Coronavirus

Kan vi komme på ferie i juni, og kommer vi af med mundbind? Her er Frederiksens og Ellemanns svar

Statsministeren og oppositionslederen svarede på spørgsmål om nedlukningen i et interview med TV 2 onsdag aften.

Danskerne behøver sandsynligvis ikke længere at bære mundbind i eksempelvis supermarkeder, når sommeren er slut.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) til TV 2 i 'Go’ aften LIVE', hvor hun var gæst sammen med oppositionsleder Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre.

Adspurgt om det stadig vil være et krav at bære mundbind i supermarkederne 1. september, svarede begge partiledere, at det burde være lempet på det tidspunkt.

- Jeg tror ikke, det er nødvendigt, men der er jo ikke nogen, der kan garantere det, siger Mette Frederiksen.

Jakob Ellemann-Jensen var mere kontant og sagde, at der absolut ikke længere vil være krav om at bære mundbind.

- På det tidspunkt er alle, der ønsker det, forhåbentlig vaccineret, og så er Danmark tilbage til normalen, siger han og understreger, at Danmark skal lukkes helt op, så snart tilstrækkeligt mange er vaccineret.

Ifølge Nils Strandberg Pedersen, der er tidligere direktør for Statens Serum Institut, så er der en god mulighed for, at mundbind ikke længere vil være påkrævet til efteråret.

- Jeg tror, at kravet om mundbind er væk, da vi gerne skulle være vaccineret alle sammen ved udgangen af august. Kun hvis der kommer nye uforudsete varianter, der truer vaccinerne, forbliver mundbind et krav, siger han.

Snart tid til en svingom

Diskoteker og klubber har været lukket lige siden begyndelsen af pandemien og er efter åbningsplanerne også det sidste sted, der kommer til at åbne.

Men udover at de blå mundbind ikke længere vil være at se alle vegne til efteråret, så er der også en snert af optimisme omkring at åbne for nattelivet.

Kan man komme ud og danse inden nytår?

- Det tror jeg, svarer Mette Frederiksen, og Jakob Ellemann-Jensen stemmer i:

- Afgjort.

Statsministeren vil dog ikke love, at alle restriktioner er væk, når alle har fået tilbudt vaccinerne.

- Det er det, vi arbejder henimod, men der er ubekendte. Det er mutationerne, der driller os, siger hun med henblik på de forskellige coronavarianter, der er kommet til Danmark.

- Men sigtet er selvfølgelig et Danmark uden restriktioner, hvor vi lever et helt normalt liv. Men vi skal ikke lyve for danskerne. Vi aner ikke, hvordan covid-19 kommer til at udvikle og forandre sig, fortsætter statsministeren.

Der er mulighed for, at nattelivet bliver genåbnet i 2021, lyder det fra Nils Strandberg Pedersen, som dog har et stort forbehold i sin vurdering.

- Ja, hvis der ikke kommer nye varianter, vil det kunne åbne, når vi er nået til vejs ende i vaccinerne. Så skal vi lige se tiden an derefter, så jeg tror, at nattelivet vil kunne åbne omkring 1. oktober.

Fremtiden er usikker for festivalen

Mens partilederne begge tror, det er realistisk, at der er mulighed for at holde stort bryllup med 80 gæster i juli, så er det straks værre for festivalerne.

Adspurgt om man kan tage på Smukfest, der ligger anden weekend i august, afviser statsministeren at forholde sig til det, da et ekspertudvalg lige nu undersøger, om det kan lade sig gøre at afvikle årets festivaler.

Jakob Ellemann-Jensen erklærer, at han super gerne vil på festival og håber på, at det vil blive muligt.

Den tidligere direktør for seruminstituttet tror ikke på, at venstreformanden kommer på festival til august.

- Det er jeg usikker på, da der stadig er ganske mange, der ikke er vaccineret. Jeg siger nej. Større festivaler vil tidligst være i oktober, siger Nils Strandberg Pedersen.

Han ser dog bryllup for 80 personer være muligt, hvis et tilstrækkeligt antal af gæsterne enten er vaccineret eller blevet testet indenfor 72 timer.

Rådet til at bruge afbestillingsforsikring

I forhold til danskernes feriedrømme er der blandede meldinger fra Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen.

Mens statsministeren ikke ville booke en rejse til Mallorca i juni, så håber Venstre-formanden på at kunne sole sig i det sydlige Europa allerede inden for de næste to måneder.

- Jeg er et optimistisk menneske. Jeg ser altid glasset som halvt fyldt og ikke halvt tomt, siger Ellemann-Jensen.

Selvom statsministeren ikke selv ville købe en billet, så foreslår hun, at hvis man absolut vil rejse, så skal man booke en rejse med afbestillingsforsikring, så man ikke står til at tabe alle sine penge.

Og det er nok en meget smart idé, lyder det fra Nils Strandberg Pedersen, der selv ville være bange for at miste sine penge, hvis han bookede en rejse i juni.

- Er man vaccineret, kan man nok godt tage af sted. Så er det også afhængig af de spanske myndigheder, men Mallorca har åbnet op for tyskerne, så det tror jeg, der er en mulighed for, siger han.

Omstridt vaccine kan blive frivillig

Stod det til Venstre-formanden, så ville AstraZeneca-vaccinen blive frivillig omgående, og han ville selv stille sig i køen til at få stikket.

- Det skal være muligt. Det er sundhedsmyndighederne, der godkender lægemidler i Danmark. Og det har de gjort, siger han og fortsætter:

- Kodimagnyler, p-piller og alle mulige andre ting, som også har bivirkninger, og dem indtager vi med den risiko, der er forbundet med det.

Mette Frederiksen er ikke afvisende for at lade det være frivilligt, men hun peger på, at det er sundhedsmyndighederne, der i sidste ende skal gøre det muligt.

- Det er myndighedernes vurdering, og så har vi en politisk diskussion på, om vi finder en vej til at gøre det frivilligt. Der afventer vi nogle forslag fra myndighederne til, hvordan det kan lade sig gøre, siger statsministeren.