Ny aftale sikrer tredje Limfjordsforbindelse og flere nye motorveje

Samlet indeholder aftalen investering for cirka 160 milliarder kroner. Der skal bruges flere penge på jernbaneprojekter end veje.

En tredje Limfjordsforbindelse, motorveje til Kalundborg og Hillerød og flere nye jernbaneprojekter.

Sådan lyder nogle af overskrifterne i en stor aftale om fremtidens infrastruktur, som alle Folketingets partier er blevet enige om.

Aftalen er blevet præsenteret mandag formiddag og dækker blandt andet investeringer i fremtidens veje og jernbaner fra perioden 2022 til 2035.

Samlet indeholder aftalen investeringer for cirka 160 milliarder kroner. 106 milliarder af dem er nye projekter, mens de resterende allerede er besluttet. Lidt over halvdelen af pengene skal gå til jernbaneprojekter.

Her er vejprojekterne

Her kan du få et overblik over vejprojekterne, der samlet er afsat 64 milliarder kroner (52 millarder er nye penge) til :

  • Tredje Limfjordsforbindelse over øen Egholm ved Limfjorden. Igangsættes i 2025
  • Motorvej fra Regstrup til Kalundborg. Igangsættes i 2022
  • Udbygning af E45 mellem Kolding og Aarhus N. Igangsættes i 2022
  • Motorvej fra Allerød til Hillerød. Igangsættes i 2022
  • Afskaffelse af brugerbetaling på Kronprinsesse Marys Bro ved Frederikssund
  • Øget kapacitet på Motorring 3 rundt om København. Igangsættes i 2023
  • Udvidelse af Øresundsmotorvejen. Igangsættes i 2024
  • Tunnel under Marselis Boulevard i Aarhus. Igangsættes i 2025
  • Udbygning af Fynske Motorvej syd om Odense. Igangsættes i 2025
  • Forlængelse af Frederikssundsmotorvejen til Frederikssund. Igangsættes i 2026
  • Udbygning af rute 54 mellem Rønnede og Næstved. Igangsættes i 2026
  • Ny motorvej mellem Give og Billund samt Løvel over Viborg til Klode Mølle. Igangsættes i 2026

Her er jernbaneprojekterne

Her kan du få et overblik over jernbaneprojekterne, der samlet er afsat 86 milliarder kroner (45 milliarder er nye penge) til:

  • Fremrykning af ny bane over Vestfyn fra 2023 til 2022
  • Ny jernbane over Aarhus, Galten og Silkeborg. Igangsættes i 2026
  • Odense Letbane, anden etape fra centrum til Seden. Igangsættes i 2026
  • Kapacitetsudvidelse og hastighedsopgradering ved Ringsted. Igangsættes i 2024
  • Hastighedsopgradering af S-banen. Igangsættes i 2026
  • Sommerrejsepas, som fra 2022 til 2023 gør det muligt at rejse frit rundt med kollektiv transport i hele landet i en sammenhængende periode på otte dage for et engangsbeløb på 399 kr. for voksne og halv pris for børn på 12-15 år
  • Arbejdet med at få føreløse S-tog fortsætter
  • Reservation af 12,7 milliarder kroner til vej og metro til Lynetteholmen

Andre tiltag

  • Tre milliarder kroner til bekæmpelse af vejstøj. Igangsættes i 2022
  • 400 millioner kroner til forbedret cykelinfrastruktur i hele landet. Igangsættes i 2022
  • 500 millioner til at forbedre ladeinfrastrukturen til elbiler langs statsvejnettet. Igangsættes i 2022

Transportminister: - Massiv investering i kollektiv transport

Ved præsentationen af aftalen lægger transportminister Benny Engelbrecht (S) vægt på, at de fleste penge skal gå til kollektiv transport.

- Vi er enige om at investere massivt i bedre kollektiv transport, flere veje og bedre cykelinfrastruktur. Det her er en aftale med danskerne i centrum. I alle dele af landet, siger transportministeren og fortsætter:

- Vi ønsker et langt større fokus på at reducere trængsel og gøre plads til grønne biler, bekæmpe vejstøj og give vores jernbaner et stort og tiltrængt løft.

Enhedslisten tordner mod nye veje: De ødelægger vores klima

Selvom alle Folketingets partier har indgået aftalen, slår Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, fast, at hans parti ikke er med i den del, der handler om vejprojekter.

- Vi vil simpelthen ikke lægge stemmer til en udvidelse af vejnettet og især motorvejsnettet. Vi er valgt på et mandat, der hedder investeringer i kollektiv trafik og cyklisme og en begrænsing af den klima- og miljøbelastende bilisme, siger Henning Hyllested og fortsætter:

- Derfor lægger vi ikke navn til de der sorte motorveje, som ødelægger vores klima og brager igennem skøn natur, og som ikke løser de trængselsproblemer, man påstår, de vil løse.

Alternativet er heller ikke med i den del af aftalen, der handler om vejnettet.

Aftale løser ikke klimaudfordringen

Et bredt flertal af Folketingets partier har indgået en klimalov, der siger, at Danmark i 2030 skal have reduceret udledningen af drivhusgasser med 70 procent sammenlignet med 1990. Eksperter og regeringens støttepartier har dog kritiseret, at den grønne omstilling ifølge dem går for langsomt, og at der ikke er anvist en konkret vej til at opfylde klimaloven.

Finansminister Nicolai Wammen erkender på pressemødet, at det ikke er den nye aftale om fremtidens infrastruktur, der rykker Danmark i en markant grønnere retning.

- Den her aftale betyder faktisk isoleret set et lille grønt plus, men der er ingen grund til at lægge skjul på, at det ikke er den her aftale, der får os i mål med klimaudfordringen. Det er alle de andre ting, vi kommer til at gøre, siger Nicolai Wammen.

Vejprojekter sættes i gang sent, mener Venstre

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, glæder sig over, at der bliver investeret i kollektiv trafik og reduktion af trafikstøj. Han fremhæver også, at en række nye vejprojekter skal binde bedre Danmark. Men ifølge Venstre er der flere af dem, der bliver igangsat for sent.

- Det grelleste eksempel er Frederikssundsmotorvejen, som er sat til at starte i 2025. Det er vi ikke tilfredse med, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Motorvejen til Kalundborg er derimod et af de vejprojekter, der snart kommer i gang. Det projekt sættes i gang i 2022.