Politik

Sygemeldt politiker vraget som spidskandidat

51-årige Brigitte Klintskov Jerkel (K), valgt til Folketinget i Slagelse- og Greve-kredsen, må vige pladsen for en ny. Hun føler sig kuppet af partikollega.

Det Konservative Folkeparti i Slagelse har valgt ny spidskandidat til Folketinget.

Kredsens siddende folketingsmedlem, 51-årige Brigitte Klintskov Jerkel, blev imod bestyrelsens indstilling forleden vraget på posten, da 55-årige Jesper Wienmann Hansen i stedet blev valgt af et medlemsflertal.

Det skriver Sjællandske.

- Det er en ønskekreds for mig, og helt nyt er det ikke, at jeg gerne vil i Folketinget, siger Jesper Wienmann Hansen, der har virksomhed i Slagelse, men bor i Høng.

Jerkel er målløs

Den nyvalgte formand for partiets vælgerforening i Slagelse, Jan Kristian Andersen, bekræfter, at Jesper Wienmann Hansen, som ved kommunalvalget i Kalundborg Kommune i 2017 fik 121 personlige stemmer, er spidskandidat ved det kommende folketingsvalg.

- Nogle mente, at det skulle være sådan, så det er det, vi arbejder ud fra, siger formanden, der fortæller, at bestyrelsen indstillede, at den for tiden sygemeldte Brigitte Klintskov Jerkel forblev spidskandidat. Ikke mindst fordi hun aktuelt sidder på tinge og gør det godt.

Det er derfor ikke ligefrem de rosende ord, der følger i opstillingsmødets noget grumsede kølvand.

Brigitte Klintskov Jerkel, der blev vraget forleden, er målløs.

Hun har for tiden orlov og ventes retur på Christiansborg til august. Det skyldes en mindre blodprop i hjernen, som har sendt hende på sygelejet og samtidig gjort hende ukampdygtig i forhold til mødet forleden, hvor hun gerne havde forsvaret sig.

- Men det kunne jeg ikke. Jeg er sygemeldt, og tænk lige, at en partikollega gør sådan noget her. Jeg har ikke haft en jordisk chance for at forsvare mig. Det er simpelthen ikke den ordentlighed, som mit parti normalt står for, siger Brigitte Klintskov Jerkel, som i disse dage ikke har meget til overs for Jesper Wienmann Hansen.

- Jeg ligger ned i forvejen, og normalt er det sådan, at man selvfølgelig satser på en politiker som spidskandidat, når vedkommende i forvejen sidder i Folketinget. Jeg er meget trist og ked af det. Det hører ingen steder hjemme, mener hun.

Afviser beskyldninger om kup

Ifølge Jesper Wienmann Hansen, der aldrig har lagt skjul på, at han ønsker at komme på tinge, er der ikke hold i beskyldninger om, at han slog til, da modparten lå ned.

Det mener Brigitte Klintskov Jerkel imidlertid.

- Den dag, jeg postede et opslag på Facebook fra sygesengen, meldte han, at han ville gå efter at blive spidskandidat. Det siger det hele, siger hun.

Jesper Wienmann Hansen er dog af en anden holdning.

- Ja, flere partifæller har skudt mig i skoene, at jeg brugte situationen – men jeg har jo sagt, at jeg ville stille op lige siden sidst. Det er der intet nyt i, siger han og bemærker, at han følger skuffelsen hos den vragede spidskandidat.

- Hvis man har et ønske om at blive genopstillet, kan jeg godt se, at det er skuffende. Men vi har et medlemsdemokrati, og vi har en afstemning, hvor jeg bliver valgt, siger han.