Politik

Venstre vil lempe omdiskuteret offentlighedslov

Som på miljøområdet skal epidemiområdet ikke omfattes af ministerbetjeningsreglen, mener Venstres formand.

Formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen vil lempe ministerbetjeningsreglen i den omdiskuterede offentlighedslov fra 2013. Det siger han til Berlingske.

Ministerbetjeningsreglen gør det muligt at undtage visse ting fra aktindsigt.

Jakob Ellemann-Jensen foreslår, at man underligger epidemiområdet de samme regler som miljøområdet, hvor ministerbetjeningsreglen ikke gælder.

Brug for større indsigt

Formanden mener, at forløbet omkring aflivningen af de danske mink viser, at der ikke er nok offentlighed omkring regeringens ageren under epidemien.

- Eksemplerne har været tilstrækkeligt mange til, at vi har brug for en større indsigt i, hvad der er politik, og hvad der er faglighed i ministerierne.

- Det begyndte den dag, hvor Danmark lukkede ned, og hvor regeringen sagde, at det var myndighedernes anbefaling. Det viste sig senere, at dette ikke var sandt , siger Jakob Ellemann-Jensen.