50 år gammel reform spænder ben for nutidens kamp for ligeløn – men hvorfor afskaffes den ikke bare?
Et borgerforslag om at afskaffe tjenestemandsreformen har nået det nødvendige antal underskrifter og skal tages op i Folketinget 20. maj.
Folketingssalen var fyldt den forårsdag i 1969, hvor medlemmerne var samlet til første lovbehandling af tjenestemandsreformen.
For de fleste var reformen længe ventet, men én i salen var stærkt utilfreds.
Det var løsgængeren og kvindeforkæmperen Hanne Reintoft.
- Jeg ved overhovedet ikke, hvad man har tænkt på, da man indplacerede sygeplejerskerne. Det er mennesker med stort ansvar og fin uddannelse, indledte Hanne Reintoft fra talerstolen.
Hun var dybt rystet over udformningen af det lønhierarki, der var en central del af reformen. Her var typiske kvindefag såsom sygeplejersker og pædagoger blevet placeret helt i bunden med den absolut laveste løn.
Men Hanne Reintoft fik aldrig nogen respons fra de 160 mænd og 18 kvinder, der sad foran hende.
18. juni 1969 blev tjenestemandsreformen vedtaget med stort politisk flertal.
Politikerne havde formentligt ikke forestillet sig, at beslutningen stadig ville have så stor indflydelse, som tilfældet er 52 år efter.
Ikke desto mindre er der demonstrationer mod tjenestemandsreformen hver tirsdag på Christiansborg Slotsplads, og sygeplejerskerne er midt i en overenskomstkonflikt, hvor reformen også er blevet udnævnt til skurk.
Men hvordan kan en reform fra 1969 have så stor indvirkning på nutidens samfund? Og hvad er til hinder for at afskaffe den?
Det giver TV 2 dig svaret på her.
Hvad er baggrunden for reformen og hierarkiet?
I 60'erne voksede et politisk ønske om at centralisere det offentlige arbejdsmarked og fastsætte lønrammer for offentligt ansatte, så det ikke varierede, hvad eksempelvis en lærer tjente fra kommune til kommune.
Derfor nedsatte man i 1965 den såkaldte tjenestemandskommission bestående af 25 mænd og 1 kvinde. Kommissionen skulle udarbejde et omfattende lønhierarki med samtlige stillinger inden for det offentlige.
Kravet fra Folketinget var, at placeringerne i hierarkiet skulle være velbegrundede, fordi de ville få stor betydning for faggruppernes løn. De, der blev placeret nederest, ville få den ringeste løn med mindst mulighed for at stige. Omvendt for dem i toppen.
Efter knap fem år måtte kommissionen konkludere, at det ikke var muligt at finde velbegrundede argumenter for de enkelte placeringer.
Alligevel blev der lavet et udkast, og her var de faggrupper, som primært var beskæftiget af kvinder, såsom sygeplejersker og pædagoger, placeret nederst.
Omvendt var læger og gymnasielærere, som dengang stort set kun var mænd, placeret øverst i hierarkiet.
Ifølge Astrid Elkjær Sørensen, som er historiker ved Aarhus Universitet, er det ikke så underligt, når man tænker på datidens samfund.
I 60'erne var husmoridealet stadig meget stærkt, og man diskuterede, om det overhovedet var en god idé, at kvinderne kom ind på arbejdsmarkedet, fordi der så var mindre tid til at passe hjemmet og børnene.
- Det var helt naturligt at give kvinder mindre i løn, fordi deres indtægt udelukkende blev set som et supplement til mandens, siger hun.
Derudover var der heller ikke mange kvinder med magt til at råbe højt om uligheden. Som nævnt bestod Folketinget og tjenestemandskommissionen primært af mænd, ligesom kun 1 ud af 17 ministre var kvinde på det tidspunkt.
På trods af at kommissionen åbent erkendte, at indplaceringerne ikke var velbegrundede, men mere byggede på en mavefornemmelse, blev der ikke foretaget én eneste ændring af Folketinget.
Politikerne begrundende det med, at lønhierarkiet var dynamisk og alligevel skulle ændres i takt med samfundsudviklingen. Der blev sågar nedsat et såkaldt stillingsvurderingsråd, som skulle følge udviklingen på arbejdsmarkedet og revidere løbende.
