Politik

Stressramt Vanopslagh frygtede, at han måtte give op

Liberal Allances leder forklarer, at han er i en form for genoptræning, men at han stadig skal passe på sig selv.

Alex Vanopslagh har kun været med i toppolitik i to år, men han har allerede haft overvejelser om at stoppe.

Det fortæller Liberal Alliances leder i et interview med TV 2s Søren Lippert, efter at han torsdag eftermiddag har holdt tale ved Folkemødet på Bornholm.

Baggrunden for hans overvejelser er den sygemelding med stress, som han meldte ud i januar, og som i april sendte ham på deltid.

- Jeg har frygtet, at jeg ikke kunne holde til det, og at jeg måtte give op, siger Alex Vanopslagh og fortsætter:

- Jeg har aldrig haft lyst til at give op, men frygten sad i mig. Både op til jeg var sygemeldt, men også mens jeg var sygemeldt. Jeg frygtede, at jeg ikke kunne komme tilbage.

Vil passe på sig selv

Alex Vanopslagh blev som bare 27-årig leder af Liberal Alliance, da han i juni 2019 tog over for Anders Samuelsen efter et katastrofalt folketingsvalg, hvor partiet kun lige klarede sig over spærregrænsen.

Presset for at genrejse partiet var med til at give Alex Vanopslagh stress, forklarer han.

Det, der har været svært for mig stressmæssigt, har været partilederrollen

Alex Vanopslagh

Men selvom partiet stadig ligger lavt i meningsmålingerne, og der er langt til tidligere tiders storhed, går det fremad med partilederens helbred.

- Jeg har det bedre. Jeg er jo i en form for genoptræning nu. Jeg ved ikke, hvor mange du kender, der har været ramt af stress. Men det er jo ikke noget, der går over i løbet af 14 dage, siger Alex Vanopslagh henvendt til TV 2s Søren Lippert.

- Man skal langsomt tilbage, og jeg kan godt mærke, at jeg ikke helt er i topform endnu. Men jeg kan sidde her og have en god snak med dig og holde en tale. Så helt skidt er det ikke. Men jeg ved også, at jeg skal passe på mig selv. Jeg skal holde mange år frem.

Debat om politikernes sommerferie

I den seneste tid er debatten om folketingspolitikernes arbejdsforhold blusset op igen.

Liberal Alliances tidligere folketingsmedlem Joachim B. Olsen, der i dag er politisk kommentator på Ekstra Bladet, har antændt samtalen ved at problematisere, at politikerne har "tre måneders sommerferie".

Det er faldet flere nuværende folketingsmedlemmer for brystet. For selvom der godt nok ikke er møder og afstemninger i folketingssalen mellem juni og oktober, mener mange politikere, at det er misvisende at tale om ferie, fordi der blandt andet fortsat er politiske forhandlinger.

Alex Vanopslagh siger, at han betragter Joachim B. Olsens udmelding som en provokation. Men han tilføjer dog, at folketingssalen ifølge ham godt kan være åben i længere tid, så arbejdet bliver fordelt mere ligeligt ud over året.

Svært at være partileder

Det er dog ikke selve folketingsarbejdet, der har slået Alex Vanopslagh ud, lyder det.

- Det, der har været svært for mig stressmæssigt, har været partilederrollen, siger Liberal Alliances leder.

Han forklarer, at han har haft vanskeligt ved at finde ud af, om han lever op til forventningerne som partileder.

- Hvis du er murer, ved du, hvornår huset er bygget færdigt. Og der tror jeg, at politik er anderledes. Det er en af mange brancher, hvor det kan være svært at vide, om man gør det godt nok, og om man har realiseret sig selv.