Politik

Støjberg udskyder beslutning om sin politiske fremtid

Først når rigsretssagen mod hende er overstået, vil Inger Støjberg beslutte, om hun vil melde sig ind i et nyt parti.

Spekulationerne om Inger Støjbergs politiske fremtid er og har været mange. Men de danske vælgere må foreløbig væbne sig med tålmodighed minimum fem måneder endnu.

Ikke før rigsretssagen mod hende vil hun komme med en melding. Det fastslår hun efter det første forberedende retsmøde i Rigsretten:

- I behøver ikke efter alle 35 retsdage at spørge, hvad der skal ske med min politiske fremtid. Jeg kommer ikke til at træffe nogen afgørelse nu, siger hun.

Løsgænger med mange bejlere

Inger Støjberg har siden februar i år været løsgænger i Folketinget. Da hendes nu tidligere parti, Venstre, endte med at stemme for en rigsretssag mod hende, tog hun konsekvensen og meldte sig ud af partiet, som hun ellers har været medlem af i årtier.

Siden har både Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti bejlet til hende, og hun har sågar modtaget sekretærbistand af sidstnævnte uden dog at binde sig til partiet formelt.

Inger Støjberg ville fredag kun afsløre, at hun agter at fortsætte i politik uanset hvad. Også selv om det skulle ende med, at hun bliver dømt.

- Nu går jeg efter en frifindelse, men det mener jeg godt, at man kan (fortsætte i politik, red.), siger hun.

Frygter valg til efteråret

Den eneste stopklods, der potentielt kunne komme i vejen for Støjbergs comeback på den politiske scene, syntes efter dagens retsmøde at være, hvis statsminister Mette Frederiksen (S) pludselig skulle udskrive valg, mens rigsretssagen stadig er i gang.

Netop det scenarie brugte den ene af Støjbergs forsvarsadvokater René Offersen som argument for, at Rigsretten skulle give pressen lov til at optage og transmittere direkte fra retsmøderne. For så ville hendes vælgere i det mindste vide, hvorfor hun i så fald ikke var ude at føre valgkamp.

- Hun (Inger Støjberg, red.) har en helt forståelig anerkendelsesværdig interesse i at det gøres tilgængeligt for alle borgere, at hun i hele 2021 kommer til at lægge en uforholdsmæssig stor del af sin tid i Rigsretten, lød det fra René Offersen.

Inger Støjberg fik ved sidste valg det fjerdehøjeste personlige stemmetal af alle.