- Jeg er selvfølgelig uenig i, at vi har gjort noget ulovligt, siger Messerschmidt

Morten Messerschmidt afviser at have begået noget kriminelt. Han mener selv, at han kan fortsætte som næstformand i DF, mens sagen pågår.

Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, fastholder sin uskyld i sagen om svindel med EU-midler.

Det siger han i et interview med TV 2, efter det torsdag er kommet frem, at Bagmandspolitiet vil tiltale ham for svindel med EU-midler i Meld og Feld-sagen.

- Jeg er selvfølgelig uenig i, at vi har gjort noget ulovligt, og glæder mig derfor til at kæmpe den sag ved retten, siger han.

Messerschmidt tiltales for misbrug af godt 100.000 kroner i forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Skagen i 2015, oplyser forsvarsadvokat Peter Trudsø. Ifølge advokaten tiltales Messerschmidt efter Straffelovens § 289 a, der kan give op til 1 år og 6 måneders fængsel.

Anklagemyndigheden bekræfter, at Rigsadvokaten har indstillet til, at Folketinget giver samtykke til at rejse tiltale mod "et medlem af Folketinget i den såkaldte Meld og Feld-sag".

- Der er ikke begået noget kriminelt

Sagen har stået på i flere år, og Messerschmidt er "tilfreds med, at der nu sker noget".

- Det har været enormt belastende at gå rundt med en hel sværm af anklager, som pressen har skrevet om. Nu er det zoomet ind til et bestemt punkt, siger han.

Morten Messerschmidt, du er anklaget for at have camoufleret et DF-sommergruppemøde som en EU-konference. Hvorfor gjorde du det?

- Det gjorde jeg heller ikke. Det er jo det korte svar, al den stund at jeg mener, at det her skal ende med en frifindelse.

Når man kigger på dagsordenen for sommergruppemødet, blev der diskuteret en hel masse indenrigspolitik i dansk politik, og så der et lille punkt, hvor du orienterede om EU-spørgsmål. Så er man vel ikke berettiget til 98.000 kroner i EU-støtte?

- Amen det er ikke den rigtige fremlægning. Du har sikkert læst for meget EB.

Hvad er den rigtige fremlægning så?

- Den skal du nok få lov til at høre. Nu samler vi lige blikket her og fokuserer på, hvad det egentlig er, jeg bliver tiltalt for, og så skal vi nok køre sagen med henblik på frifindelse.

Hvorfor vil du ikke forklare, hvad der er op og ned? Når man kigger på dagsordenen, som Ekstra Bladet har beskrevet, kan man se, at EU fylder meget, meget lidt. Så jeg spørger lige igen. Så er man vel ikke berettiget til at få 98.000 kroner i EU-midler?

- Det vurderede vi, da vi fik det godkendt i Meld.

Var det en fejl?

- Nej, altså jeg mener jo ikke, at der er begået noget kriminelt. Det har jeg holdt fast i hele vejen igennem.

Det kan jeg ikke lige kvantificere

Morten Messerschmidt, næstformand i DF

Men hvorfor skulle EU-borgerne betale for en konference, der stort set intet havde at gøre med EU?

- Nu tror jeg ikke, at du var med på konferencen.

Jeg har set dagsordenen, og der fylder EU ingenting. Er det korrekt?

- Nej, jeg tror, at der er nogle ting, du ikke har set. Og det gode er, at det kommer til at blive fremlagt.

Hvor meget fyldte EU på det sommergruppemøde?

- Det kan jeg ikke lige kvantificere. Men nok til, at vi i hvert fald fik godkendt i Meld-sekretariatet, at en del kunne være EU-finansieret. Det er så 98.000 kroner, og i lyset af alle de ting, jeg har skullet stå på mål for at have unddraget fællesskabet, er det trods alt til at overskue.

Du er medlem af et parti, som slår på, at EU skalter og valter med danskernes penge. Nu er du tiltalt for at gøre det samme. Hvordan hænger det sammen?

- Det er jo et interessant perspektiv. Men man kan jo også kigge på andre partier, som har betalt penge tilbage, hvor der ikke har været den samme nidkære interesse. Men alt det kommer vi ind på senere.

Gruppen skal afgøre næstformand-fremtid i DF

Morten Messerschmidt har været næstformand for Dansk Folkeparti siden august sidste år. Han henviser til, at det er op til folketingsgruppen, om han kan fortsætte på den post, så længe sagen pågår.

- Sidst, jeg tjekkede i retsplejeloven, er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist, siger han.

Han mener selv, at han kan fortsætte som næstformand.

- Ja, så længe folketingsgruppen har tillid til mig. Det er klart, at hvis nogen har et ønske om noget andet, tager jeg det til efterretning, siger han.

Adspurgt, om han kan fortsætte som næstformand, hvis han ender med at blive dømt, svarer han:

- Nej, men altså, hvis jeg får en tagsten i morgen, kan jeg jo heller ikke. På den måde kan man jo stå med alle mulige hypoteser.

- Mit udgangspunkt er, at jeg bliver frifundet. Derfor sidder jeg jo ikke og tænker på, hvad der sker, hvis jeg bliver dømt for et eller andet.