Politik

Man skal passe på med at undervurdere Lars Løkke Rasmussen, lyder det fra de konservative

Politisk kommentator Hans Engell vurderer, at den tidligere statsministers nye parti vil minde om Radikale Venstre.

- Mit klare udgangspunkt er, at Danmark har rigeligt med partier, så det er ikke min ambition. Jeg håber snarere, at mit eget parti finder den vej frem, som jeg tror på.

Sådan lød det i august fra Lars Løkke Rasmussen, da han endnu var medlem af Venstre. Siden har han meldt sig ud af partiet, stiftet et politisk netværk, og i går bekræftede han så i en klumme på bt.dk, at han danner et nyt parti.

Her skrev han blandt andet, at ambitionen er at skabe "fremdrift og forandringer i et krydsfelt mellem en blå blok, der martres af værdipolitikken og en rød blok, der hænger fast i et fortidigt syn på individ og stat".

- Man skal passe på med at undervurdere ham

I Det Konservative Folkeparti har politisk ordfører Mette Abildgaard ikke ligefrem talt dage til nyheden.

- Det var ikke sådan, at jeg vågnede op i morges og tænkte: "Gud, Danmark har brug for endnu et parti", siger hun.

Dog kalder den politiske ordfører Lars Løkke Rasmussen for en ”dygtig og kompetent politiker”, som tidligere har vist sig som ”en rigtig fighter”.

- Man skal passe på med at undervurdere ham, siger hun.

Har skåret partistiftelsen til efter salami-metoden

Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti, mener grundlæggende ikke, at der er brug for et nyt parti i blå blok.

- Men Lars Løkke Rasmussen er en fighter og en selviscenesætter. Han forstår at sætte sig selv i centrum, siger Thulesen Dahl.

Nyheden om Lars Løkke Rasmussens politiske projekt har også været undervejs et stykke tid på rygtebasis. Og det det ikke nogen tilfældighed, men en klar kalkule fra den tidligere Venstre-høvdings side.

- Lars Løkke Rasmussen har forstået at skære den nyhed til efter salamimetoden, så den er kommet lidt efter lidt. På den måde er han god til at holde sig varm og hele tiden sætte sig selv i centrum, siger DF's formand.

Håber på stram udlændingepolitik

Mette Abildgaard siger, at det er op til vælgerne at vurdere, om der er plads til endnu et nyt parti.

Men hvis den tidligere statsminister kan få sit parti i Folketinget, ser Mette Abildgaard frem til at samarbejde. Dog er hun især spændt på det nye partis politik på udlændingeområdet.

- Jeg håber dæleme, at vi ser en stram udlændingepolitik, som også var det, Lars Løkke Rasmussen stod for som statsminister, siger hun.

Hun mener, at Lars Løkke Rasmussens kan have rykket sig på det punkt. Det har hun set i hans klummer på bt.dk og hans måde at stemme på i Folketingssalen.

- Jeg frygter, at vi kommer til at se en light-udgave af Radikale Venstre. Det er ikke godt for Danmark, og det er ikke det, vi har brug for.

Bejler til midterpartiernes vælgere

Ifølge Hans Engell, politisk kommentator på TV 2, er det da netop også Radikale Venstre, som det nye parti kommer til at minde mest om.

Han vurderer generelt, at partiet vil bejle til nogle af de samme vælgere som partierne omkring midten.

Lars Løkke Rasmussen har flere gange slået på tromme for at tænke mindre i forudindtaget blokpolitik.

- Jeg synes, at der er brug for samling på midten, sagde han i januar efter at have meldt sig ud af Venstre.

Og da han få dage senere stiftede sit politiske netværk, uddybede han, at han var træt af en politisk kultur, "hvor en idé per definition er dårlig, hvis den er udtænkt af en politisk modstander".

Hvem vil han pege på?

Men hvor står så egentligt Lars Løkke Rasmussen med sit nye parti, hvis han kommer i Folketinget? Hvem vil han pege på som statsminister?

- Det er svært at se ham pege på Jakob Ellemann-Jensen. Han har lige forladt hans parti. Og jeg kan slet ikke se ham pege på Mette Frederiksen, som han har kritiseret ekstremt skarpt i forhold til både coronapolitik og på anden vis, siger Hans Engell.

Den politiske kommentator vurderer derfor, at Lars Løkke Rasmussens nye parti vil satse på et samarbejde, der eksempelvis omfatter de radikale.

