Politik

I kriseramte DF stiller man nu pludselig spørgsmålet: Hvad er plan C?

ANALYSE: Hvis hverken Kristian Thulesen Dahl eller Morten Messerschmidt er den rette til at bringe Dansk Folkeparti ud af krisen – hvem er så?

Det seneste år har mange utilfredse og utålmodige medlemmer af Dansk Folkeparti gået og ventet på at få én bestemt besked:

At Bagmandspolitiet kunne meddele, at man ikke agter at gøre mere i den såkaldte Meld og Feld-sag.

Når først den sag var ude af verden, var vejen banet for, at næstformand Morten Messerschmidt åbent kunne udfordre Kristian Thulesen Dahl og indtage formandsposten i det kriseramte parti.

Det kunne blive en ny begyndelse, vurderede interne kritikere af Thulesen. En vej fremad for det parti, der siden katastrofevalget i sommeren 2019 har befundet sig i en eksistentiel krise: Elendige meningsmålinger, overhalet af Nye Borgerlige, udlændingepolitikken kopieret af en række andre partier.

Nyhederne, der fandt vej til danske medier i denne og sidste uge, var som bekendt nogle helt andre end de, DF’erne havde sat næsen op efter:

Morten Messerschmidt bliver tiltalt for misbrug af knap 100.000 kroner og for dokumentfalsk.

I den kommende uge ophæver Folketinget Messerschmidts parlamentariske immunitet, og Dansk Folkepartis næstformand skal indstille sig på at indfinde sig i byretten den kommende tid.

Så hvad gør vi nu, spørger mange i partiet i disse dage sig selv.

Kan gå længe før afklaring

Messerschmidt er selvfølgelig - som alle andre - uskyldig til det modsatte er bevist. Kendes han skyldig, er han efter alt at dømme ude af spillet som formandskandidat. Selv fastholder han sin uskyld.

Men uanset hvordan sagen falder ud, vil han være parkeret på den politiske udskiftningsbænk i den kommende tid.

Den enslydende vurdering internt i Dansk Folkeparti er, at det er udelukket, at Messerschmidt kan indtage formandsposten, mens sagen pågår. Og det kan tage lang tid. Det virker ikke usandsynligt, at en afgørelse i byretten kan blive anket til landsretten.

Stadig under katastrofevalget

Samtidig befinder Dansk Folkeparti sig som bekendt fortsat i en dyb politisk krise. Det er her knap to år efter valget stadig ikke lykkedes Kristian Thulesen Dahl at anvise en vej ud af krisen, som alle hans partifæller tror på. Partiet er i de nyeste meningsmålinger stadig under valgresultatet.

I sig selv dybt utilfredsstillende for mange i partiet, men helt og aldeles uacceptabelt, når man blandt andet tager med i betragtningen, at tusinder af Venstre-vælgere de seneste måneder har forladt deres parti som følge af Støjberg-balladen. De vælgere er for størstedelens vedkomne gået udenom Dansk Folkeparti på trods af Thulesens insisterende flirteri med den tidligere V-stemmesluger.

Internt i Dansk Folkeparti er mange, men dog langtfra alle, derfor nået frem til den konklusion, at Thulesen ikke kan bringe partiet ud af krisen. Og hvem der skulle tage over i stedet. Altså indtil nyheden om tiltalen breakede i sidste uge.

Afgørende kommunalvalg

Det næste møde med vælgerne nærmer sig faretruende hurtigt.

Til november skal danskerne til kommunalvalg. Dét kan meget vel ende som endnu en katastrofe for Dansk Folkeparti, der traditionelt ender med færre stemmer kommunalt, end de samtidige landspolitiske meningsmålinger spår. Med meningsmålinger omkring 6 procent på landsplan spår centralt placerede kilder i Dansk Folkeparti, at partiet ved kommunalvalget kan ende på under 4 procent.

Det vil i så fald være det fjerde valg i træk med tilbagegang under Kristian Thulesen Dahls ledelse. Kritikken fra baglandet kan i sådan et tilfælde ikke undgå at tage til. Flere vil formentlig tale for, at der er behov for en ny formand. Der er vel, selv i DF, en grænse for, hvor lang en snor en formand har, hvis resultaterne udebliver?

Men på det tidspunkt er det næppe sandsynligt, at sagen mod Messerschmidt er afsluttet.

Og hvem i alverden peger pilen så på?

Flere bud

Spørger man rundt i Dansk Folkeparti, er der to (og et halvt) navne, der går igen.

Nogle peger på Peter Kofod, partiets nuværende medlem af Europa-Parlamentet, som det bedste bud. Der er enighed om, at den 31-årige er et af partiets største politiske talenter. Men der er også en række forhold, der taler imod, fremhæver kilder.

Det første og mest åbenlyse er, at han ikke sidder i Folketinget. Kan Dansk Folkeparti virkelig have en formand, som har sin daglige gang i Europa-Parlamentet i Bruxelles? Det er svært at forestille sig. Dertil kommer, at Kofod internt bliver betragtet som en af de markante kritikere af Thulesen, og nogle vil derfor ikke se ham som en samlende figur. Imod taler også Kofods unge alder. De fleste spår, at han en dag bliver DF-formand, men at han har behov for langt mere politisk erfaring.

Andre nævner partiets nuværende finansordfører René Christensen som det bedste bud. Han har siddet i Folketinget siden 2009, deltaget i utallige vigtige politiske forhandlinger og bliver betragtet som driftssikker. Derudover, påpeger nogle, vil René Christensen i højere grad end Peter Kofod kunne være en samlende figur, fordi han ikke vurderes at have spillet en nævneværdig rolle i den interne magtkamp, der har udspillet sig i partiet det seneste år. Andre tvivler på, at René Christensen er et valg, der vil skabe begejstring - hverken internt i partiet eller blandt vælgerne. Og ny begejstring har Dansk Folkeparti i dén grad brug for.

Den store joker

Og så er der et sidste navn, som går igen. Nok mere som en drøm end et reelt bud. Inger Støjberg.

Skulle hun vælge at melde sig ind i Dansk Folkeparti, vil hun straks være et bud på en ny formand - og dét kunne være den game changer, der forrykker det nuværende styrkeforhold mellem DF og Nye Borgerlige. Men ingen i Dansk Folkeparti virker reelt til at vide, hvad Støjbergs plan egentlig er, og om hun overhovedet har én. Desuden skal hun jo som bekendt i den kommende tid også bruge tid i en retssal - nemlig i Rigsretten.

Indtil i sidste uge var det store spørgsmål internt i Dansk Folkeparti, om Kristian Thulesen Dahl eller Morten Messerschmidt var den rette til at bringe partiet ud af den eksistentielle krise. Om man var tilhænger af plan A eller plan B.

I den kommende tid vil debatten om en plan C tage til: For hvis løsningen hverken er Thulesen eller Messerschmidt - hvem så?