Fransk producent skal levere nye eltog for 20 milliarder til Danmark

De nye tog er både hurtigere, grønnere og mere lydløse end de nuværende IC3-tog.

Det bliver den franske togproducent Alstom, der skal levere 100 nye elektriske togsæt til DSB fra 2024.

Det oplyser Transportminister Benny Engelbrecht (S) på et pressemøde mandag eftermiddag. Bag aftalen står Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.

Alstom har vundet et udbud, der blev sat i gang under VLAK-regeringen i 2018, og skal levere eltog til en samlet værdi inklusiv vedligehold af op mod 20 milliarder kroner.

- Det her er en kæmpe stor dag. Det kan næsten ikke blive større, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) om aftalen.

Hurtigere og grønnere tog

De nye elektriske tog skal erstatte de nuværende IC3-tog og de skandaleramte IC4-tog, der begge kører på diesel. Togene vil efter planen være fuldt indfaset på det danske jernbanenet i 2030 og vil både være mere lydløse og grønnere end de nuværende dieseltog.

Med en hastighed på op til 200 km/t vil de nye tog også kunne køre hurtigere end de nuværende IC3-tog, der når op på 180 km/t.

De kan også accelerere dobbelt så hurtigt som IC3-togene.

Visualisering af de nye tog. Video: Michelle Birch Johansen

Frygter ikke ny IC4-skandale

De nye tog fra Alstom er modsat IC4-modellen fra den italienske producent AnsaldoBreda et standardtog og ikke et, der skal specialfremstilles. Det er ifølge Liberal Alliances transportordfører, Ole Birk Olesen, en stor fordel.

- Toget kører allerede i forvejen ude på forskellige europæiske baner, så vi ved, at det er et tog, der kan finde ud af at køre. Så vi får ikke en ny IC4-skandale, vi får et rigtig godt tog, siger Ole Birk Olesen.

Han hæfter sig også ved, at Alstom kommer til at stå for vedligholdelsen.

- Så hvis de har leveret et tog, der ikke kører godt nok, så er det dem og ikke de danske skatteydere, der tager regningen.

Leverer allerede tog til Danmark

Alstom er især kendt for at producere de franske højhastighedstog TGV, men de har også leveret over 650 tog til Danmark.

Det drejer sig blandt andet om S-tog til hovedstadsområdet og flere regionaltog rundt om i landet.

De nye tog skal køre mellem landsdelene, hvor de skal være med til at realisere ambitionen om hurtigere transporttid mellem de store byer. Men togene skal også bruges i en stor del af regionaltrafikken på den statslige jernbane.

Med i skandaleramt signalsystem

Alstom er dog ikke kun kendt for at levere velfungerende tog i Danmark. Den franske virksomhed er også leverandør på det skandaleramte nye signalsystem i Danmark.

Fagmediet Ingeniøren har tidligere beskrevet, at Alstom er ”den væsentligste enkeltårsag til en syv år lang forsinkelse af de nye signaler på den danske jernbane”. Og både politikere og Banedanmark har skældt voldsomt ud på Alstom.

Direkte adspurgt, om det giver anledning til bekymring, svarer transportminister Benny Engelbrecht afværgende og siger, at Alstom ikke er den eneste leverandør til det skandaleramte nye signalsystem.