Politik

Enhedslisten inden afgørende samråd: - Kofod hænger i en tynd tråd

Havde udenrigsministeren kendskab til en række afsløringer bragt i Ekstra Bladet, burde han have givet dem videre til Folketinget, mener Enhedslisten.

Udenrigsminister Jeppe Kofods (S) fremtid er på spil, når han fredag skal stå skoleret og svare på spørgsmål i sagen om børn med dansk tilknytning i fangelejre i Syrien.

- Kofod hænger i en tynd tråd, konstaterer Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund.

Hun har sammen med partifællen Søren Søndergaard indkaldt udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen (S) i samråd fredag eftermiddag.

Vi afholder det her samråd for at få svar på, om regeringen har tilbageholdt oplysninger for Folketinget

Rosa Lund (Ø), retsordfører

Ministrene skal forklare, hvorfor Folketinget ikke er blevet orienteret om angiveligt meget alvorlige sikkerhedsvurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste angående børnene i lejrene.

Ifølge Ekstra Bladet indeholder sikkerhedsvurderingerne blandt andet oplysninger om, at terrororganisationen Islamisk Stat har smuglet børn ud af fangelejrene i Syrien, og at Islamisk Stat skulle have planlagt at smugle yderligere 350 børn ud for at træne dem til at udføre terrorangreb i deres hjemlande.

- Det er så afgørende oplysninger, at hvis Kofod havde vidst noget om det, skulle han have delt dem med Folketinget. Vi afholder det her samråd for at få svar på, om regeringen har tilbageholdt oplysninger for Folketinget eller ej, siger Rosa Lund.

Børn og mødre i de to fangelejre i Syrien

  • Udenrigsministeriet har kendskab til, at der i de to nordsyriske fangelejre al-Hol og al-Roj er 19 børn af eller knyttet til danske eller tidligere danske statsborgere. De er der sammen med deres seks mødre, som alle har givet udtryk for, at de ønsker at komme til Danmark.
  • Børnene er mellem 1 og 14 år. Ni af dem er født i Danmark, og de ti yngste er født i konfliktzonen. Ifølge Udenrigsministeriet er den danske indfødsret for de ti børn født i konfliktzonen "ikke fastslået".
  • Ni af børnene opholder sig i den hårdeste af lejrene, al-Hol. 
  • Tre af de seks mødre har fået frataget deres danske statsborgerskab administrativt.
  • De tre mødre, som er danske statsborgere, er afskåret fra bistand fra Udenrigstjenesten.

Kilder: Berlingske og Udenrigsministeriet.

Vil "øjeblikkeligt" indkalde til gruppemøde

Under fredagens samråd bliver det helt afgørende spørgsmål derfor, om Jeppe Kofod var orienteret om sikkerhedsvurderingerne eller ej.

- De oplysninger har indflydelse på den diskussion, der kører, i forhold til om det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at lade børnene blive dernede eller tage dem hjem. Hvis han har siddet med de oplysninger uden at videregive dem til Folketinget, er det en ekstremt alvorlig sag, siger Søren Søndergaard og tilføjer:

- Hvis han havde de oplysninger, er det klart, at så burde han have givet dem videre til Folketinget, og så kan vi ikke have tillid til ham.

Vælger Enhedslisten at trække deres støtte til udenrigsministeren, har han ikke længere et flertal bag sig og bliver derfor nødt til at gå af.

Hvis udenrigsministeren havde kendskab til sikkerhedsvurderingerne, eller hvis han ikke svarer på spørgsmålet, vil Enhedslisten "øjeblikkeligt indkalde til gruppemøde", siger Søren Søndergaard.

Kun hvis ministeren kan svare klart nej til at have kendskab til sikkerhedsvurderingerne, er situationen en anden.

- Men så rejser der sig en ny diskussion om, hvorfor fanden han ikke havde de oplysninger, siger Søren Søndergaard.

Lyn-analyse

Det her er en alvorlig sag for Jeppe Kofod. Hvis det viser sig, at han har haft kendskab til indholdet i den her sikkerhedsvurdering og ikke har orienteret Folketinget om den, risikerer han at blive væltet som minister. Det er det centrale spørgsmål på dagens samråd. Han har tidligere afvist at svare klart. Kan han ikke det i dag, brænder jorden under ham. 

Radikale og SF har ikke gjort boet op

Regeringens to andre støttepartier, Det Radikale Venstre og SF, er foreløbigt afventende i forhold til Kofods fremtid som minister.

- Vi kommer ikke til at konkludere på vores tillid til nogen ministre, før denne her proces er til ende, og vi forhåbentligt har fået de danske børn hjem. Det forventer vi, at den er i maj måned. Vores vigtigste mål er at få børnene hjem, siger udenrigsordfører Martin Lidegaard (R).

Kort før påske gik de to støttepartier med i en bred aftale med regeringen og flere blå partier om at nedsætte en taskforce, der inden 15. maj skal have undersøgt, om det er muligt at hente børnene til Danmark uden deres mødre og i så fald hvordan.

Det har været et utilfredsstillende forløb, hvor vi har skullet læse mange ting i pressen

Karina Lorentzen (SF), retsordfører

SF lægger også vægt på, at det først og fremmest er vigtigt at få børnene hjem. Foreløbigt har partiet tillid til ministeren.

- Men nu må vi se, hvad der bliver sagt på samrådet. Jeg skal jo ikke sige, om der opstår noget, som vi er nødt til at reagere på. Det har været et utilfredsstillende forløb, hvor vi har skullet læse mange ting i pressen, siger retsordfører Karina Lorentzen (SF).

- Jeg tror ikke, at vi har gjort boet op. Det er alvorligt og vigtigt at få forklaringer på, hvad der er op og ned, og så må vi jo se derhen ad, siger hun.

Lyn-analyse

Radikale og SF er med i aftalen om den taskforce, der skal undersøge, om børnene han hentes hjem uden deres mødre. Det har taget brodden af deres kritik, indtil det er afklaret, om det juridisk kan lade sig gøre. Den aftale er Enhedslisten ikke med i. Partiet mener, det er spild af tid og en syltekrukke, fordi de tidligere juridiske vurderinger sætter spørgsmålstegn ved, om man alene kan hente børnene hjem. Derfor gør Enhedslisten alt, hvad de kan, for at holde presset på Jeppe Kofod. 

Regeringen afviser at have tilbageholdt oplysninger

Udenrigsminister Jeppe Kofod har tidligere afvist, at regeringen skulle have tilbageholdt oplysninger for Folketinget.

- Helt grundlæggende kan jeg sige, at den her regering lægger vægt på et godt samarbejde, og vi har ikke besluttet på nogen måde ikke at forholde nævnet nogle oplysninger, som har været i pressen, sagde udenrigsminister Jeppe Kofod efter et ekstraordinært møde i Udenrigspolitisk Nævn 19. marts.

Udenrigsministeren, forsvarsministeren og justitsministeren var hasteindkaldt til mødet i Udenrigspolitisk Nævn som følge af oplysningerne om sikkerhedsvurderingerne i Ekstra Bladet.

Folketingets partier kom ud fra mødet med hård kritik mod regeringen, som ifølge partierne ikke havde gjort dem klogere på sagen.

Samrådet, der kan ende med at blive afgørende for Kofods fremtid, begynder klokken 14.15.