Oppositionen tordner mod regeringen: - Et helt uforståeligt svigt
Regeringen svigter et løfte fra valgkampen, hvis den opgiver at lave nyt udrejsecenter, lyder det.
Tirsdag aften har regeringen oplyst, at den dropper planer om et nyt udrejsecenter på Langeland, som den ellers præsenterede i sidste uge.
Dermed skal de 130 beboere, som skulle flytte ind på det nye udrejsecenter for kriminelle udlændinge og personer på tålt ophold, blive boende, hvor de bor nu: På Kærshovedgård i Midtjylland.
Beslutningen er ifølge regeringen et resultat af, at oppositionen sammen med støttepartiet SF har erklæret sin modvilje mod et nyt center på Langeland.
Men det er ifølge flere partiledere i oppositionen et svigt, at regeringen ikke i stedet går i gang med at finde en ny placering - såsom på øen Lindholm som den tidligere regeringen foreslog.
- Helt uforståeligt svigt, at regeringen dropper at flytte udvisningsdømte kriminelle væk fra Kærshovedgård i Midtjylland. Det løser absolut ingen problemer, og det er helt urimeligt at efterlade lokalområdet i utryghed på ubestemt tid, skriver Venstre formand, Jakob Ellemann-Jensen, på Twitter.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at der fortsat påhviler et ansvar på regeringen for at finde en placering til et nyt udrejsecenter.
- Regeringen har lovet midtjyderne, at de her personer skal flyttes fra Kærshovedgård. Det løfte må stå ved magt, siger han.
Bryder "klart løfte fra valgkampen"
Når udrejsecenteret ikke flytter adresse til Langeland, mener han, regeringen må komme med et nyt bud:
- Hvis regeringen holder fast i at holde de her mennesker på Kærshovedgård, så bryder de et klart løfte fra valgkampen om, at de vil finde et nyt udrejsecenter til de her mennesker.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har bedt det flertal i Folketinget, der ikke ville have et udrejsecenter på Langeland, om at tage ansvar.