Ingen af delene har dog vist sig at holde stik i virkeligheden.
Hvordan ser hierarkiet ud efter 52 år?
Ifølge Astrid Elkjær Sørensen har der længe været en tese i forskning om, at det hierarki, som blev fastlagt med tjenestemandsreformen i 1969, siden har været udgangspunkt for lønforhandlinger på arbejdsmarkedet og dermed været meget svær at bryde op med.
Selv har hun i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder undersøgt, hvor stor sammenhængen er mellem det hierarki, der blev lavet dengang, og det der er i dag.
Konklusionen er, at det nærmest er identisk, og at kvinder fortsat er placeret meget lavt.
- Det er lidt et vildt billede, synes jeg. Men altså, hvis en ulighed eksisterer længe nok, så bliver den bare naturlig, siger hun.
Herunder ses 13 faggruppers fordeling i et lønhierarki. Tallene fra 1969 tager udgangspunkt i det originale hierarki fra tjenestemandsreformen, og tallene fra 2019 er baseret på det gennemsnitlige lønniveau for hver gruppe. Nummer 1 tjener mest, nummer 13 tjener mindst.
Hvis der er mere end 60 procent kvinder ansat inden for et fag, betegnes det som "kvindefag" og omvendt.
Cirka halvdelen af faggrupperne har bevaret deres plads i lønhierarkiet.
Hvem er utilfreds?
Blandt flere offentlige faggrupper er der en udbredt utilfredshed med det lønefterslæb, der er som følge af tjenestemandsreformen.
Det mærker man tydeligt på Christiansborg Slotsplads, hvor både sygeplejersker, pædagoger, lærere og radiografer møder op i hobetal hver tirsdag med kampråb, lyserøde bannere og et stort skilt med teksten: Slut med 1969, ophæv tjenestemandsreformen.
En af initiativtagerne til demonstrationen er Marietta Annie Petersen, som er uddannet sygeplejerske.
Hun mener grundlæggende, at tjenestemandsreformen er et bevis på, at der ikke er anerkendelse af det store stykke arbejde, hun og hendes kolleger udfører hver dag.
- Vi er nødt til at gøre op med den ringe værdisætning, der er af omsorgsfag i dag. Det er velfærdsstatens kerneområder, som bliver nedprioriteret. Det er så trist, siger hun til TV 2.
Også en række faglige organisationer har de sidste måneder kæmpet for at sætte tjenestemandsreformen og uligeløn på dagsordenen.
I begyndelsen af året lancerede Dansk Sygeplejeråd (DSR) kampagnen "Lønløftet", som skal skabe politisk opbakning i Folketinget til at gøre op med det lønefterslæb, som sygeplejerskerne mener, der er.
Samtidig er DSR midt i en overenskomststrid, efter et snævert flertal af medlemmerne stemte nej til den aftale, der ville give sygeplejersker en generel lønstigning på 5,02 procent over de kommende tre år.
Selvom fagforeningen forsat kæmper for højere løn, har formanden, Grethe Christensen, givet udtryk for, at det er umuligt at nå målet om at udligne lønefterslæbet gennem overenskomstforhandlingerne.
- Vi kan ikke få nok kroner og ører på bordet ved overenskomstforhandlinger, det har vi konstateret. Derfor er lønløftet vores forsøg på at skubbe det en anden vej og få rettet den politiske appel, sagde DSR-formanden til TV 2, efter der blev varslet konflikt 22. april.
Men hvorfor kan man ikke løse problemet ved overenskomstforhandlinger?
Det forklarer arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand.
Hvorfor er det svært at ændre?
Hvis lønnen i kvindefagene skal op på niveau med tilsvarende mandefag inden for det offentlige, skal den hæves cirka 15 procent, og det vil koste 15-20 milliarder kroner om året.
Det er tidligere blevet slået fast af Ligelønsalliancen, som består af fagforeningerne FOA, BUPL, Socialpædagogerne samt 11 faglige organisationer inden for det sundhedsfaglige område.
Ifølge Mikkel Mailand er det urealistisk, at det lønhop kan ske gennem overenskomstforhandlinger – i så fald vil det tage flere hundrede år.
