- Åh, hvorfor advarede ingen os, skriver Snowden i tweet på dansk
I 2014 fik Information gennem Edward Snowden adgang til lækkede dokumenter, der beskrev en aftale mellem NSA og FE om tapning af fiberkabler.
Den amerikanske whistleblower Edward Snowden har det seneste døgn været aktiv på Twitter på flere forskellige sprog, herunder også dansk.
Det sker efter, DR Nyheder i samarbejde med flere internationale medier søndag afslørede, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) ifølge mediernes oplysninger lod USA spionere mod tyske, franske, norske og svenske toppolitikere gennem danske internetkabler.
Men det er ikke overraskende nyt, skriver Edward Snowden i et tweet.
- Hvis der bare havde været en eller anden grund til at undersøge for mange år siden. Åh, hvorfor advarede ingen os, skriver han sarkastisk.
At Edward Snowden er sarkastisk, er der ingen tvivl om. For danskerne blev i 2014 advaret om netop den udspionering, som flere medier søndag afslører.
I 2014 fremgår de samme oplysninger nemlig ifølge en artikel i Information, der gennem Edward Snowden havde fået adgang til lækkede dokumenter mellem FE og den amerikanske efterretningstjeneste, NSA.
Informationer stod i et talepapir til et møde mellem NSA og FE
Af dokumenterne fremgik det, at FE havde deltaget i et hemmeligholdt samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste, NSA, om at tappe fiberkabler, der transporterer internet- og teletrafik gennem Danmark.
Oplysningerne fremgik ifølge Information af et talepapir udarbejdet til den daværende direktør for NSA i forbindelse med et møde mellem NSA og FE i sommeren 2012:
- Understreg NSA’s engagement i den særlige adgang og i at assistere FE med at håndtere adgangen. Påmind danskerne om det langvarige NSA-FE-partnerskab om at arbejde med kabeladgang (...), stod der ifølge Information.
Information foreholdt i 2014 FE oplysningerne om samarbejdet. Efterretningstjenesten henviste til den daværende forsvarsminister Nicolai Wammen (S), der er nuværende finansminister.
Dengang lød det fra ministeren, at han ikke kunne kommentere på spørgsmålet om FE’s ”eventuelle konkrete aktiviteter.”
Indhentede data ved at bruge telefonnumre
Ifølge DR's oplysninger indhentede NSA i 2012 og 2014 målrettet data ved bruge at politikere og embedsmænds telefonnumre. På den måde har NSA kunnet få fat i alt fra sms-beskeder og telefonopkald både til og fra de spioneredes telefoner.
DR mener at vide, at ledelsen i FE tilsyneladende har kendt til NSA’s spionage mod politikere og embedsfolk i Danmarks tætteste nabolande siden minimum 2015.
Afsløringen er blevet til i et internationalt samarbejde med DR Nyheder, medierne SVT, NRK, Süddeutsche Zeitung, NDR, WDR og Le Monde.
Blandt målene for NSA's spionage var Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, den daværende tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, og den daværende tyske oppositionsleder, Peer Steinbrück.
Det har ikke været muligt for TV 2 at få bekræftet DR's oplysninger om NSAs spionage.