Poul Schlüter er død
Poul Schlüter sov stille ind torsdag 27. maj. Han var omgivet af sine nærmeste.
Tidligere statsminister Poul Schlüter er død.
Det skriver de konservative på deres hjemmeside.
- Det er med sorg, at jeg fra Poul Schlüters hustru og familie viderebringer meddelelsen om, at tidligere statsminister Poul Schlüter er død, skriver de konservatives formand Søren Pape Poulsen i en meddelelse på de konservatives hjemmeside.
Sov stille ind omgivet af sine nærmeste
Poul Schlüter sov stille ind torsdag 27. maj omgivet af sine nærmeste. Han blev 92 år.
- Familien har mistet et kært medlem, og vores land har mistet en af de mest betydningsfulde mennesker i vor tid, skriver Søren Pape Poulsen.
Poul Schlüter bliver bisat grundlovsdag fra Holmens Kirke i København. Bisættelsen og den efterfølgende mindehøjtidelighed er af hensyn til gældende restriktioner kun for inviterede, lyder det.
Analytiker: Stor politiker
Han var Danmarks statsminister fra 1982-1993, hvor hans regering gik af. Han er den længst siddende statsminister siden 2. Verdenskrig.
- Han var det, man kalder en stor politiker. Som statsminiser fik han forenet det borgerlige Danmark, siger Peter Lautrup-Larsen, der er politisk analytiker på TV 2.
- Han blev statsminister i en turbulent tid, men kunne alligevel administrere det, så han sad på magten i ti år, siger han.
Poul Schlüter oplevede også nedture i sin politiske karriere. Han var blandt andet involveret i Tamil-sagen, der endte med at blive hans endeligt som statsminister. Sagen betød nemlig, at den daværende VK-regering måtte gå af.
Han trak sig, efter en rapport fra en undersøgelsesret havde slået fast, at hans justitsminister Erik Ninn-Hansen bevidst havde handlet ulovligt ved at forhindre, at tamilske flygtninge fik familiesammenføring, som de havde lovkrav på. Erik Ninn-Hansen blev senere stillet for en rigsret og idømt fire måneders betinget fængsel.