Politik

Thulesen Dahl kommenterer for første gang læk af interne skænderier

DF-formanden forholder sig for første gang til de store interne uenigheder i partiet, som han advarer mod at tage offentligt.

Det er et problem, at Dansk Folkeparti ikke kan have interne diskussioner om kursen på udlændingeområdet, uden de bliver lækkert til pressen.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, i et interview med TV 2s Søren Lippert, efter han har holdt sin partiledertale ved Folkemødet på Bornholm lørdag eftermiddag.

Udmeldingen kommer, efter at Politiken og TV 2 i sidste uge kunne berette op et ophedet internt skænderi i toppen af Dansk Folkeparti i spørgsmålet om, hvordan integrationsudfordringer skal italesættes.

Mette Frederiksens vaccination antændte skænderi

Hovedpersonerne i skænderiet var Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Peter Kofod og partiets tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen, der begge sidder i Dansk Folkepartis hovedbestyrelse.

Læk af en intern mailkorrespondance viste, at Peter Kofod var voldsomt utilfreds med en opdatering på det sociale medie Twitter, som Martin Henriksen havde lavet, efter Mette Frederiksen (S) havde delt et billede fra sin vaccination mod coronavirus.

Her blev statsministeren vaccineret af en kvinde med tørklæde, og ifølge Martin Henriksen var hun med det billede med til at ”reklamere for mere islam”.

Twitter-opslaget fik Peter Kofod til at sende en mail til de øvrige hovedbestyrelsesmedlemmer, hvor han kaldte Martin Henriksens tweet ”over stregen” og samtidig bad om at få sat et punkt på dagsordenen til næste møde om ”personlige angreb på sociale medier”.

- Statsministeren er indbudt til vaccination, har takket ja, har fået taget et billede, og det er så lagt ud på sociale medier. Godt! Det forøger forhåbentlig danskernes tillid til vacciner, når kendte politikere tager imod deres. At det så - tilfældigvis - er en kvinde med tørklæde, der har vaccineret Mette F, er jo bare, hvad det er, skrev Peter Kofod blandt andet.

Martin Henriksen kvitterede med et svar, hvor han skrev, at Peter Kofod forsøger at begrænse hans ytringsfrihed, og at det ”simpelthen er det mest vilde, jeg har oplevet i mine cirka 20 år som DF’er”.

Thulesen Dahl: - Det har jeg det skidt med

At den hårde meningsudveksling over mail efterfølgende blev lækket til TV 2 og Politiken er Dansk Folkepartis formand voldsomt utilfreds med, siger han lørdag til TV 2.

- Det har jeg det skidt med, fastslår Kristian Thulesen Dahl.

Han mener, det er fint med sådanne diskussioner, men betoner samtidig vigtigheden af, at de ikke føres i offentligheden.

- Jeg synes ikke, det er en vildt stor sag, at der internt i Dansk Folkeparti er en diskussion om, hvordan man bedst italesætter problemet med tørklæde som symbol på islamisme.

- Jeg er bare træt af, at der er nogle, der prøver at gøre det til en stor sag, så vi nu skal sidde og bruge tid på det her, lyder det fra DF-formanden.

Vil selv tage imod vaccine fra kvinde med tørklæde

Kristian Thulesen Dahl vil over for TV 2 ikke svare på, hvem af de to han er mest enig med, men han siger, at han selv ville tage imod en vaccine fra en muslimsk kvinde med tørklæde.

Netop det har Martin Henriksen ellers for nyligt fortalt til Ekstra Bladet, at han ikke har lyst til.

- Når jeg bliver vaccineret, bliver jeg vaccineret af den person, som er der til at vaccinere. Jeg går ikke hen og siger, at jeg vil ind et andet sted. Jeg accepterer vilkårene, som de er, og det synes jeg, man skal, siger Kristian Thulesen Dahl.

Adspurgt om han bliver stødt af at se billedet med den tørklædeklædte kvinde, svarer DF-formanden, at tørklædet er et symbol på noget, han ikke bryder sig om.

- Grundlæggende udtrykker det et samfundssyn, hvor mænd og kvinder ikke er ligeværdige, lyder det.

Folkemødet på Bornholm slutter lørdag.