Det skyldes først og fremmest, at overenskomstforhandlingerne er strikket sådan sammen, at hvis nogle faggrupper skal have mere i løn, skal andre have mindre. Kun meget små puljer kan uddeles, uden det får konsekvenser for andre.
- Man kan næppe forestille sig, at nogle gerne vil ned i løn, fordi andre skal have mere, siger Mikkel Mailand til TV 2.
Derudover gør den såkaldte reguleringsordning, at lønnen i den offentlige sektor og private sektor følges ad. Det vil sige, at hvis lønnen stiger markant i det offentlige, skal den stige tilsvarende i det private og omvendt. Det vil altså gøre det uoverskueligt dyrt at hæve lønningerne gennem overenskomster, fortæller arbejdsmarkedsforskeren.
Ifølge Mikkel Mailand er der dermed ingen tvivl om, at det kræver politisk indgriben, hvis man vil gennemføre så store lønstigninger i det offentlige, og dermed giver det god mening, at DSR vil have trepartsforhandlinger, når overenskomststriden er afsluttet.
Selvom det politiske flertal skulle tegne sig, er det dog "ikke noget, man bare lige gør", mener Mikkel Mailand.
Ifølge ham er der så store udgifter forbundet med det, at det formentligt vil betyde et øget skattetryk for den almindelige dansker eller mærkbare besparelser på velfærdsområdet.
15-20 milliarder kroner svarer nogenlunde til hele det finanspolitiske råderum, der er tilgængeligt frem mod 2025 – og det er vel at mærke hvert år, de penge skal findes.
Hvad siger de politiske partier?
Der er ingen tvivl om, at særligt sygeplejerskerne er lykkes med at sætte tjenestemandsreformen og ligeløn på den politiske dagsorden.
Regeringens støttepartier, Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre, har alle givet udtryk for, at de ønsker handling.
Også Dansk Folkepartis ligestillingsordfører, Liselott Brixt, mener, at det er problematisk, at en række kvindefag stadig lider under reformen fra 1969.
- Når vi taler kvindefag, så kunne jeg godt tænke mig, at regeringen fik kigget på tjenestemandsreformen og den lønstigning, som ikke er sket i kvindefagene, fordi kvinderne bare skulle gå derhjemme og være på deltid og passe mand, mad og børn, gøre rent og så videre, lød det fra DF-politikeren under en debat i Folketinget i miden af april.
Hvordan regeringen forholder sig til spørgsmålet er mere tvivlsomt.
Senest indkaldte Pernille Skipper i sidste uge socialdemokratiets ligestillingsordfører, Peter Hummelgaard, til samråd om uligeløn og tjenestemandsreformen.
Her gav Peter Hummelgaard udtryk for, at Socialdemokratiet er "åbne for at kigge på reformen", men at han ikke kan eller vil udtale sig nærmere, så længe der er en igangværende overenskomstkonflikt.
Grundlæggende mener beskæftigelsesministeren dog, at løn og arbejdsvilkår skal overlades til arbejdsmarkedets parter, og at politikere skal holde sig ude, sagde han.
Det samme har statsminister Mette Frederiksen tidligere givet udtryk for.
Hvad så nu?
Uagtet bliver politikerne tvunget til at tage stilling, når borgerforslaget om at afskaffe tjenestemandsreformen bliver fremsat i Folketinget 20. maj.
Umiddelbart har arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand svært ved at tro på, at der sker radikale ændringer.
- Det vil være historisk, hvis reformen bliver afskaffet, lad mig sige det sådan, siger han.
Ifølge ham er det så indgroet i det danske samfund, at politikerne ikke blander sig i løn, men overlader det til arbejdsmarkedets parter.
- På den anden side var det jo netop politikerne, der lavede reformen i 1969, og den har stadig indflydelse i dag, så der er da en mulighed, siger Mikkel Mailand.
På Slotspladsen ved Christiansborg er man ikke i tvivl.
- Vi er nødt til at tro på det. Vi har sat gang i noget, der ikke kan ignoreres. Ikke denne gang, siger Marietta Annie Petersen, mens hun kigger på flokken af fremmødte og smiler.