Politik

Grønland rykker foran Danmark i Arktisk Råd

- Det kan føre til, at rigsfællesskabet falder fra hinanden, siger TV 2's politiske kommentator Søs Marie Serup.

Grønland rykker nu foran Danmark i Arktisk Råd.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde på Marienborg, hvor regeringen holder rigsmøde med repræsentanter fra Grønland og Færøerne.

- Fremover vil det være Grønland, der taler først og underskriver aftaler i Arktisk Råd, siger Mette Frederiksen og uddyber:

- Det er Grønland, der ligger i det arktiske område. Danmark er ikke en arktisk stat, siger statsministeren.

Målet er Grønlands selvstændighed

Múte Bourup Egede, der er formand for Naalakkersuisut, den grønlandske regering, glæder sig over, at Grønland nu rykker frem i hierarkiet i Rigsfællesskabet.

- Jeg er glad for, at vi får en større og mere central rolle. Det har længe været ønsket i Grønland, siger Múte Bourup Egede.

Han siger, at målet er grønlandsk selvstændighed.

- Vi skal være herrer i eget hus. Målet på sigt er grønlandsk selvstændighed, siger han.

Startskud til opløsning

TV 2's politiske kommentator Søs Marie Serup mener, ændringen er startskuddet til en opløsning af rigsfællesskabet.

- Det er virkelig en voldsom udvikling af rigsfællesskabet, som på sigt kan føre til, at rigsfællesskabet i princippet falder fra hinanden, siger hun.

Martin Breum, der er journalist med fokus på Arktis og forholdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne, mener dog, der mest af alt er tale om en symbolsk ændring.

- At Grønland nu får taletid først i Arktisk Råd er vigtigt symbolsk. At Grønland nu underskriver aftaler i Arktisk Råd, er også mest af alt en symbolsk ændring. De vil jo stadig underskrive aftalerne på rigsfælleskabets vegne, siger Martin Breum.

Mødets format viser pres på Danmark

Han siger, der heller ikke er noget nyt i at den grønlandske regeringsleder ønsker grønlandsk selvstændighed på sigt.

- Det har Mette Frederiksen stor forståelse for. Men udfordringen er jo, hvordan man fortolker selvstændighed, siger Martin Breum.

Han siger dog også, at formatet på dette års rigsmøde viser, at Mette Frederiksen har været under pres fra Grønland og Færøerne.

- Jeg kan ikke huske, at man tidligere på de her rigsmøder har haft en udenrigspolitisk drøftelse. Og Mette Frederiksen måtte tilkalde kavaleriet i og med at både udenrigsministeren og justitsministeren var med, siger Martin Breum.

.