Politik

Minister i hårdt angreb på danske banker: - Grænsen er nået. Det bliver simpelthen for grådigt

De fleste danske banker opkræver nu negative renter for kunder, der har over 100.000 kroner stående på bankkontoen.

Det skal være slut med at kræve betaling fra kunder for at have penge stående i banken, mener erhvervsminister Simon Kollerup (S).

- Jeg mener, at det skal stoppe nu. Grænsen er nået. Det bliver simpelthen for grådigt, når bankerne leverer store overskud, men alligevel fortsætter med at pålægge negative renter på flere og flere danskere, skriver han i et opslag på Facebook.

GRÆNSEN FOR NEGATIVE RENTER I BANKEN ER NÅET: Det kan ikke blive på denne her måde. Bankerne nærmest snubler over...

Posted by Simon Kollerup on Monday, April 26, 2021

Meldingen kommer, efter at Nordea og Danske Bank de seneste dage har sænket grænsen for, hvor mange penge man må have stående i bankerne uden at skulle betale for det, til 100.000 kroner.

Andre banker såsom Sydbank, Jyske Bank og Spar Nord har samme beløbsgrænse.

Tidligere har grænsen mange steder ligget på 250.000 kroner, og når den bliver sat ned, er der flere kunder, som skal til at betale for at have deres penge stående.

Den situation er erhvervsministeren utilfreds med.

Hvorfor negative renter?

  • Renten på bankkontoen er delvist styret af, hvad renten er hos Nationalbanken, der er bankernes bank. 
  • Hos Nationalbanken er renten på minus 0,60 procent - tæt på det laveste nogensinde - og det betyder, at det koster de almindelige banker penge at have deres penge stående hos Nationalbanken.
  • Nationalbankens rente er igen delvist styret af renten hos Den Europæiske Centralbank (ECB), som er centralbank for lande i eurozonen.
  • Bankernes argument for, at kunderne skal betale negative renter er altså, at bankerne selv betaler penge til Nationalbanken. 

Kilde: Nationalbanken

Indkalder Finans Danmark til møde

Simon Kollerup efterlyser et svar fra branchen, og derfor indkalder han nu Finans Danmark, bankernes interesseorganisation, til et møde om sagen.

- Her forventer jeg at høre branchens svar på, hvordan vi kan stoppe den her spiral. For den nuværende situation kan danske bankkunder ikke være tjent med, skriver han.

Bankerne har tidligere begrundet deres beslutning med, at de generelle renter gennem en årrække har været negative.

Det betyder, at bankerne selv skal betale penge for at have overskydende penge stående i Nationalbanken, der er bankernes bank.

Vil ikke blive modtaget vel

Ifølge TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn, vil branchen ikke tage godt imod erhvervsministerens udmelding.

- Der er en klar irritation. Hver gang bankerne gør noget, står de til tæv i offentligheden, og det, mener de, er uretfærdigt, siger han.

Ole Krohn forklarer, at bankerne som enhver anden stor virksomhed har en økonomisk smertegrænse, og på lang sigt kan de ikke leve med at betale penge til Nationalbanken, som de ikke opkræver fra kunderne i den anden ende.

I 2020 var overskuddet i landets største 17 banker og realkreditinstitutter samlet på 24,4 milliarder kroner, hvilket er et fald på 33 procent fra 2019. Det viser tal fra Finans Danmark.

Her er grænserne for negative renter

I en lang række danske banker skal man betale 0,6 procent i negativ renter, hvis man overskrider beløbsgrænsen.

  • Danske Bank: 100.000 kroner
  • Nordea: 100.000 kroner
  • Sydbank: 100.000 kroner
  • Jyske Bank: 100.000 kroner
  • Nykredit: 250.000 kroner
  • Spar Nord: 100.000 kroner
  • Ringkjøbing Landbobank: 100.000 kroner
  • Sparekassen Sjælland/Fyn: 100.000 kroner
  • Sparekassen Kronjylland: 250.000 kroner
  • Arbejdernes Landsbank: 100.000 kroner (-0,5 procent i rente)

 

TV 2 har været i kontakt med Danske Bank, Nordea, Nykredit og Jyske Bank, som alle henviser til Finans Danmark.

I en mail til TV 2 skriver Ulrik Nødgaard, der er administrerende direktør i Finans Danmark, at "negative renter ikke er noget, de danske banker har fundet på".

- De kommer fra Nationalbanken og har været der siden 2012. De danske banker har i mange år undladt at sende regningen videre til deres kunder - selv om de isoleret set har tabt penge på det. I længden kan private virksomheder ikke sælge deres produkter til under produktionspris - det gælder også for banker, skriver Ulrik Nødgaard.

Han mener samtidig, at det er "grundlæggende forkert", hvis politikere vil blande sig i, hvordan bankerne fastsætter deres priser.

- Men vi mødes gerne med ministeren, hvor vi forhåbentlig får lejlighed til at vende alle nuancerne og tale om, hvad der tjener danskerne bedst i det lange løb, skriver Ulrik Nødgaard.

Opdateret klokken 12:25 med kommentar fra Finans Danmark.