Regeringen kan ikke feje de sidste kvinder og børn i Syrien ind under gulvtæppet, advarer eksperter

Hvis Danmark ikke henter de sidste kvinder og børn hjem, er der risiko for, at IS henter dem og træner dem til at begå angreb, lyder en af advarslerne

Det er sikkerhedsmæssigt problematisk, at regeringen ikke vil hente alle kvinderne og deres børn hjem fra IS-fangelejrene i Syrien.

Det vurderer to tidligere sikkerhedschefer for efterretningstjenesterne og en forsker i international sikkerhed over for TV 2.

Ifølge dem kan de tre kvinder, der har fået frataget deres danske statsborgerskab, og deres børn udgøre en sikkerhedstrussel mod Danmark.

- Regeringen kan ikke feje dem ind under gulvtæppet og sige, at de ikke er en sikkerhedsmæssig udfordring, for det er de i allerhøjeste grad. Det er sikrere også at tage dem hjem, siger tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste Jacob Kaarsbo.

Terrorister viser sjældent deres pas

Regeringen har besluttet at hente tre mødre med dansk statsborgerskab og deres i alt 14 børn hjem fra IS-fangelejre i Syrien. De øvrige tre mødre og yderligere en kvinde, der alle har fået frataget deres danske statsborgerskab, vil regeringen imidlertid ikke hente hjem.

Regeringen vil dog tilbyde at hente de tre mødres fem børn hjem, hvilket vil kræve mødrenes samtykke. Men regeringens egne embedsmænd har på forhånd vurderet, at det i praksis vil være "vanskeligt" at hente børn hjem uden mødre, blandt andet fordi mødrene ikke vil give samtykke til at lade sig adskille fra deres børn.

Hvis regeringen ikke henter kvinderne og børnene hjem, er der risiko for, at de en dag slipper ud af lejrene og på egen hånd bevæger sig mod Danmark, påpeger Jacob Kaarsbo.

- Det vil være praktisk sværere for dem, fordi de ikke har dansk statsborgerskab og dansk pas, men der er ingen garanti for, at de ikke kommer til Danmark. Det er sjældent, at folk, der ønsker at begå terrorangreb, går hen og viser deres pas. Historikken med terrorister viser, at falske identiteter og forfalskede pas er en del af hverdagen, siger han.

Hvis vi ikke tager dem hjem på en kontrolleret måde, kommer Islamisk Stat og tager dem

Maja Touzari Greenwood, forsker i international sikkerhed

Frank Jensen, tidligere operativ chef i PET, påpeger også, at det vil være praktisk sværere for kvinderne at rejse ind i Europa og videre mod Danmark uden et dansk pas, men at de for eksempel kan komme ind med flygtningestrømme.

Han hæfter sig også ved, at børnene efter alt at dømme har ret til dansk statsborgerskab, fordi de blev født, før deres mødre mistede det.

- Det giver på sigt et problem, hvis de bliver ved med at være i et radikaliseret miljø i lejrene i flere år. Hvis mødrene og deres børn pludselig kommer ind illegalt og står i Danmark, hvad vil man så gøre?, spørger han.

Risiko for udsmugling

Netop risikoen for, at mødrene og deres børn en dag vil blive smuglet ud af lejrene eller løsladt af de kurdiske styrker og derefter kan bevæge sig ukontrolleret mod Danmark, er et af regeringens centrale argumenter for at hente de tre mødre med dansk statsborgerskab og deres børn til Danmark.

Regeringen læner sig op af Politiets Efterretningstjenestes (PET) nye sikkerhedsvurdering, som efter forespørgsel fra regeringen alene forholder sig til de tre kvinder med dansk statsborgerskab og deres børn:

- PET vurderer det sandsynligt, at de tre kvinder med dansk statsborgerskab, som i øjeblikket opholder sig i lejrene, på sigt vil returnere til Danmark med deres børn, står der PET's vurdering.

PET begrunder det blandt andet med, at kvinderne har udtrykt ønske over for Udenrigsministeriet om at komme til Danmark, at de ikke har tilknytning til andre lande, og at Danmark ikke kan afvise deres indrejse.

Selv om de øvrige kvinder ikke har dansk statsborgerskab, er der lige så stor risiko for, at de vil søge mod Danmark, og PET's advarsler gør sig også gældende for dem. Det vurderer Maja Touzari Greenwood, der er affilieret forsker i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Ifølge Maja Touzari Greenwood er det derfor noget "usammenhængende", at regeringen ikke også vil hente dem hjem.

- Hvis det er sikkerhedsmæssigt smartest at tage de tre med dansk statsborgerskab hjem, kan jeg ikke se, hvorfor det ikke også er sikkerhedsmæssigt mest hensigtsmæssigt at tage de andre hjem, siger hun.

Tre udveje - én er især farlig

Kvinderne har tilknytning til Danmark, selv om de ikke længere har deres danske pas, og over for organisationen Repatriate the Children har alle kvinderne også udtrykt, at de ønsker at komme hertil.

Ifølge TV 2s oplysninger er en af kvinderne født og opvokset i Danmark, mens en anden kom hertil som lille og også er opvokset her. Den tredje mor og hendes søster er født i Danmark, opvokset i England og har familie i både Danmark og England.

- Det er ikke særlig smart, at man har folk med så nær en tilknytning til Danmark siddende i de lejre. Vi bliver nødt til at forholde os til det scenarie, at hvis vi ikke tager dem hjem på en kontrolleret måde, kommer Islamisk Stat og tager dem, siger Maja Touzari Greenwood.

Hun henviser til oplysninger fra blandt andet Forsvarets Efterretningstjeneste om, at Islamisk Stat smugler folk ud af lejrene.

- Der er tre veje ud. Den første er, at man tager dem kontrolleret til Danmark. Den anden er, at pårørende formår at få dem smuglet ud ved at bestikke menneskesmuglere og lejrpersonale. Hvis det sker, mister man fornemmelsen af, hvor de kvinder ender.

- Den tredje er, at IS henter dem ud og træner dem til angreb. Det er ret tydeligt, hvilken vej der er mest sikker for Danmark, siger Maja Touzari Greenwood.

Minister afviser at hente alle

Tidligere FE-chefanalytiker Jacob Kaarsbo mener, at regeringen bør forholde sig til truslen fra kvinderne uden dansk statsborgerskab.

- Hvis regeringen vitterligt vil varetage dansk sikkerhed bedst muligt, er den nødt til at være lige så grundig og også bede sikkerhedstjenesten om en vurdering af dem, siger han.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) afviser at stille op til interview.

TV 2 ville blandt andet gerne have spurgt, om regeringen vil hente de kvinder, der ikke længere har dansk statsborgerskab, og deres børn til Danmark af hensyn til Danmarks sikkerhed, eftersom det er argumentet for at hente de andre mødre og børn hjem.

TV 2 ville også gerne have spurgt, hvorfor regeringen ikke har fået foretaget en trusselsvurdering af de tre kvinder uden dansk statsborgerskab, og hvordan regeringen vil sikre, at de ikke bevæger sig mod Danmark på egen hånd eller på anden vis udgør en trussel.

I en skriftlig kommentar svarer ministeren:

- Hvad angår de tre kvinder uden dansk statsborgerskab og deres fem børn har regeringen valgt at tilbyde evakuering af børnene uden deres mødre. Mødrene uden dansk statsborgerskab vil ikke blive tilbudt evakuering. De er ikke danske statsborgere, og deres fremtid ligger ikke i Danmark, lyder det fra Nick Hækkerup.