Politik

Kofod kalder Tyrkiets behandling af von der Leyen "barnlig opførsel"

"Diktator" vil Jeppe Kofod ikke kalde Erdogan, men han vil fortsætte med at "tale dunder" til den tyrkiske præsident.

Det så "meget mystisk ud", da kommissionsformand Ursula von der Leyen måtte se sig om efter en stol hos Tyrkiets præsident Erdogan ved et møde i Ankara tirsdag i denne uge.

Tyrkiet under Erdogan er et besværligt Tyrkiet

Jeppe Kofod, udenrigsminister (S)

Og var det "bevidst spil" fra præsidentens side, så var det decideret uacceptabelt.

Sådan lyder det fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til TV 2.

- Den barnlige opførsel, vi så, da von der Leyen ikke fik en stol, skal vi tage stor afstand fra.

Tyrkiet under Erdogan er et besværligt Tyrkiet

Udtalelsen fra Jeppe Kofod kommer samme dag, som Italiens premierminister, Mario Draghi, kalder Erdogan for en diktator efter seancen med den manglende stol til von der Leyen.

- Lad os kalde dem ved rette navn, diktatorer, lød den skarpe udtalelse fra Draghi.

Så langt vil Jeppe Kofod dog ikke gå, men han anerkender, at der set med danske øjne er problemer med præsident Erdogans adfærd i Tyrkiet.

- Der er ingen tvivl om, at Erdogan er en meget autoritær leder, det kan man vist roligt sige.

Og med Recep Erdogan ved roret er der lang vej til de værdier, vi kender fra Danmark, mener udenrigsministeren:

- Tyrkiet under Erdogan er et besværligt Tyrkiet, som bevæger sig væk fra de europæiske værdier, og som ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Derfor reagerer vi skarpt fra europæisk side, og det skal vi også, fastslår Jeppe Kofod.

Vigtigt partnerskab

Jeppe Kofod vil altså fortsætte med at ”tale dunder til Erdogan” og Tyrkiet, og det skyldes ikke alene behandlingen af von der Leyen denne uge.

Erdogan handler nemlig også udemokratisk på andre områder, siger udenrigsministeren.

- Det er en helt, helt urimelig måde, Erdogan behandler sin demokratiske opposition på, vi ser mediefriheden indskrænket, og vi ser det også i hans udenrigspolitik.

Tyrkiet og Danmark er ellers vigtige samhandelspartnere, men ifølge Jeppe Kofod afholder partnerskabet ham ikke fra at ”tage Erdogans adfærd op med ham”.

Tyrkiet reagerede prompte på den italienske premierminister Draghis udtalelser om diktatur, og nu fra tyrkisk side har man nu indkaldt den italienske ambassadør i landet til en samtale.

Samtidig afviser Tyrkiet beskyldningerne om mangel på respekt for EU-Kommissionens formand.