Politik

Voldsomt skænderi i DF-toppen blotlægger uenighed om vejen ud af krisen

ANALYSE: Hvilken kurs er den rette, hvis Dansk Folkeparti skal ud af krisen? Internt mail-skænderi afslører, at der er meget forskellige opfattelser.

Halvdelen af valgperioden er nu gået, og krisen i Dansk Folkeparti har udviklet sig fra slem til værre.

Partiet befinder sig i meningsmålingerne permanent under det valgresultat, der i sig selv var en kæmpe skuffelse for Kristian Thulesen Dahls parti. Konkurrenterne fra Nye Borgerlige er konsekvent større. Og næstformand Morten Messerschmidt skal i løbet af de kommende måneder for retten i en sag om mulig svig med EU-midler og dokumentfalsk.

Og på de indre linjer er der også langt fra tale om et parti i intern harmoni. Personlige uvenskaber, mistro og en grundlæggende uenighed om hvilken kurs, der er den rette for at komme ud af krisen, fylder. Blandt andet i partiets hovedbestyrelse. Det vidner en mail-korrespondence, som TV 2 har set, om.

Mail-skænderiet, som Politiken også har beskrevet, bunder i et tweet, som partiets tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen lavede i forbindelse med, at statsminister Mette Frederiksen for nyligt fik sin første coronavaccine.

Mette Frederiksen blev vaccineret af en person med tørklæde og lagde efterfølgende et billede af det på sociale medier.

Det, mener Martin Henriksen, er et udtryk for, at statsministeren ”aldrig misser en chance for at reklamere for lidt mere islam”.

- Mere og mere skinger

Opslaget fik søndag partiets medlem af Europa-parlamentet, Peter Kofod, til at sende en mail til de øvrige medlemmer af partiets hovedbestyrelse. I mailen beder han om at ”sætte et punkt på HB’s (hovedbestyrelsens, red.) dagsorden om personlige angreb på sociale medier”. Kofod skriver, at han mener, at Martin Henriksens tweet er ”over stregen”.

Han fortsætter:

- Statsministeren er indbudt til vaccination, har takket ja, har fået taget et billede og det er så lagt ud på sociale medier. Godt! Det forøger forhåbentlig danskernes tillid til vacciner, når kendte politikere tager imod deres. At det så - tilfældigvis - er en kvinde med tørklæde, der har vaccineret Mette F, er jo bare, hvad det er, skriver Kofod.

- Det overlever vi jo nok alle sammen. Også selvom jeg heller ikke bryder mig om tørklædets politiske statement. Vi kan godt have en benhård indvandringspolitik og stadig se andet end problemer. Eller i det mindste ikke bruge en konkret sundhedsmedarbejders positive bidrag til at løfte en udlændingediskussion.

Kofod kritiserer i mailen desuden en sag fra sidste år, hvor Martin Henriksen langede ud efter en ansat i Udlændingestyrelsen, som har dobbelt statsborgerskab.

- Blot fordi, at andre nærmer sig vores politiske udgangspunkt, behøver vi jo ikke at lade dem skubbe os til højre eller fare på alle mulige sager. Måske, vi bare kunne sig pyt lidt oftere? Eller bare udvise lidt mere overskud?

- Stop nu jer selv

Anders Vistisen, der også er medlem af hovedbestyrelsen, bakker i en efterfølgende mail op om kritikken fra Peter Kofod.

Og så svarer Martin Henriksen hårdt igen.

Han skriver, at han mener, Kofod og Vistisen foreslår at begrænse hans ytringsfrihed, og at det ”simpelthen er det mest vilde jeg har oplevet i mine cirka 20 år som DF’er”.

- Kære venner, vi er ude i et internt ræs mod bunden, fordi I er nogle, der vil bruge alle mulige mærkelige midler for at få magten i partiet. Stop nu jer selv. Ikke for min skyld - jeg er vant til at folk prøver at lukke munden på mig, listen er efterhånden meget lang - men for partiets skyld.

Vejen frem?

Den voldsomme mailudveksling afslører, at der er forskellige bud på, hvad der egentlig er den rette vej for partiet fremadrettet.

Nye Borgerliges markante indtog på den politiske højrefløj, kombineret med Socialdemokratiets strammere udlændingepolitiske kurs under Mette Frederiksens lederskab, har på mange måder ændret Dansk Folkepartis position i det politiske landskab.

Tidligere var der ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti havde den strammeste udlændingepolitik blandt Folketingets partier. Dén position er nu mildest talt udfordret af Pernille Vermund og hendes partifæller.

Og hvad er så svaret? Skal man sætte hårdt ind for at forsøge at generobre positionen som Folketingets mest kompromisløse udlændingestrammere? Eller acceptere, at Nye Borgerlige på i hvert fald visse spørgsmål ligger til højre for Dansk Folkeparti? Og at Socialdemokratiet, Konservative og Venstre på visse stræk er på linje med DF?

Peter Kofod mener det sidste, når han argumenterer for, at ”blot fordi at andre nærmer sig vores politiske udgangspunkt, behøver vi jo ikke at lade dem skubbe os til højre eller fare på alle mulige sager. Måske, vi bare kunne sig pyt lidt oftere?”

Sådan ser Martin Henriksen tydeligvis ikke på det.

Der er lagt op til et hedt møde, næste gang Dansk Folkepartis hovedbestyrelse skal samles.