Politik

Flertal afviser tv-billeder fra rigsretssag mod Støjberg

Det var Inger Støjbergs eget ønske, at der blev transmitteret fra rigsretssagen mod hende.

Et bredt flertal i Folketinget sagde tirsdag nej til at vedtage et lovforslag om tv-transmission fra den kommende rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, der begynder senere i år.

Den tidligerede venstrepolitiker havde selv fremsat forslaget.

Kun Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Inger Støjberg selv stemte for lovforslaget.

- Hvad er det, danskerne ikke må se?

Løsgængeren ønskede, at offentligheden skulle have mulighed for at følge med på tætteste hold i den første rigsretssag i cirka et kvart århundrede.

Hun sagde inden afstemningen tirsdag i Folketingssalen, at hun godt vidste, at et flertal ville sige nej til forslaget om tv og derudover et andet lovforslag om, at der skulle være åbenhed om, hvordan dommerne stemmer i rigsretssagen.

- Jeg kan sige helt klart, og jeg er trods alt den anklagede i sagen, at jeg har ikke noget at skjule.

- Jeg ved, hvad jeg har gjort, jeg ved, hvad jeg har sagt, og jeg kan stå på mål for det hele, sagde Inger Støjberg.

Hun langede samtidig ud efter de partier, som gik imod hendes lovforslag.

- Jeg forstår stadig ikke, hvorfor det er så vigtigt for så mange partier i Folketinget at kæmpe imod øget åbenhed og reel adgang for offentligheden i rigsretssager. Hvad er det, danskerne ikke må se, spurgte hun.

Tv-transmissioner er mulige - hvis nødvendigt

Inger Støjberg, som er anklaget i den blot sjette rigsretssag i danmarkshistorien, ville lade medierne transmittere lyd og billeder direkte fra afhøringerne.

I dag er det allerede muligt at tillade direkte tv-transmission, hvis det skønnes nødvendigt. Men i praksis sker det sjældent af hensyn til blandt andet vidner. Støjberg ville vende reglen om, så det skete i udgangspunktet.

Sagen mod Inger Støjberg i Rigsretten begynder 2. september, og sidste retsmøde afholdes 30. november.

25. juni bliver et forberedende retsmøde afholdt. Her vil Rigsretten blandt andet behandle spørgsmålet om pressens adgang til at optage og transmittere fra retssagen.

Et stort flertal i Folketinget stemte i begyndelsen af februar for at rejse en tiltale mod Støjberg for brud på ministeransvarlighedsloven.

Hun anklages for at stå bag en ulovlig instruks i 2016 om at adskille asylpar, hvor den ene var mindreårig.