Politik

Danmark har lavet to aftaler med Rwanda

Regeringen arbejder på at oprette modtagecentre for asylansøgere uden for EU.

Danmark og Rwanda er blevet enige om at indgå to samarbejdsaftaler på asyl- og migrationsområdet.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse onsdag morgen.

Aftalen faldt på plads i sidste uge under et 'mystisk besøg' i Rwanda.

Her besøgte udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og hans kollega Flemming Møller Mortensen (S), som er minister for udviklingssamarbejde i landet, hvor de mødtes med landets regering.

Besøget kom ud af det blå, og mange undrede sig over, hvad de to ministre skulle i det afrikanske land.

Det kom dog frem efterfølgende, at der var indgået en aftale, men det kom ikke frem, hvad aftalerne konkret gik ud på.

Indtil nu.

Mulige modtagecentre

Det har tidligere været fremme, at regeringen arbejder for at oprette såkaldte modtagecentre i lande uden for Europa. Planen er, at folk, der søger asyl i Danmark, flyttes til et center i eksempelvis Afrika, mens sagen står på.

Og netop regeringens vision om at behandle asylansøgere uden for Europa står skrevet ind i den ene af de to aftaler, som to ministre har underskrevet med Rwanda.

Selvom regeringens vision er nævnt i den ene samarbejdsaftale, står der intet om, hvorvidt et modtagecenter skal ligge i Rwanda.

Rwanda har dog tidligere sagt, at de er åbne for et udvidet samarbejde med Danmark, når det gælder om at modtage asylansøgere.

Af aftalen fremgår det også, at Danmark skal støtte Rwanda økonomisk. Pengene skal blandt andet gå til at bekæmpe menneskesmugling og illegal indvandring.

Aftalen har en varighed på tre år.

Har allerede et samarbejde

Ifølge Tesfaye har Danmark allerede et "udmærket samarbejde" med Rwanda.

- Det har vi om eksempelvis genbosætning af kvoteflygtninge og støtte til landets flygtningelejre.

- Det er lige det, vi er interesseret i. At folk får beskyttelse tæt på konflikterne, og at i det omfang, der skal flygtninge til Danmark, så skal det ske gennem kvotesystemet, siger han.

Danmark samarbejder i forvejen med Rwanda om asyl og har givet 21 millioner kroner til et projekt, hvor Rwanda tager flygtninge, der sidder fast i Libyen ved Middelhavet.

Sidste år tog Danmark imod 200 kvoteflygtninge fra Rwanda. Netop modtagelse af et antal kvoteflygtninge indgår i regeringens plan om et modtagecenter.

Varslede ændring af asylsystemet før valget

Allerede før valget sagde Socialdemokratiet, at man ønsker en grundlæggende ændring af asylsystemet, hvor asylbehandlingen foregår uden for Danmarks grænser.

Men siden da er der ikke kommet nærmere offentlige oplysninger om, hvilke lande der kunne være interesseret i at huse flygtninge, mens deres sag bliver behandlet.

Regeringen er blevet beskyldt for, at tanken om et nyt asylsystem er et fatamorgana, fordi det kan være svært at finde lande, der vil huse flygtninge, og fordi EU har sit eget asylsystem.

Mattias Tesfaye holder dog fast i, at det kan lykkes.

- Jeg har sagt før jul, at ambitionen er, at vi inden for et år kan præsentere danskerne og Folketinget for mere konkrete planer. For på et tidspunkt skal hemmelighedskræmmeriet stoppe, siger han.

Ifølge en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet er der ikke tale om forpligtende aftaler, men en fælles ramme for det fremtidige samarbejde.