Politik

Folkemødet er tilbage efter to år – Redder vurderer, hvor partierne står

Der er stor forskel på, hvor god politisk form partilederne er i forud for deres taler på Folkemødet på Bornholm, vurderer TV 2s politiske redaktør.

Efter at coronavirussen sidste år aflyste Folkemødet på Bornholm, er det fra torsdag tilbage igen for første gang siden 2019.

Folkemødets genkomst kommer halvvejs inde i valgperioden, hvis den går i fuld tid, og efter en vild politisk sæson, hvor blandt andet MeToo-sager samt op- og nedlukninger af Danmark har skabt store forandringer i det politiske landskab.

På Folkemødet stiller alle Folketingets partier i stærkeste opstilling, når deres ledere holder taler på scenen i Allinge.

TV 2 NEWS, TV 2 PLAY og TV 2.DK dækker alle talerne fra torsdag til lørdag og har efterfølgende interviews med alle partiledere.

Det er imidlertid med vidt forskellige udgangspunkter, at de 12 partiledere holder taler på Bornholm. Nogle af dem har ansvaret for et parti i krise, mens andre næsten kan gå hele vejen over Østersøen til klippeøen.

TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, har set nærmere på, hvor de enkelte partiledere står forud for deres taler på Folkemødet. Læs hans vurderinger her.

Sikandar Siddique, Frie Grønne

Taler torsdag klokken 10.

Lyn-analyse

Frie Grønne kæmper med at få indsamlet vælgererklæringer, og det er helt tydeligt, at det har været et større projekt for dem, end de selv havde regnet med. Sikandar Siddique har skabt noget opmærksomhed et par gange fra Folketingets talerstol, men jeg synes ikke for alvor, at Frie Grønne er lykkedes med at blive en fast del af den politiske debat. Det har de brug for, hvis de skal have succes.

Alex Vanopslagh, Liberal Alliance

Taler torsdag klokken 13.

Lyn-analyse

På mange måder går det forholdsvis godt for Alex Vanopslagh. Han er lykkedes med at få genskabt Liberal Alliances ideologiske profil, han klarer sig godt i debatter og holder nogle stærke taler. På de indre linjer har han fået skabt noget mere ro, men omvendt er meningsmålingerne bestemt ikke imponerende. Og det må være en smule urovækkende for Liberal Alliance, at man på trods af Venstres nedsmeltning ikke er lykkedes med at tiltrække flere frafaldne Venstre-vælgere.

Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre

Taler torsdag klokken 15.

Lyn-analyse

Det har været et virkeligt hårdt år for Sofie Carsten Nielsen og Radikale Venstre, som i den grad har været i krise efter Morten Østergaards exit. Det bliver enormt interessant at følge Sofie Carsten Nielsen det kommende år, fordi hun helt åbenlyst går og flirter med tankerne om at lave politik med blå blok i stedet for den regering, hun holder hånden under. Men kan og vil hun, når det kommer til stykket? Det bliver et af de store spørgsmål i dansk politik den kommende tid.

Franciska Rosenkilde, Alternativet

Taler fredag klokken 10.

Lyn-analyse

Franciska Rosenkilde kæmper for Alternativets politiske overlevelse. Og her cirka et halvt år efter, at hun har overtaget posten som leder, går den kamp ikke særligt godt. De rykker sig ikke rigtig i meningsmålingerne, og de formår heller ikke for alvor at sætte nogle politiske dagsordener og skabe opmærksomhed. Det skal hun snart til at lykkes med, hvis Alternativet skal overleve ved næste folketingsvalg.

Mette Frederiksen, Socialdemokratiet

Taler fredag klokken 13.

Lyn-analyse

Vi har været igennem en periode, hvor Mette Frederiksen har stået enormt stærkt. Og målinger viser, at de fleste danskere synes, hun har tacklet coronakrisen godt. Men det er også en statsminister, der kan se nogle store udfordringer forude. Der er utilfredse støttepartier, hvor især Enhedslisten og Det Radikale Venstre kræver indrømmelser på en række områder. Og så er meningsmålingerne de seneste uger også begyndt at vise, at den store fremgang, hun havde under coronakrisen, er ved at aftage. Det er ved at blive hverdag igen for Mette Frederiksen.

