Coronavirus

Ingen udsigt til at omstridt 30 minutters-regel ændres - SSI advarer

Erhvervsministeren har sammenlignet den udskældte regel med et "bump på vejen", der skal få færre danskere til impulsivt at tage på bar og værtshus.

Den omstridte regel om bordreservation mindst 30 minutter før ankomst til restaurant eller lignende bliver ikke afskaffet lige med det samme.

Det er budskabet i en mail fra erhvervsminister Simon Kollerup (S) sendt til partiernes erhvervsordfører tirsdag eftermiddag. TV 2 er i besiddelse af mailen.

Restaurationsbranchen har ellers foreslået at afskaffe kravet mod til gengæld at indføre skærpede arealkrav hos eksempelvis restauranter, barer og værtshuse. Men Statens Serum Institut har efter nye beregninger ikke kunnet sige god for en model, hvor der var lagt op til at reducere antallet af gæster mellem 10 til 15 procent.

- SSI konkluderer, at modellen, som foreslået af branchen, vil betyde, at risikovurderingen for smitte for serveringssteder øges, og at modellen således ikke i samme grad har effekt på smittespredningen som den nuværende regel om forudgående tidsbestilling, skriver Simon Kollerup i mailen og fortsætter:

- Såfremt der er et ønske om fortsat drøftelse af reglen, vil jeg henvise til de løbende forhandlinger i partilederkredsen om rammeaftale for genåbning af Danmark.

Ifølge TV 2s oplysninger er partilederne indkaldt til drøftelser om næste fase af genåbningen torsdag eftermiddag. Planen er, at mere af samfundet genåbner 6. maj, og her står 30 minutters-reglen som udgangspunkt til at blive afskaffet.

Flertal kræver reglen afskaffet

Et flertal uden om regeringen bestående af blå blok og Radikale Venstre har krævet reglen afskaffet, fordi de finder den besværlig og meningsløs. Men Radikale Venstre valgte alligevel i fredags at stemme imod et forslag fra Venstre i Folketingets epidemiudvalg om at afskaffe reglen.

Den radikale sundhedsordfører Stinus Lindgreen forklarede det med, at partiet gerne vil afskaffe 30 minutters-reglen, men at der skal noget andet i stedet, og at Venstre ikke havde lagt op til det.

Et "bump på vejen"

Reglen om bordreservation mindst 30 minutter før ankomst ved indeservering blev indført, da et flertal på Christiansborg besluttede at fremrykke genåbningen af restauranter, cafeer, barer og værtshuse til 21. april.

For regeringen var forudsætningen for den beslutning dog, at der skulle indføres tiltag, som gjorde genåbningen "sundhedsmæssig forsvarlig". Blandt andet ved at forhindre, at gæster flokkes ved indgange og tomme borde for at få tilkæmpet sig en sideplads, og løsningen fra myndighederne blev 30 minutters-reglen.

Erhvervsminister Simon Kollerup sammenlignede i sidste uge reglen med et "vejbump på en villavej", der skal forhindre bilerne i at køre for hurtigt. Og i mailen sendt til erhvervsordførerne tirsdag eftermiddag står der, at 30 minutters-reglen af Erhvervsministeriet er skønnet til at reducere antallet af daglige gæster på barer og værtshuse fra 135.000 til 90.000 gæster. Det svarer til en reduktion på cirka 33 procent.

I vurderingen fra Statens Serum Institut, der er vedlagt i mailen til erhvervsordførerne, lægges der vægt på, at 30 minutters-reglen er med til at begrænse antallet af impulsive gæster på barer og værtshuse, men at det samme ikke vil være tilfældet med et skærpet arealkrav.

- Begrænsninger i antallet af gæster ved et arealkrav på 10 procent henholdsvis 15 procent vurderes at være så begrænset, at risikovurderingen for smitte for serverignssteder øges til middel-høj, står der.

Skuffelse hos konservative

Den konservative erhvervsordfører Mona Juul er bestemt ikke tilfreds med meldingen fra Simon Kollerup.

- Jeg er utroligt skuffet over, at man ikke lytter til branchens gode input, hvor de reducerer antallet af gæster, siger Mona Juul til TV 2.

Direkte adspurgt erkender hun dog, at branchens forslag om at reducere antallet af gæster ikke har samme effekt som 30 minutters-reglen. Men når både et flertal på Christiansborg og restaurationsbranchen vil af med reglen, bør regeringen også komme op med alternative løsningsforslag, mener hun.

Ifølge Mona Juul giver det nu ikke længere mening at kæmpe videre for at få reglen afskaffet.

- Det hjælper ikke noget at starte forfra. Måske kan vi nå at lave en løsning to dage før 6. maj, hvor reglen alligevel forsvinder, men det giver ingen mening, siger hun.

Ærgrelse hos branchen

Hos erhvervsorganisationen Horesta, der repræsenterer restauranter og hoteller, er politisk chef Kirsten Munch ærgerlig over, at det har taget så lang tid at vurdere den nye model.

- Branchen kom på et døgn med et forslag, og den har man nu brugt over en uge på at vurdere, og derfor kan vi ikke nå at komme med forslag til ændringer, inden kravet alligevel bortfalder 6. maj.

- Der er ingen tvivl om, at vi har mistet gæster. Vi er en branche, hvor mange lever af de spontane kunder, som kommer ind fra gaden, og dem har der været klart færre af med det her krav, som jo kommer oveni kravet om coronapas, siger Kirsten Munch til Ritzau.

Hos erhvervsorganisationen SMVDanmark, der har omkring 300 restauranter, caféer og barer som medlemmer, stiller man sig kritisk til vurderingen fra SSI, der tidligere har ramt skævt i sin vurdering af smitten i forbindelse med genåbningen.

- Smitten ligger på et stabilt lavt niveau, og langt de fleste sårbare og udsatte grupper er færdigvaccinerede, siger politisk chef Mia Holstein til Ritzau.

- Så det er helt ude af proportioner, at vi bliver ved med at forhindre de hårdt ramte restauranter, caféer og barer i at få fuld omsætning. Den omsætning er livsnødvendig for dem efter den lange nedlukning, siger hun.

TV 2 arbejder på at få en kommentar fra Erhvervsminister Simon Kollerup.