Fodbold

Joy Mogensen om mulig ny fodboldliga: - Man skal have respekt for fællesskabet

Klubberne kan ikke blive ved med at sidde opråb fra forbund og politikere overhørig, mener kulturministeren. Politisk indgreb kan blive nødvendigt.

De 12 europæiske storklubber, der vil etablere en ny liga, er samtidig i færd med at save grenen væk under sig.

Sådan lyder det fra kulturminister Joy Mogensen (S), som nu reagerer på den opsigtsvækkende nyhed, der blandt andet kaldes en "krigserklæring" og et "angreb på den europæiske fodboldstruktur".

Det virker som om, at det mere handler om penge end om det sportslige

Joy Mogensen (S), kulturminister

- Det er helt i orden at kunne se en god forretningsidé. Men når en del af ens forretningsidé er at spille på noget, der er så identitetsbærende, så samfundssammenkittende, som idræt kan være, så vil man også møde de reaktioner, de får fra den danske regering nu, siger hun og tilføjer:

- Det er jo ikke organisationerne i sig selv, der er fantastiske. Det er følelsen af at være en del af en kæmpe bevægelse, som er med til at bære ens identitet, der er grundlaget for deres forretning.

Men er sandheden ikke, at de klubber her er fuldstændig ligeglade med fodboldforbund og politikere som dig?

- Det mener jeg ikke, at de kan blive ved med at være. Fordi det er jo lige præcis den tid, vi lever i nu, hvor vi måske for længe har sagt: "Sådan er det jo", siger Joy Mogensen.

Hun nævner kommercialisering, internationalisering og globalisering som nogle af de ting, klubberne tager for givet.

- Men den frihed, der giver de muligheder, er bygget på demokratiske rettigheder, siger Joy Mogensen til TV 2.

Sagen kort

12 store europæiske fodboldklubber planlægger at stifte en ny turnering med navnet Super League.

Aftalen inkluderer Manchester United, Manchester City, Liverpool, Arsenal, Chelsea, Tottenham, Real Madrid, Barcelona, Atlético Madrid, Inter, Juventus og AC Milan.

Udbryderturneringen skal spilles midt på ugen og have i alt 20 hold med, hvoraf 15 af dem skal være medstiftende hold. Dermed søger klubberne tre yderligere tre medstiftende hold. De sidste fem hold skal kvalificere sig for at være med.

Manglende respekt for fællesskabet

Den danske kulturminister er dog ikke blind for sagens alvor.

Hun kalder det "dybt problematisk" og et udtryk for en bekymrende kommercialisering, som ifølge ministeren sniger sig ind i både kultur- og idrætslivet.

- Det virker som om, at det mere handler om penge end om det sportslige. Om fællesskabet. Om det der samler os, siger hun.

Dermed tilslutter Joy Mogensen sig koret af europæiske kollegaer, herunder Boris Johnson, som i løbet af dagen har reageret på nyheden:

- Man skal have respekt for fællesskabet. Det er det, sporten også lærer os.

Magien forsvinder

Argumenter om at en ny liga vil gavne fodbolden verden over og skabe fodboldsoplevelser i verdensklasse, køber kulturministeren imidlertid ikke.

For nogle af de bedste fodboldoplevelser kommer gennem overraskelserne, siger hun og refererer til EM-triumfen i 1992.

- De overraskelser er jo også med til den menneskelige, samfundsmæssige fortælling, som også viser, hvad idrætten kan. Når det bliver så kommercielt, så styret, hvor det virkelig bare er profitoptimering, så går noget af den magi jo væk, siger hun.

Nye politiske indgreb kan blive nødvendige

Kulturministeren vil nu gå til sine europæiske kollegaer og drøfte, hvad de reelt kan stille op, hvis de 12 storklubber vælger at gå videre med deres planer.

Hun nævner blandt andet statslig støtte til sportslig integritet og opbakning til DBU som nogle af de politiske værktøjer, der på nuværende tidspunkt kan tages i brug.

Om det kan stå alene er endnu uvist. Men kulturministeren appellerer til en politisk samtale om, hvilke nye redskaber der kan blive nødvendige.

- Der må være nogen, der også tager ad notam, hvor mange regeringer der stiller sig frem nu og siger: "Hallo. I er blevet så store på grund af det kæmpe følgeskab, I har, fordi I er eliten i et kæmpe økosystem. Hvis I begynder at adskille jer fra det økosystem, så er I jo ikke en del af fællesskabet længere", siger Joy Mogensen.