Politik

Von der Leyen besøger Mette Frederiksen

Statsministeren ser frem til at præsentere EU-Kommissionens formand for Danmarks "innovative løsninger på klimaudfordringerne".

Statsminister Mette Frederiksen får fint besøg 17. juni, når hun klokken 15.45 tager imod EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

EU-kommissionsformanden er på rundtur blandt samtlige 27 EU-medlemslande i forbindelse med vurderingen af de nationale genopretningsplaner.

Fremtiden skal være grøn og digital

Von der Leyen og Frederiksen besøger sammen Avedøreværket i Hvidovre. Her vil der blive afholdt et kort arbejdsmøde mellem statsministeren og EU-kommissionsformanden, hvor de skal drøfte emner af fælles interesse.

Klokken 16.05 vil de to holde et kort doorstep, og herefter vil statsministeren og kommissionsformanden få en rundvisning. Her skal de blandt andet høre om det såkaldte Power-to-X-projekt ved værket, hvor energi fra havvind skal bruges til at producere grøn brint.

Statsminister Mette Frederiksen udtaler, at hun ser frem til at byde kommissionsformanden velkommen i Danmark.

- Fra dansk side lægger vi stor vægt på, at den økonomiske genopretning i Europa efter covid-19 bliver både grøn og digital, siger hun i meddelelsen.

I Danmark viser vi vejen med "innovative løsninger på klimaudfordringerne", lyder det fra statsministeren. Hun nævner Power-to-X-teknologien som et eksempel på at gøre transportsektoren mere bæredygtig.

- Det er de innovative, grønne løsninger, der skal sikre fremtidens jobs og vækst i Danmark og Europa, siger hun.