Politik

Personalechef stopper efter skandale i Fredericia

En advokatundersøgelse har konkluderet, at den tidligere borgmesters boligprojekt gav anledning til en politianmeldelse.

Den meget omtalte skandalesag i Fredericia Kommune får nu nye konsekvenser.

Efter knap 20 år på posten som ansat i kommunen fratræder økonomi- og personalechef Tommy Abildgaard nu sin stilling.

Det skriver Fredericia Dagblad.

- Det er besluttet i forlængelse af de interne afdækninger, at Tommy Abildgaard fratræder som økonomi- og personalechef i Fredericia Kommune, siger Fredericias kommunaldirektør Camilla Nowak til avisen.

I marts blev forhenværende kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe bortvist efter en afdækning af en række kritisable forhold. Den tidligere borgmester, Jacob Bjerregaard (s), der i høj grad er omdrejningspunkt i sagen, forlod politik i december.

En politianmeldelse og en mulig affære

Der er gået lige over en måned, siden konklusionerne på Advokatfirmaet Hortens lange undersøgelse af sagen kom frem 12. marts.

Advokatfirmaet nåede frem til, at borgmester Jacob Bjerregaards boligprojekt på en eftertragtet grund med havudsigt gav anledning til en politianmeldelse.

Men ikke nok med det, så pegede undersøgelsen også på, at der muligvis var en affære mellem eksborgmesteren og forhenværende kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe. En mistanke som ifølge advokatfirmaet bag undersøgelsen burde undersøges af politiet.

Det var advokaternes indtryk, at de to kommunale spidser muligvis havde skjult vigtige oplysninger om deres relation for byrådet i Fredericia.

Det vil ifølge advokatundersøgelsen være dybt problematisk og give habilitets problemer.

Salg af byggegrund var ulovlig instruks

Salget af grunden på Argentinervej blev styret af Fredericia Kommune, og det var også kommunen, der gav instruks til at den skulle sælges til borgmesteren.

Derfor handlede kommunen ulovligt, og ikke nødvendigvis Jacob Bjerregaard.

Men det fremgik også af undersøgelsen, at den ulovlige instruks formentlig skyldtes hensynet til borgmesterens interesse i grunden.

Både sagen om borgmesterens bolig, den mulige affære med kommunaldirektøren og kommunens ulovlige instruks er ved at blive efterforsket af politiet.