Khader anklages for overgreb: - Vil få de nødvendige konsekvenser, siger Pape
Fem kvinder anklager Naser Khader for seksuelle krænkelser og overgreb. Den konservative retsordfører afviser overfor DR alle anklager.
Den konservative retsordfører Naser Khader, som lige nu er sygemeldt fra Folketinget, har ifølge DR udsat fem kvinder for seksuelle krænkelser og grænseoverskridende adfærd.
Nu tager den konservative formand, Søren Pape Poulsen, i et skriftligt svar til TV 2 afstand. Her skriver han, at partiet vil til bunds i sagen, og at den vil "få de nødvendige konsekvenser".
- De kvinder, der er stået frem hos DR, har ikke før udtalt sig eller kontaktet os, og sagerne er derfor nye for mig. Vi vil klart opfordre disse kvinder til at kontakte politiet, hvis de mener, at der er sket en forbrydelse, skriver Søren Pape Poulsen blandt andet.
- Vi vil nu sørge for en grundig behandling af sagen af uafhængige advokater, fordi det er en forudsætning for, at vi kan komme til bunds i sagen, høre den fra alle sider og derefter drage vores konklusion.
Tvunget til oralsex og samleje
To af de kvinder, der er stået frem, medvirker anonymt i DR's artikel, mens tre har valgt at stå frem med navn.
TV 2 har været i kontakt med de tre navngivne kvinder, som ikke ønsker at stille op til yderligere interviews.
Til DR fortæller freelancejournalist Kristina Olsson, hvordan Naser Khader pressede hende op ad væggen, da hun mødte ham på hans kontor til en kop kaffe i 1999. Herefter tvang Khader hendes hoved ned mod sit skridt, fortæller hun, placerede sit lem i hendes mund og havde ubeskyttet samleje på kontorets kolde betongulv.
Overfor DR karakteriserer Kristina Olsson episoden som et overgreb.
TV 2 forsøger at få et interview med Naser Khader, som overfor DR afviser samtlige anklager.
- Jeg er chokeret og overrasket. Jeg er vred over at blive anklaget for sådan noget. Den måde, jeg bliver beskrevet på, er ikke den korrekte beskrivelse af mig, siger Naser Khader til DR.
Kæmpede imod "som en gal"
En anden af de kvinder, der står frem overfor DR, er kunstner og designer Karen Dirks.
Hun fortæller, at Khader i forbindelse med opmåling af nogle malerier, som han havde bestilt, tvang hende ind i soveværelset og ned på sin seng og forsøgte at knappe sine bukser op.
Alt imens kæmpende Karen Dirks "som en gal", siger hun til DR:
- Han er en meget stor mand, og han lægger sig oven på mig. Jeg bliver fuldstændig chokeret. Jeg sparker. Og så kommer jeg fri af ham, løber ned ad gangen, hiver bare hoveddøren op uden at lukke den efter mig.
Ingen af kvinderne har politianmeldt episoderne til politiet. Det bliver overfor DR blandt andet begrundet med, at overgrebene fandt sted i en anden tid, hvor kvinder fandt sig i mere, og at Naser Khader var en magtfuld mand på vej op ad den politiske stige.
Tidligere anklager om trusler mod kritikere
TV 2 forsøger som tidligere nævnt at få et interview med Naser Khader, som har været sygemeldt, siden Berlingske i april afdækkede, hvordan Naser Khader i en årrække har truet flere navngivne personer.
En sag, som den konservative formand, Søren Pape Poulsen, ligeledes har taget skarp afstand fra, og som Naser Khader har undskyldt.
Naser Khader indgår ikke i arbejdet på Christiansborg, så længe undersøgelsen af de nye anklager finder sted, skriver Søren Pape Poulsen i et skriftligt svar til TV 2.
- Vi tager afstand fra alle krænkelser i Det Konservative Folkeparti, hvorfor det er vigtigt for os at komme til bunds i dette.
Søren Pape Poulsen afviser overfor TV 2 at stille op til et interview. Det har derfor ikke været muligt at få svar på, hvad der menes med "nødvendige konsekvenser".