- Og samtidig vil de jo så komme til at konkurrere, fordi de ligger tæt på hinanden, siger han.

- Løkke har noget x-faktor

Spørgsmålet er nu ifølge Hans Engell, om der er plads til Lars Løkke Rasmussens nye parti. Det er ikke, fordi danskerne mangler politiske muligheder, når de skal sætte kryds. Men "Løkke har noget x-faktor", siger Hans Engell.

- Men vil vælgerne opfatte det, som om Løkke vil have evigt liv i politik, eller at det er et parti, der kan tilføre noget nyt?

Herunder kan du se en tidslinje over Lars Løkke Rasmussens vej fra Venstre-formand til stifter af det nye parti.

Vejen til Lars Løkke Rasmussens nye parti Moderaterne

  1. 2019

    1. Udgiver bogen 'Befrielsens øjeblik'

      Midt under valgkampen - med 20 dage til valget - udgav Lars Løkke Rasmussen en bog, hvor han åbnede for muligheden for række over midten og danne en ny regering med Socialdemokratiet. Det kom som konsekvens af partier på højrefløjen med for vidtgående holdninger til Lars Løkke Rasmussens smag.

      I bogen skriver han om et muligt samarbejde med Mette Frederiksen sådan her:

      - Der er naturligvis nogle dilemmaer i det her; men samtidig er der for mig ingen tvivl om, at det er et rigtigt forslag.

    2. Færdig som formand

      Han trak sig fra posten som formand i partiet Venstre efter et højdramatisk forretningsudvalgsmøde i Brejning dagen forinden. I samme ombæring trak også daværende næstformand Kristian Jensen sig.

  2. 2020

    1. Udgiver bogen 'Om de fleste og det meste'

      Her fortæller Lars Løkke Rasmussen om et langt liv i politik og de skæbnesvangre dage, hvor formandskabet gled mellem fingrene på ham. Med udgivelsen stod det klart, at han var på jagt efter et nyt ståsted. Men ikke hvilket: 

      - Jeg er stadig i tvivl (…) Dog ikke om, at valget snart må træffes. Jeg kan mærke, at det er tæt på, skrev han.

  3. 2021

    1. Melder sig ud af Venstre

      Få timer efter Mette Frederiksens nytårstale meddelte den tidligere statsminister og partiformand, at han efter 40 års medlemskab af Venstre meldte sig ud. Han fortsatte dog i Folketinget som løsgænger og lod derfor spekulationerne fortsætte om, hvad der nu skulle ske.

    2. Starter politisk netværk

      Det politiske netværk fik navnet Det Politiske Mødested, og Lars Løkke Rasmussen beskrev det selv som et "forpligtende politisk netværk". 

      - Jeg har lyst til at tænke anderledes, handle anderledes og være den, jeg er – men på en ny måde, skrev han på sin dengang nystartede hjemmeside larsloekke.dk. På få dage meldte 10.000 sig ind i netværket.

    3. Ansætter kommunikationschef

      Tidligere tv-vært og nuværende journalist, foredragsholder og rådgiver Jeppe Søe bliver ansat som kommunikationschef I Løkkes politiske netværk.

    4. Netværk skal blive til parti

      I en video på Facebook siger han, at han ønsker, at hans politiske netværk bliver et parti.

      - Det er min bestemte ambition, at det her skal blive til et politisk parti, hvis ellers det indledende arbejde her over foråret viser, at det har bæreevne, siger han i videoen.

    5. Jakob Engel-Schmidt bliver sekretariatschef

      På Facebook offentliggør Lars Løkke Rasmussen og tidligere folketingsmedlem i Venstre Jakob Engel-Schmidt, at Engel-Schmidt fra 1. maj skal være sekretariatschef for det politiske netværk.

    6. Bekræfter nyt parti

      Efter længere tids spekulation bekræfter Lars Løkke nu endegyldigt, at han danner et egentligt nyt parti. Det gør han i sin klumme på bt.dk. 

      Han skriver, at ambitionen er at skabe "fremdrift og forandringer i et krydsfelt mellem en blå blok, der martres af værdipolitikken og en rød blok, der hænger fast i et fortidigt syn på individ og stat".

      Det er endnu uvist, hvad partiet skal hedde, og hvem der eventuelt kommer til at stille op til folketingsvalg for partiet.

    7. Afslører, at partiets navn er Moderaterne