Politik

Kofod fortørnet over Bestsellers brug af fabrikker i Myanmar

Militæret sidder på magten i Myanmar. Ifølge FN-rapport ejes fabrikker, som Bestseller bruger, reelt af militæret.

To af de fabrikker, som den danske tøjgigant Bestseller har brugt i Myanmar de senest år, samarbejder ifølge en FN-rapport med militæret i landet.

Og det kan få konsekvenser, siger Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), til Politiken. Han er stærkt fortørnet over samarbejdet.

- Jeg vil gerne gøre det helt klart, at jeg mener, at det er stærkt problematisk, hvis Bestseller vælger at få produceret tøj på fabrikker, der ifølge FN er kontrolleret af militærdiktaturet i Myanmar, siger han til avisen.

Militæret tog magten i landet 1. februar. Siden er over 700 civile blevet dræbt af sikkerhedsstyrker i forbindelse med demonstrationer.

Samarbejdet stopper

Det er tøjfabrikker i industrizonen Ngwe Pinlae, som er problemet. Zonen er nemlig ifølge en FN-rapport fra 2019 reelt ejet af militæret.

Mandag vil EU på et møde for unionens udenrigsministre ifølge avisen indføre sanktioner mod industrikonglomeratet Myanmar Economic Holdings Limited (Mehl), som militæret ejer - ligesom også USA har gjort.

Tre fabrikker, som Bestseller har brugt de seneste år, ligger i Ngwe Pinlae. To af dem beskyldes i FN-rapporten for at have forbindelser til netop Mehl.

- Nu må vi se, hvor langt vi når, men det er klart, at når yderligere sanktioner er på plads, så forventer jeg, at danske virksomheder også efterlever sanktionerne, siger Jeppe Kofod til Politiken.

Den danske tøjgigant fortæller til avisen, at det allerede inden kuppet blev besluttet ikke at placere ordrer i Myanmar.

Samarbejdet stopper altså, når de eksisterende ordrer er leveret. Det kan dog genoptages, når det er "etisk forsvarligt".

- Vi har fået udarbejdet uafhængige undersøgelser, som foreløbig ikke viser tegn på, at de tre fabrikker betaler penge til Mehl, oplyses det.