Politik

Sofie Carsten Nielsen var tæt på at forlade dansk politik: - Det er umenneskeligt til tider

Hun fik blandt andet kram og gode råd med på vejen af sine politiske modstandere, da situationen var særligt hård, lyder det.

Alle spidsede ører, da den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, onsdag indtog talerstolen i Folketingssalen i forbindelse med afslutningsdebatten.

- Hører jeg hjemme i politik? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv flere gange, Og jeg var faktisk nået til den konklusion, at det gør jeg ikke, indledte hun.

Ifølge Sofie Carsten Nielsen var det muligheden for at blive ny formand for Radikale Venstre, der i sin tid fik hende til at blive i politik, men grundlæggende mener hun stadig, at der er ”noget galt på Christiansborg”.

- Både I og jeg ved, at politik er hårdt. Til tider umenneskeligt. Og jeg siger det ikke for at klynke, men fordi det er rigtigt, lød det.

En tak til kollegerne

Den første tid som ny leder for Radikale Venstre var ikke sjov, fortalte Sofie Carsten Nielsen under sin tale.

Hun overtog posten efter Morten Østergaard, som i sommeren 2020 måtte træde tilbage efter at have erkendt at have krænket flere kvinder i partiet.

Partiet var i krise, og Sofie Carsten Nielsen havde i en længere periode overvejet at droppe politik for at slippe for bøvl og ballade. Det har hun tidligere fortalt til TV 2.

Men så fik hun hjælp fra en lidt uventet kant.

- Starten var ikke sjov, men midt i mørket var der også stråler af lys fra mennesker derude, sagde hun onsdag og fortalte blandt andet, at Enhedslistens Pernille Skipper spontant var trådt væk fra kameraerne og havde givet hende et kram, da hun havde det svært.

Sofie Carsten Nielsen fortalte også, at Søren Pape Poulsen (K) under en lang aften med forhandlinger i Statsministeriet havde opmuntret hende med historier fra sin første tid som leder.

- Jeg vil gerne sige tak. Tusind tak for kolleger som jer, sagde Sofie Carsten Nielsen.

Noget grundlæggende galt

På trods af gode kolleger mener Sofie Carsten Nielsen, at der generelt er et usundt arbejdsmiljø på Christiansborg, og det skal der gøres noget ved.

Hun pegede blandt andet på, at ti kolleger siden 2019 har måttet sygemelde sig på grund af arbejde.

- Jeg bliver bekymret, når jeg ser dygtige Alex Vanopslagh tage både sit partis overlevelse og en stress-sygdom på sine skuldre. Og når jeg ser initiativrige Tommy Ahlers (Venstre-politiker, red.) drukne i endeløse spinprocesser, sagde Sofie Carsten Nielsen.

Hvad der konkret kan gøres for at ændre det arbejdsmiljø, som Sofie Carsten Nielsen mener er utilfredsstillende, kom hun ikke ind på.

Stor opbakning i salen

Talen blev vel modtaget af tilhørerne i salen, og flere gav efterfølgende udtryk for, at det var både flot og modigt af Sofie Carsten Nielsen at sætte fokus på udfordringerne på Christiansborg.

Fra Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen lød det:

- Jeg er meget enig i mange af de ting, som Sofie Carsten Nielsen nævner her, og jeg kan sagtens genkende følelsen af at tænke, "er det nu det rigtige det her?".

Kristian Thulesen-Dahl takkede også Sofie Carsten Nielsen for en stærk tale, men gav samtidig udtryk for, at han ikke mener, det er realistisk, at alle sætter sig ned i en rundkreds og finder løsninger sammen.

- Vi dyster til tider benhårdt mod hinanden, og sådan er politik, sagde han.

Da Sofie Carsten Nielsen var færdig med sin tale gav Tommy Ahlers (V) hende et kram.

Du kan følge afslutningsdebatten hele dagen på tv2.dk, TV 2 NEWS og TV 2 PLAY.