Politik

Fortsat uenighed om AstraZeneca - byttehandel med andre lande på tale

Ifølge Magnus Heunicke er regeringen lige nu i dialog med flere andre lande om muligheden for at bytte de kasserede AstraZeneca-vacciner til Pfizer.

Da Folketingets sundhedsordførere mandag eftermiddag var samlet, var det blandt andet for at drøfte, hvad der skal stilles op med de 270.000 doser af Vaxzevria (tidligere AstraZeneca, red.), der befinder sig i Danmark, men ikke længere indgår i vaccineprogrammet.

Der blev dog ikke truffet nogen afgørelse under mødet, der var sat til at slutte klokken 15.30. Det viste sig ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) at være mere kompliceret, end hvad nogle måske først havde antaget:

- Der er nogle klare udfordringer. Og jeg vil ikke i dag sige, om det er realistisk, siger han.

Samtidig lyder det fra ministeren, at regeringen lige nu undersøger muligheden for at bytte AstraZeneca-vaccinen med andre landes Pfizer-vacciner. Præcis hvilke lande der er tale om, ønsker ministeren ikke at komme ind på.

En eventuel bytteaftale kan dog først komme plads, når der træffes politisk beslutning om, hvad der skal ske med de kasserede AstraZeneca-vacciner.

- Det er ikke enten eller. Jeg tror, vi ender med at have flere forskellige elementer sat sammen, siger Magnus Heunicke.

Heunicke vil ikke stå i vejen

Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige gjorde det allerede sidste uge klart, at de ønsker at lade det være op til den enkelte dansker at afgøre, hvorvidt man vil trodse Sundhedsstyrelsens anbefalinger og lade sig vaccinere med AstraZeneca-vaccinen.

Andre, herunder regeringen, var mere tøvende. Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skyldtes det, at de først ville se Sundhedsstyrelsen vurdering af, hvordan en model for forslaget om frivillighed i givet fald burde se ud.

Nu, hvor forslaget er fremlagt, lyder det fra ministeren, at han ikke vil stå i vejen, hvis nogle danskere finder det interessant at få vaccinen.

- Men det kræver altså, at vi har en bred politisk aftale om det, og at vi får svar på alle de spørgsmål, der stadig er, siger Magnus Heunicke efter dagens møde.

Skal ordineres af lægen

TV 2 har set anbefalingerne, der blandt andet går på, at vaccinen bør ordineres af de praktiserende læger efter en personlig samtale, hvor risici, fordele og ulemper nøje afvejes.

Flere gange i det syv sider lange oplæg understreger styrelsen, at brug af vaccinen ikke sker på deres anbefaling.

De vurderer blot, at det vil være muligt at lave en frivillig model, men at det ikke vil batte meget i det store vaccineregnskab.

K efterlyser flere svar

Efter oplægget fra Sundhedsstyrelsen ser det imidlertid ud til, at mindst en af de i alt tre fortalere for den frivillige model er begyndt at trække en smule i land.

Den konservative sundhedsordfører Per Larsen siger efter mødet, at partiet ikke længere står "hårdt på, at det her absolut skal gennemføres".

- Den rapport, vi har set i dag, viser jo en del logistiske udfordringer, og samtidig siger den, at der vil komme et øget pres på sundhedsvæsenet, så der er samlet set en række ting, der skal undersøges, siger han.

Sundhedsstyrelsen er nu blevet bedt om at afklare en række spørgsmål. Herunder blandt andet om de praktiserende læger overhovedet ønsker at påtage sig opgaven.