Lippert

Pia Olsen Dyhr dumper regeringens Langeland-håndtering

Pia Olsen Dyhr kritiserer regeringen for forløbet omkring det planlagte udrejsecenter på Langeland, som nu igen er droppet.

Tirsdag i sidste uge fik SF's formand Pia Olsen Dyhr besked fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) om, at regeringen havde i sinde at oprette et udrejsecenter i Bagenkop på Langeland. Ja, faktisk var bygningerne allerede købt.

- Det får jeg at vide dagen før, han holder pressemøde, fortæller Pia Olsen Dyhr, der straks måtte give Langelands SF-borgmester besked om den beslutning.

- Det er hovedrystende. Det er et virkelig, virkelig dårligt forslag. Og regeringen har sagt, at de har undersøgt en masse og er kommet frem til det her. Men så må de jo ligge det frem, men det her har vi ikke hørt en god forklaring på, udover at de har købt Holmegaard, siger Pia Olsen Dyhr.

Langelands borgmester hedder Tonni Hansen og er fra SF. Kommunen er den eneste SF-ledede i Danmark. Men det er ikke kun derfor, Pia Olsen Dyhr ikke vil have udrejsecenteret til Langeland.

- Vi synes, det var en rigtig dårlig idé. Og det synes vi jo ikke kun, fordi vi har en SF-borgmester dernede, men også fordi, Langeland er et sted med rigtig mange sociale problemer og et af de steder, hvor man har flest pensionister, førtidspensionister og mange, mange udfordringer. Man er endelig på vej ud af dem og er ved at få børnefamilier til at flytte til Langeland.

- Kom det bag på dig, at det var Langeland, der var i spil?

- Ja, jeg blev mildest talt lidt overrasket.

Vil se regeringens liste

Beslutningen om udrejsecenteret på Langeland, tog regeringen for at aflaste Midtjylland, hvor udrejsecenter Kærshovedgård blandt andet huser 130 kriminelle udvisningsdømte flygtninge. Det var planen, at de skulle overflyttes til Langeland. Men efter et møde med regeringens støttepartier tirsdag blev planen skrinlagt. Regeringens støttepartier - herunder SF var mildest talt kritiske.

I det forståelsespapir, der blev indgået mellem regeringen og støttepartierne ved regeringsdannelsen i 2019, aftalte de, at alternativerne til et udrejsecenter skulle kortlægges. Kort inden regeringen trådte til, annoncerede den daværende regering idéen om et udrejsecenter på Lindholm nær Kalvehave. Det blev som bekendt også droppet.

- Vi skulle have en gennemgang af, hvad alternativerne er. Vi skulle have gennemgået, hvad der er det mindst ringe forslag, for jeg tror aldrig, at nogen bliver rigtig begejstret for det her.

- Så hvor vil I gerne have det her udrejsecenter placeret?

- Først og fremmest vil jeg gerne have den liste over de optioner, regeringen har haft. Altså hvad har de kigget på? Og hvad er der af muligheder? For ligegyldigt hvilket sted vi finder i Danmark, så tror jeg altid, der er nogen, der er bekymret, og det bliver vi nødt til at diskutere i fællesskab, for så skal SF også nok tage ansvar for den beslutning, vi finder.

En dårlig proces

- Hvordan er det at være støtteparti for en regering, der holder den slags hemmeligt?

- Jamen jeg synes, det har været en dårlig proces. Det her synes jeg ikke er til UG og slange. Jeg synes faktisk, den er dumpet.

- Hvad er det, der er gået galt - og at du tænker, det er dårligt politisk håndværk?

- Det, at man finder frem til, at det skal være Holmegaard på Langeland, og at man køber Holmegaard uden, at man har diskuteret det med sine støttepartier - også selvom regeringen godt selv må træffe sådan en beslutning - så ved regeringen også godt, at det er en beslutning, der vil skabe ret meget opmærksomhed og en masse diskussion. Hvis vi skal tage ejerskab for sådan en beslutning, så skal vi være inddraget, siger Pia Olsen Dyhr.