Coronavirus

Vaccinationskalender skrider - igen

Regeringen har nu bedt Sundhedsstyrelsen om at genoverveje beslutningen om vaccinen fra Johnson & Johnson og AstraZeneca.

Vaccinationskalenderen skrider yderligere to uger, så nu kan de sidste danskere i målgrupperne først forvente at være færdigvaccineret et stykke inde i september. Indtil nu har planen været, at det skulle have været sidst i august.

Det er Folketingets partier blevet oplyst om mandag eftermiddag, erfarer TV 2.

Partierne er blevet oplyst, at forsinkelserne blandt andet skyldes, at der kommer færre vacciner fra Moderna i den kommende tid. Godkendelsen af vaccinen fra Curevac, som Sundhedsstyrelsen havde regnet med at kunne bruge i Danmark i juni, ser også ud til trække ud, men her opvejes tabet af, at Pfizer kan levere flere.

Johnson og AZ-vaccine skal genovervejes

Ifølge TV 2s oplysninger har regeringen desuden bedt Sundhedsstyrelsen om at revurdere beslutningen om at tage vaccinerne fra Johnson & Johnson og AstraZeneca ud af massevaccinationsprogrammet.

De er taget ud af massevaccinationsprogrammet efter mistanke om sjældne, men alvorlige bivirkninger i form af blodpropper og kan i dag kun fås efter forudgående konsultation hos en læge.

Ifølge TV 2s oplysninger skyldes regeringens anmodning til Sundhedsstyrelsen om at genoverveje beslutningen om Johnson & Johnson-vaccinen og den fra AstraZeneca to forhold.

Dels at vaccinationskalenderen igen udskydes, men også at der er kommet mere data om brugen af især Johnson & Johnson-vaccinen fra en række europæiske lande, der bruger den i deres vaccinationsprogrammer.

Da beslutningen om at droppe den i det danske massevaccinationsprogram blev taget, var det amerikansk data og en antagelse om underrapportering af bivirkninger her, der lå til grund. Det skyldtes, at USA på det tidspunkt var det eneste land, der brugte vaccinenen, men siden er mange andre lande kommet til, og derfor kan der være mere retvisende data.

Forsinkelse på forsinkelse

Vaccinationskalenderen er blevet forsinket mange gange.

I starten af året var planen, at danskerne kunne forvente at være færdigvaccineret i slutningen af juni. Men siden har der været forsinkelser i leverancerne fra blandt andet Moderna, og så har Sundhedsstyrelsen besluttet at tage vaccinerne fra både AstraZeneca og Johnson & Johnson ud af massevaccinationsindsatsen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte for et par uger siden beslutningen om at tage Johnson & Johnson-vaccinen ud af massevaccinationsprogrammet for "særegen".