Politik

Her er navnet på Lars Løkkes nye parti

Partiet opstiller ikke til kommunalvalget, men er klar, hvis Mette Frederiksen udskriver folketingsvalg.

Navnet på Lars Løkke Rasmussens nye parti er Moderaterne. Det siger den forhenværende statsminister i en grundlovstale, han lørdag formiddag holder i Herlev.

Lars Løkke Rasmussen fortæller samtidig, at partiet ikke stiller op til efterårets kommunalvalg. Det vil ikke være "seriøst", lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

- Derfor bliver partiet først stiftet bagefter, siger han.

Klar til folketingsvalg

Til gengæld skal man ikke afskrive partiet, hvis Mette Frederiksen vælger at udskrive folketingsvalg inden kommunalvalget.

Derfor har Lars Løkke Rasmussen allerede nu ansøgt om navnet Moderaterne.

- Vi skal ikke fanges på det gale ben, hvis der pludselig er et valg, siger Lars Løkke Rasmussen, selvom han har svært ved at forestille sig scenariet:

- Jeg nægter at tro på, statsministeren udskriver valg, før spørgsmål om hendes og regeringens ansvar for nedlæggelse af et helt dansk erhverv er afklaret. Men omvendt kan man aldrig vide, siger han.

Hvis Mette Frederiksen venter med at trykke på knappen til efter kommunalvalget, er det derfor først der, at Moderaterne udruller principprogram, mærkesager og kandidathold.

- Men hvis Mette vil noget andet, er vi selvfølgelig også klar, siger han.

Makrel- og laksemadder

Lars Løkke Rasmussen beskriver det nye parti som en sammenslutning af mennesker med forskellig baggrund.

- Nogle foretrækker makrelmadder, og andre foretrækker laks. Nogle har alenlange danske stamtavler, andre har et nyligt tilvalg af Danmark, siger han.

Fælles er dog kærligheden til Danmark, som er "blandt de bedste lande i verden", siger han.

- Hvordan driver vi det videre? Det forsøger vi at finde svar på. Hvordan overleverer vi det til vores børn i bedre stand, end vi modtog det?

Herunder kan du se en tidslinje over Lars Løkke Rasmussens vej fra Venstre-formand til stifter af Moderaterne.

Vejen til Lars Løkke Rasmussens nye parti Moderaterne

  1. 2019

    1. Udgiver bogen 'Befrielsens øjeblik'

      Midt under valgkampen - med 20 dage til valget - udgav Lars Løkke Rasmussen en bog, hvor han åbnede for muligheden for række over midten og danne en ny regering med Socialdemokratiet. Det kom som konsekvens af partier på højrefløjen med for vidtgående holdninger til Lars Løkke Rasmussens smag.

      I bogen skriver han om et muligt samarbejde med Mette Frederiksen sådan her:

      - Der er naturligvis nogle dilemmaer i det her; men samtidig er der for mig ingen tvivl om, at det er et rigtigt forslag.

    2. Færdig som formand

      Han trak sig fra posten som formand i partiet Venstre efter et højdramatisk forretningsudvalgsmøde i Brejning dagen forinden. I samme ombæring trak også daværende næstformand Kristian Jensen sig.

  2. 2020

    1. Udgiver bogen 'Om de fleste og det meste'

      Her fortæller Lars Løkke Rasmussen om et langt liv i politik og de skæbnesvangre dage, hvor formandskabet gled mellem fingrene på ham. Med udgivelsen stod det klart, at han var på jagt efter et nyt ståsted. Men ikke hvilket: 

      - Jeg er stadig i tvivl (…) Dog ikke om, at valget snart må træffes. Jeg kan mærke, at det er tæt på, skrev han.

  3. 2021

    1. Melder sig ud af Venstre

      Få timer efter Mette Frederiksens nytårstale meddelte den tidligere statsminister og partiformand, at han efter 40 års medlemskab af Venstre meldte sig ud. Han fortsatte dog i Folketinget som løsgænger og lod derfor spekulationerne fortsætte om, hvad der nu skulle ske.

    2. Starter politisk netværk

      Det politiske netværk fik navnet Det Politiske Mødested, og Lars Løkke Rasmussen beskrev det selv som et "forpligtende politisk netværk". 

      - Jeg har lyst til at tænke anderledes, handle anderledes og være den, jeg er – men på en ny måde, skrev han på sin dengang nystartede hjemmeside larsloekke.dk. På få dage meldte 10.000 sig ind i netværket.

    3. Ansætter kommunikationschef

      Tidligere tv-vært og nuværende journalist, foredragsholder og rådgiver Jeppe Søe bliver ansat som kommunikationschef I Løkkes politiske netværk.

    4. Netværk skal blive til parti

      I en video på Facebook siger han, at han ønsker, at hans politiske netværk bliver et parti.

      - Det er min bestemte ambition, at det her skal blive til et politisk parti, hvis ellers det indledende arbejde her over foråret viser, at det har bæreevne, siger han i videoen.

    5. Jakob Engel-Schmidt bliver sekretariatschef

      På Facebook offentliggør Lars Løkke Rasmussen og tidligere folketingsmedlem i Venstre Jakob Engel-Schmidt, at Engel-Schmidt fra 1. maj skal være sekretariatschef for det politiske netværk.

    6. Bekræfter nyt parti

      Efter længere tids spekulation bekræfter Lars Løkke nu endegyldigt, at han danner et egentligt nyt parti. Det gør han i sin klumme på bt.dk. 

      Han skriver, at ambitionen er at skabe "fremdrift og forandringer i et krydsfelt mellem en blå blok, der martres af værdipolitikken og en rød blok, der hænger fast i et fortidigt syn på individ og stat".

      Det er endnu uvist, hvad partiet skal hedde, og hvem der eventuelt kommer til at stille op til folketingsvalg for partiet.

    7. Afslører, at partiets navn er Moderaterne