Kritiseret departementschef bliver kommunaldirektør i Rebild

16x9
Arkivfoto. Christian Hesthaven forlader Retten på Frederiksberg under afhøringer af departementschefer i Instrukskommissionen. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Christian Hesthaven, departementschef i Udlændingeministeriet, fik mandag kritik af Instrukskommissionen.

Udlændinge- og Integrationsministeriets departementschef, Christian Hesthaven, bliver kommunaldirektør i Rebild Kommune.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Christian Hesthaven tiltræder jobbet 1. august.

Fik kritik mandag

I mandags fik Christian Hesthaven kritik af Instrukskommissionen i dens anden delberetning.

Selve adskillelsen af asylpar, hvor den ene var mindreårig, fandt sted, før Hesthaven kom til som den øverste embedsmand. Derfor er det ikke selve sagen, han kritiseres for.

I stedet kritiseres han for, at han "lukkede ned" under en afgørende del af ministeriets håndtering. Det var, da tidligere afdelingschef Lykke Sørensen i foråret 2019 ville gøre ham opmærksom på, at en bestemt mail var relevant at inddrage i en besvarelse til Folketinget.

Kommissionen betegnede det som "groft uagtsomt" og en tilsidesættelse af hans tjenstlige pligter.

Der er dog næppe grundlag for yderligere sanktioner ifølge kommissionen.