Politik

Tesfaye forud for møde om udrejsecenter: - Der er ingen god løsning

Udlændingeministeren advarer forud for aftenens møde om, at der ikke er nogen "gratis beslutninger".

Når repræsentanter for Folketingets partier mødes tirsdag aften for at drøfte regeringens omdiskuterede planer om at placere et udrejsecenter på Langeland, kommer enderne formentlig ikke til at mødes.

Sådan lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), der har indkaldt til mødet efter store protester den seneste uge.

- Man kan måske have en lidt naiv forestilling om, at hvis man sætter sig ned og snakker om det, så bliver alle enige. Men min erfaring med det her er, at Folketinget ikke kommer til at blive enige om, hvad der er en god løsning, for der er ingen god løsning, siger Mattias Tesfaye til TV 2.

- Der er kun dårlige løsninger

Når Mattias Tesfaye ikke tror på, at partierne kan blive enige, hænger det formentlig sammen med, at der er meget forskellige interesser.

Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti holder fast i den forrige regerings plan om, at et nyt udrejsecenter skal placeres på øen Lindholm ved Stege Bugt.

Det er regeringens støttepartier dog meget imod, men SF, der sidder på borgmesterposten på Langeland, afviser, at Langeland er et brugbart alternativ.

Beslutningen om at lave det nye udrejsecenter kan formelt tages af udlændinge- og integrationsministeren uden Folketingets opbakning. Og Mattias Tesfaye mener, at det er ”vigtigt”, at beslutningen træffes af en minister.

- Der er kun dårlige løsninger, og der kommer ikke til at være nogen kommunalbestyrelse, der siger "kom bare til os", siger Mattias Tesfaye og fortsætter:

- Jeg hører meget, at folk er gode til at sige nej. Men det her er en beslutning, hvor der er nogen, der er nødt til at træde et skridt frem og sige, at det ansvar tager vi på os, siger Mattias Tesfaye.

Flertal vil stoppe planerne

Det er en uge siden, at regeringen præsenterede sin plan om at lave et udrejsecenter for afviste asylansøgere på det sydlige Langeland.

Centeret skal efter planen være et supplement og aflastning af det nuværende i Kærshovedgård i Midtjylland, og ifølge regeringens planer vil den største gruppe af beboere på udrejsecenteret på Langeland være folk, der har begået kriminalitet.

I onsdags kunne TV 2 fortælle, at et flertal bestående af blå blok og SF står bag et beslutningsforslag, der vil pålægge regeringen at stoppe planerne om udrejsecenteret på Langeland. Men blandt jurister er der uenighed om, hvor forpligtet regeringen er på at følge beslutningsforslaget, og SF siger, at partiet ikke vil udløse et valg på sagen.

- Ingen gratis beslutninger

Men selvom Mattias Tesfaye altså mener, at det er vigtigt, at beslutningen tages af ministeren, siger han også, at han ikke vil ”tromle hen over Folketinget”, hvis et flertal pålægger ham at stoppe etableringen af udrejsecenteret på Langeland.

- Hvis der er andre i Folketinget, der siger, at nu vil de beslutte det, så vil jeg understrege, at så har man også ansvaret for konsekvenserne. Der er ingen gratis beslutninger. Ikke at træffe en beslutning er også at træffe en beslutning, for så bliver de mennesker på Kærshovedgård, siger Mattias Tesfaye.

SF’s udlændingeordfører, Carl Valentin, siger forud for aftenens møde til TV 2, at hans parti er åben for at lade de afviste asylansøgere blive på Kærshovedgård, hvis ikke der kan findes en anden løsning.

Det afviser Venstre dog.

- Det er uspiseligt, siger Venstres udlændingeordfører Mads Fuglede og henviser blandt andet til, at lokallivet omkring Kærshovedgård er generet af kriminelle udlændinge.

Vil ikke kommentere fravalgte placeringer

TV 2 har spurgt Mattias Tesfaye, hvilke andre placeringer regeringen har overvejet, men det vil han ikke svare på.

- Denne beslutning er ikke truffet over natten. Den er overvejet grundigt. Men jeg vil ikke fremlægge en lang liste over alle de fravalgte placeringer. Sådan en svær beslutning bør efter min mening træffes af en ansvarlig regering efter grundige faglige overvejelser og ikke i en ophedet offentlig debat, der blot gør endnu flere lokalsamfund utrygge og risikerer at spille kommuner ud mod hinanden. Det gavner intet. Men jeg kan sige, at vi har kigget nøje på mulighederne og fundet den mindst dårlige løsning, siger han.

Mødet mellem regeringen og Folketingets partier begynder klokken 19.