Morten Messerschmidt står til at blive tiltalt for dokumentfalsk
Messerschmidt afviser at stille op til et interview, men fastholder i en video på Facebook sin uskyld.
DF's næstformand Morten Messerschmidt står til at blive tiltalt for dokumentfalsk.
Det kommer oven i tiltalen om uberettiget brug af EU-midler, som sidste uge kom til offentlighedens kendskab.
Tiltalen fremgår af en intern notits udarbejdet af Statsadvokaten For Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, også kaldet Bagmandspolitiet, som TV 2 er i besiddelse af.
Messerschmidt afviser anklager
TV 2 har forsøgt at få et interview med hovedperson Morten Messerschmidt, men han ønsker ikke at udtale sig.
Han henviser i stedet til en video delt på Facebook, hvor han selv bekræfter tiltalen, men samtidig afviser alle anklager.
- Jeg er en lille smule forbløffet over, at politiet altså også her er kommet frem til en noget anden konklusion, end jeg havde regnet med. Men det kommer vi til at tilbagevise, siger Morten Messerschmidt i videoen.
Immunitet skal ophæves
Sagen om svindel med EU-midler rækker tilbage til 2016, hvor den daværende EU-parlamentariker blev meldt til politiet for mulig svig med offentlige midler i Meld og Feld.
I 2019 afsluttede EU’s antisvindelenhed, Olaf, undersøgelsen af forløbet og afleverede sin indstilling til Bagmandspolitiet (SØIK), som siden har efterforsket sagen.
Folketinget skal nu formelt give samtykke til, at der rejses tiltale mod Messerschmidt. Det skyldes, at folketingspolitikere er beskyttet af immunitet.
I praksis giver Folketinget altid samtykke til tiltale.