S-bagland skriver kritisk brev til ledelsen: - Forholdet er kørt af sporet
Flere medlemmer har ifølge brevet fået skæld ud af ledende medlemmer og blokeret på sociale medier for at gå imod partilinjen.
Forholdet mellem den socialdemokratiske ledelse og partiets bagland er ”kørt af sporet”.
Sådan lyder det i et brev underskrevet af 24 socialdemokrater på tværs af kredse.
TV 2 er i besiddelse af brevet, der er skrevet på initiativ af socialdemokraten Daniel Prehn, som tidligere har siddet i Roskilde Byråd. Han har nu sendt brevet til den socialdemokratiske gruppeformand Leif Lahn og partisekretær Jan Juul.
- Vi, dele af Socialdemokratiets bagland, og ledelsen bliver nødt til at få os en ærlig snak, en ærlig debat, om den førte værdipolitik, står der i brevet:
- Den nuværende situation er ikke holdbar. Vi mister gode socialdemokrater, som har været medlemmer i en livstid.
24 kritiske røster til flokken
Blandt underskriverne af brevet er blandt andre flere byrådsmedlemmer og mangeårige medlemmer.
Initiativtageren Daniel Prehn er selv tidligere kredsformand og byrådsmedlem i Roskilde Kommune. Han gik til tasterne, fordi han kunne mærke en "tydelig frustration" blandt sine partifæller, fortæller han til TV 2.
- Det er kun, når det gælder udlændingepolitikken, at vi af en eller anden grund ikke kan tage en debat. Ledelsen bør lytte, tage rundt i landet og handle på nogle af ønskerne fra os medlemmer, siger Daniel Prehn.
"Negligeret og frosset ude"
Indlægget fra de 24 medlemmer kommer i kølvandet på kritik fra blandt andet den socialdemokratiske partiforening på Ærø, der sidste uge gik mod partilinjen og skrev, at de er imod hjemsendelsen af syriske flygtninge, og at de samtidig ønsker at hente både kvinder og børn i lejre i Syrien til Danmark.
- Selv om vi anerkender, at et flertal i partiets folketingsgruppe støtter store dele af den førte politik, mærker vi samtidig en voldsom ulmen under overfladen lokalt i partiforeningerne, står der i brevet.
Underskriverne af brevet hævder, at flere af deres partifælder har meldt sig ud af partiet, fordi de "har fået nok":
- Det er dem, der har følt sig negligeret og frosset ude alt for længe af en alt for lukket debatkultur. Særligt når det kommer til udlændinge- og flygtningepolitikken.
- Flere af os har mærket det på egen krop, ved at ledende personer har ringet og skældt ud, har blokeret os på sociale medier eller har taget os til side ved arrangementer for at fortælle, at man ikke skal tale imod partilinjen. Vi har set meningsfæller forsøgt frosset ud af partiet, fordi vi var/er uenige i balancen i den førte politik.
'Kommer ikke til at slingre igen'
Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, afviste mandag, at kritik fra baglandet vil føre til ændringer i den politiske linje. Det skete på baggrund af det åbne brev sendt fra partiforeningen på Ærø.
Den holdning ændrer opråbet fra de 24 medlemmer ikke på, siger Jesper Petersen tirsdag aften til TV 2. Men de er i deres gode ret til at være uenige:
- Flere af navnene fra brevet kan jeg jo også kende fra den løbende debat om vores udlændingepolitik, vi har haft internt i partiet.
- Det er fuldstændig fair. Det bliver vi ikke dårligere partikammerater af. Jeg vil bare ikke stikke nogle blår i øjnene, for vi kommer ikke til at ændre politik på det område, siger den politiske ordfører til TV 2.
Også statsminister Mette Frederiksen (S) blev tirsdag spurgt til kritikken fra baglandet.
På det tidspunkt var brevet fra de 24 medlemmer ikke sendt, så hun blev udelukkende foreholdt de seneste dages udvikling, herunder brevet fra partifællerne på Ærø, hvortil hun svarede:
- Selvfølgelig er der plads til diskussion i Socialdemokratiet, men Socialdemokratiet kommer ikke til at slingre igen på udlændingepolitikken. Det har Socialdemokratiet gjort tidligere.
- Det er ikke alle socialdemokrater, der er enige. Men det betyder ikke, at regeringen ændrer politik.
Utilfredsheden stikker dybt
Gruppen af medlemmer, der nu er gået sammen om et brev, forventer ifølge initiativtageren Daniel Prehn ingen reform. Men der mangler som minimum en form for balance, når det gælder udlændingepolitikken, siger han:
- Vi gør det af kærlighed for partiet og en tro på, at vi kan stå igennem de her svære diskussioner, som vi har gjort det før.
At opråb fra baglandet at dømme på udtalelserne fra både Jesper Petersen og Mette Frederiksen ikke kommer til at rokke på linjen, gør ikke forsøget mindre værd, mener Daniel Prehn. Derfor har han også i sinde at fortsætte tilkendegivelsen af sine holdninger.
- Jeg har den brede afvisning fra ledelsen. Jeg mener, at det kalder på en genovervejelse, for det her stikker dybere, end de måske er klar over, siger han.