Politik

Flertal klar til ophæve Messerschmidts immunitet

Politikeren fra Dansk Folkeparti bliver blandt andet tiltalt for misbrug af EU-midler. Han risikerer en fængselsdom, men afviser pure anklagerne.

Alle Folketingets partier er klar til at ophæve Morten Messerschmidts (DF) parlamentariske immunitet.

Det er konklusionen efter et møde i Folketingets Udvalg for Forretningsorden onsdag formiddag.

Næste skridt er nu, at folketingsmedlemmerne ved en afstemning formelt skal ophæve Dansk Folkepartis næstformands parlamentariske immunitet. Det sker formentlig i næste uge.

Tiltalt for misbrug af EU-midler

Morten Messerschmidt har været på dagsordenen i udvalget, fordi Anklagemyndigheden vil rejse tiltale mod ham i sagen om mulig misbrug af EU-midler i den såkaldte Meld og Feld-sag.

Konkret står Morten Messerschmidt til at blive tiltalt for misbrug af godt 100.000 kroner i forbindelse med et sommergruppemøde i Dansk Folkeparti i Skagen i 2015 samt dokumentfalsk.

Morten Messerschmidt afviser pure anklagerne, men risikerer en fængselsdom, hvis han kendes skyldig.

Han kan dog først komme for en dommer, når hans parlamentariske immunitet, der som udgangspunkt beskytter folketingsmedlemmer mod retsforfølgelse, er blevet ophævet. Og det er altså det, som Udvalget for Forretningsorden har taget første skridt til onsdag.

Dansk Folkeparti stemmer for

Morten Messerschmidts eget parti, Dansk Folkeparti, stemmer også for, at hans parlamentariske immunitet ophæves.

Partiets gruppeformand, Peter Skaarup, begrunder det med, at der er tradition for, at immuniteten bliver ophævet, når Anklagemyndigheden beder om det. Og så ønsker Morten Messerschmidt også selv, at det sker, forklarer Dansk Folkepartis gruppeformand.

- Beskyttelsen bliver ophævet, og så kommer sagen til at gå sin gang. Det er folkestyret bedst tjent med, og det er også derfor, alle partier bakker op, siger Peter Skaarup til TV 2.

Han kalder det "rigtig træls" at Morten Messerschmidt og dermed også Dansk Folkeparti skal igennem en retssag.

- Det her kommer til at tage noget fokus. Der er det så vores opgave som parti at arbejde videre med alle de politiske sager, som vi går op i, siger Peter Skaarup.

Adspurgt om Morten Messerschmidt kan fortsætte som næstformand for Dansk Folkeparti svarer han:

- Nu er man uskyldig, indtil man er dømt ved en domstol. Derfor er det rimeligt, at domstolen arbejder, og så ser vi, hvordan det udvikler sig.

Derfor er der immunitet

Folketingets formand, Socialdemokratiets Henrik Dam Kristensen, siger til TV 2, at folketingsmedlemmerne immunitet ikke er til for, at de skal kunne undslippe domme for eksempelvis spritkørsel og tyveri. Det handler om større demokratiske principper, siger han.

- Jeg tror, alle demokratier har den her beskyttelse. Det skal jo ikke være sådan, at folketingsmedlemmer kan blive retsforfulgt af en myndighed, fordi de har politiske ytringer. Så det er en god grundlovsrettighed, siger Henrik Dam Kristensen til TV 2.

Men når Anklagemyndigheden vælger at rejse en sag, er der tradition for, at Folketinget ophæver immuniteten. Det er er sket hele 45 gange tidligere. Her kan du se et udpluk af sagerne, der blandt andet handler om et folketingsmedlem, der tog en pistol med ombord på et fly, samt en, der lavede hærværk med gul maling.

Pistol og gul maling - se tidligere eksempler på ophævelse af immunitet

  1. 1972

    1. Pistol på fly

      I forbindelse med indrejse i Københavns Lufthavn i januar 1972 fandt toldere en pistol og ammunition hos det daværende socialdemokratiske folketingsmedlem Mogens Camre. Han fik efterfølgende ophævet sin parlamentariske immunitet og blev idømt en bøde på 1000 kroner for overtrædelse af våbenloven. Mogens Camre meldte sig en del år senere ind i Dansk Folkeparti.

  2. 1972

    1. Spritkørsel

      Det daværende radikale folketingsmedlem Per Gudme fik i 1972 ophævet sin parlamentariske immunitet på grund af spritkørsel og en efterfølgende færdselsulykke.

  3. 1974

    1. Skattesnyd

      Fremskridtspartiets stifter Mogens Glistrup fik ophævet sin parlamentariske immunitet en del gange. Første gang var i 1974 i forbindelse med en sag om skattesnyd.

  4. 1998

    1. Hærværk med gul maling

      Enhedslistens nuværende folketingsmedlem Jette Gottlieb fik i 1998 ophævet sin parlamentariske immunitet i forbindelse med en sag om hærvæk med gul maling på kantstensstrækninger.

  5. 2003

    1. Brixtofte-sagen

      Venstres daværende folketingsmedlem Peter Brixtofte fik i 2003 ophævet sin parlamentariske immunitet i forbindelse med sagen om mandatsvig i Farum Kommune, hvor han var borgmester.

  6. 2004

    1. Sex med mindreårig

      I forbindelse med en sag om sex med en mindreårig dreng fik Venstres daværende folketingsmedlem Flemming Opfeldt i 2004 ophævet sin parlamentariske immunitet i Folketinget. Han var tiltalt for flere forhold, men blev udelukkende dømt for at have haft sex med en 13-årig dreng.

  7. 2006

    1. Minister overså knallertkører

      Den konservative politiker Lene Espersen var justitsminister, da hun i 2006 fik ophævet sin parlamentariske immunitet. Det skete i forbindelse med en færdselsulykke, hvor hun overså en knallertkører.

  8. 2010

    1. Overtrædelse af racismeparagraf

      I 2010 fik Dansk Folkepartis Jesper Langballe ophævet sin parlamentariske immunitet. Det skete i forbindelse med en sag, hvor han efterfølgende blev dømt for overtrædelse af racismeparagraffen.

  9. 2015

    1. Venstre-politiker kørte for hurtigt

      Det seneste eksempel er fra 2015, hvor Venstres nuværende folketingsmedlem Thomas Danielsen fik ophævet sin parlamentariske immunitet. Det skete i forbindelse med en sag, hvor politiet målte ham til at have kørt 161 km/t, hvor det kun var tilladt at køre 130 km/t. Han blev idømt en betinget frakendelse af kørekortet samt en bøde.