Politik

Kristendemokraterne vil sænke topskat og investere i psykiatri

En 2030-plan for landet er torsdag blevet præsenteret af Kristendemokraterne. De placerer sig som midterparti.

Kristendemokraterne har torsdag præsenteret deres politiske 2030-plan for Danmark.

Det sker på et pressemøde på Christiansborg med landsformand Isabella Arendt og partiets nye politiske ordfører, Jens Rohde.

- Kristendemokraterne er et borgerligt midterparti, og det er der, vi placerer os. Vi ønsker at skabe ro, samle og finde gode løsninger for Danmark, siger Isabella Arendt.

Ambition om 39.500 flere i job

Planens effekt på beskæftigelsen ventes i 2030 at være 39.500 flere i arbejde med partiets ønskede tiltag. De kalder det "den mest ambitiøse vækstplan målt på beskæftigelsen".

Her vil man finde omkring 84 milliarder kroner, hvoraf 40 procent skal bruges på lavere skat, og 60 procent skal bruges på at øge de offentlige udgifter.

Partiet foreslår blandt andet at hæve topskattegrænsen til 800.000 kroner. I dag er den på 544.800 kroner.

Samtidig skal der investeres 14 milliarder kroner i psykiatri og sundhed, mens der også skal bruges penge på børnepasning.

Desuden skal kommuner og regioner være mere frie.

- Vi ønsker den største decentralisering af Danmark blandt nogle partier. Vi tager det meget alvorligt.

- Det handler om grundlæggende tillid til, at regioner og kommuner sammen med borgerne kan træffe de beslutninger og prioriteringer, der er rigtige for lige netop dem, siger Isabella Arendt.

Vil nedbringe aborter

De fleste af de 84 milliarder skal findes ved et underskud på 0,7 procent på bnp i 2030. Tilgangen til efterlønnen skal også stoppes, og Arne-pensionen skal afskaffes.

Kristendemokraterne ønsker videre at "nedbringe antallet af aborter i Danmark". Men partiet vil ikke "kompromittere eller begrænse kvindens ret hertil".

Ved valget i 2019 fik Kristendemokraterne 1,7 procent af stemmerne og kom dermed ikke i Folketinget.

Partiet er ikke blevet valgt ind i Folketinget ved valg siden 2001.

Jens Rohde meldte sig mandag ind i Kristendemokraterne, der dermed er repræsenteret på Christiansborg igen. Han var tidligere medlem af De Radikale.