Jakob Ellemann-Jensen, Venstre

Taler fredag klokken 15.

Lyn-analyse

Jakob Ellemann-Jensen og Venstre har været igennem en enorm krise, som de jo stadigvæk – når man kigger på målingerne – befinder sig i. Og man sidder stadig tilbage med spørgsmålet om, hvad det egentlig er, der skal gøre Ellemann til statsminister. Omvendt synes jeg også, man må sige, at der er kommet mere ro på internt i partiet efter Støjberg og Løkkes exit og valget af ny næstformand. Det kan jo give noget håb for at genvinde nogle af de enormt mange vælgere, Venstre har tabt det seneste halvandet år.

Pia Olsen Dyhr, SF

Taler fredag klokken 18.

Lyn-analyse

Pia Olsen Dyhr kan egentlig være godt tilfreds med det år, der er gået. Og jeg tror, vi kommer til at se en SF-formand, der kommer til at fastholde den kurs, hun har lagt de senere år. Som regeringens bedste ven.

Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti

Taler lørdag klokken 10.

Lyn-analyse

Med den massive fremgang, Søren Pape Poulsen har oplevet i løbet af det seneste år, og hvor Det Konservative Folkeparti i de fleste målinger nu er større end Venstre, skal Pape også vænne sig til en ny virkelighed. Han bliver betragtet som en mulig statsministerkandidat, og jeg tror, han skal vænne sig til i højere grad at blive gransket og udfordret af blandt andet rød blok. Det så vi en forsmag på i afslutningsdebatten for nylig, og det vil vi komme til at se mere af i den kommende tid, så længe målingerne er så gode.

Isabella Arendt, Kristendemokraterne

Taler lørdag klokken 11.

Lyn-analyse

Der er gode argumenter for, at det rent faktisk kan lykkes for Kristendemokraterne at bryde igennem den politiske lydmur og blive valgt til Folketinget ved næste valg. I Jens Rohde har de allerede nu fået en platform på Christiansborg, men der er også nogle klare udfordringer for Isabella Arendt fremadrettet. En af dem er, at man kommer til at kæmpe med andre partier om de samme vælgere. Især Lars Løkke Rasmussen, som har udset sig den samme gruppe af borgerlige midtervælgere.

Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti

Taler lørdag klokken 13.

Lyn-analyse

Thulesen Dahl står stadig i spidsen for et parti i stor krise. Og en af de diskussioner, der fylder internt i partiet lige nu, er, hvilken vej der egentlig er den rette til at få genrejst partiet. Skal Dansk Folkeparti forsøge at slås med Nye Borgerlige om at have titlen som det strammeste og mest kompromisløse parti, når det kommer til udlændinge og retspolitik? Eller skal Dansk Folkeparti forsøge at positionere sig som et ansvarligt nationalkonservativt parti og acceptere, at Nye Borgerlige på en række områder vil gå længere? Den diskussion bliver interessant at følge.

Mai Villadsen, Enhedslisten

Taler lørdag klokken 15.

Lyn-analyse

Mai Villadsen er stadig ny som politisk leder. For hende venter der nogle hårde kampe med regeringen i den kommende politiske sæson. Blandt andet spørgsmålet om en ydelsesreform, hvor hun har truet med at trække støtten til regeringen, men også på klimaområdet. Den kommende politiske sæson kan godt blive den, hvor vi får testet, hvor Enhedslistens røde linjer går.

Pernille Vermund, Nye Borgerlige

Taler lørdag klokken 18.

Lyn-analyse

Pernille Vermund står stadig i spidsen for et parti med selvtillid, og hvor det går godt. Men spørgsmålet er, om den kritik af partiets økonomiske politik, som blandt andet Dansk Folkeparti gør meget ud af konstant at fremhæve, begynder at gøre ondt på Nye Borgerlige, så Dansk Folkeparti kan tage nogle af deres vælgere tilbage. Det bliver vi nok klogere på i løbet af den nye politiske sæson.

Årets udgave af Folkemødet bliver på grund af coronarestriktioner anerledes end normalt. Området i Allinge, hvor Folkemødet afholdes, er mindre, og der vil være væsentligt færre tilskuere.