig til. Hun havde holdt hundredvis af politiske taler, og ikke en eneste gang havde hun mærket tårerne presse sig på.

Men denne aften var anderledes.

- I folketingsgruppen handlede det jo meget om mig. De var tæt på, og fem minutter senere skulle jeg fortælle dem, at alting ville være anderledes. At min rolle pludselig ville være en helt anden.

- Jeg ville jo stadig have min status i partiet, men jeg ville være et menigt folketingsmedlem. Godt nok med den særlige status, jeg har, men jeg ville være holdt uden for beslutningerne.

Hårdt i begyndelsen

Den første tid efter landsmødet i september, hvor Pia Kjærsgaard officielt trak sig, var svær.

Da hun en dag så pressechefen rulle afsted med en kuffert fra kontoret på Christiansborg, fordi han skulle til strategiseminar, og hun for første gang ikke skulle med.

Da hun gik forbi gruppeformand Peter Skaarups kontor og så, at persiennerne var nedrullede ud til gangen. Bag dem var gruppeledelsen i gang med det første møde, hvor hun ikke var indbudt.

Jeg tror, at folk betragter mig som en evighedsfigur. Så det ville simpelthen være for voldsomt, hvis jeg forsvandt helt

Pia Kjærsgaard

Da hun ringede hjem til pressechefen fra New York, hvor hun var med Folketinget til FN-topmøde, og følelserne pressede sig på oven på sit livs største beslutning i politik.

Hver gang vidste hun, at det var det eneste rigtige, hun havde gjort, da hun trak sig fra alle magtfulde poster i partiet. Men alle gange havde hun alligevel en underlig tomhed og tab af kontrol.

- Det var hårdt i begyndelsen. Men jeg var nødt til at holde fast i, at det var slut. Out of my hands. Men noget af det, der kom bag på mig, var, at det også var slut fra Kristians side. Han spurgte mig ikke til råds.

- Det havde måske været meget fornuftigt, hvis han havde spurgt mig, hvad jeg mente om de forskellige ting. Jeg ville nok selv have udnyttet den kapacitet, der lå i en tidligere formands erfaringer. Men det gjorde han ikke. Det måtte jeg acceptere.

Evighedsfiguren

Det var ikke kun tabet af kontrol og magt, Pia Kjærsgaard måtte acceptere. Hele partiets identitet skiftede også med den nye formand.

- Da vi stiftede Dansk Folkeparti i 1995, grinede mange og var spydige, når de kaldte os Dansk Familieparti, fordi vi alle sammen kendte hinanden og var med til hinandens fester og alting. Men jeg syntes, at det var dejligt.

- I dag er vi blevet et mere almindeligt parti, hvor vi ikke er så meget sammen socialt. Jeg synes, at det andet var hyggeligere. Men det må den nye ledelse gøre, som den finder bedst.

Selvom Pia Kjærsgaard på den måde satte sig selv helt uden for formel indflydelse i partiet, overvejede hun ikke et øjeblik at stoppe fuldstændigt i politik, da hun trak sig som formand.

- Det var jeg slet, slet ikke klar til. Tidspunktet for at skifte formand var det rigtige. Men jeg var ikke færdig med alt det, jeg ville i politik. Jeg overtog også Søren Espersens plads i præsidiet og blev senere formand for Folketinget.

- Partiet var heller ikke klar. Jeg tror, at folk betragter mig som en evighedsfigur. Så det ville simpelthen være for voldsomt, hvis jeg forsvandt helt.

Vil ikke have malurt i den gode historie

Man skal ikke have besøgt Dansk Folkepartis kontorer og lokaler mange gange på Christiansborg for at få en idé om, hvad Pia Kjærsgaard mener.

Da hun stoppede som formand, blev der malet et stort portræt, som hænger i gruppeværelset på gangen på Christiansborgs anden sal, hvor de fleste partier har gruppeværelser.

Hun hænger også på væggen på det første kontor på anden sal i Provianthuset, som er knopskydningen til Christiansborg, hvor blandt andre Dansk Folkeparti har kontorer.

Fra guldrammen på væggen står Pia Kjærsgaard klædt helt i lyserødt med en stak papirer i sin højre arm og kigger ned på de ansatte.

Mens Poul Lindholm var partisekretær, kunne han finde på at sige, at det første man gjorde, når man mødte på arbejde, var at gå hen og bukke foran maleriet. Med et grin om munden og glimt i øjet. Men alligevel så man fik snerten af tvivl, om han rent faktisk mente det.

Længere nede ad gangen hænger Pia Kjærsgaard også på væggen på Søren Espersens kontor. Side om side med portrætter af kongehusets medlemmer.

Skråt over for Pia Kjærsgaards kontor har Kristian Thulesen Dahl sit. Her hænger der ikke noget billede af Pia Kjærsgaard. På spørgsmålet, hvad hun mener om det, afværger Pia Kjærsgaard.

- Det gør der ikke. Det kan jeg jo ikke blande mig i. Det er op til ham.

- Og jeg vil ikke have malurt blandet i det her. Det er en god historie om min afsked.