Politik

Regeringen vil sende soldater til Mali for at bekæmpe "sprængfarlig krise på Europas dørtrin"

Det vil være en akut sikkerhedstrussel, hvis det lykkes Islamisk Stat og Al-Qaeda at skabe en oase for deres dødsregime i Vestafrika, siger minister.

Regeringen vil sende danske specialoperationsstyrker, kirurger og stabsofficerer til Mali i Vestafrika.

Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn.

Den danske udsending skal bidrage til at bekæmpe terrorisme i Sahelregionen, som omfatter Mali, Niger, Burkina Faso, Mauretanien og Tchad.

- Truslen fra Islamisk Stats og Al-Qaedas terrorvælde er fortsat alvorlig. De ønsker at skabe en oase i Vestafrika for deres ekstremistiske volds- og dødsregime. Det ville være en akut sikkerhedstrussel. Det må ikke ske. Derfor styrker Danmark nu vores indsats, siger Jeppe Kofod.

- Sprængfarlig krise på Europas dørtrin

Det danske militærbidrag omfatter op til omkring 105 personer, der forventes at blive udsendt i begyndelsen af 2022. Desuden vil regeringen genudsende et dansk transportfly til Mali.

Ifølge Udenrigsministeriet er Sahelregionen et af de skrøbeligste områder i verden og er præget af voldelige konflikter og militante islamistiske grupper. Mali var i 2020 det 8. største oprindelsesland for flygtninge og irregulære migranter i EU, oplyser Udenrigsministeriet.

Situationen udgør en "sprængfarlig krise på Europas dørtrin", lyder det.

- Vi vil forhindre, at Al-Qaeda og Islamisk Stat lykkes med at gøre Sahel til et helle for deres terror- og voldsregime, siger Jeppe Kofod.

Regeringen vil fremsætte et beslutningsforslag om det danske bidrag i Folketinget inden begyndelsen af 2022.

Helikoptere, fly og specialstyrker til Mali

Danmark har ifølge Udenrigsministeriet bidraget med forskellige militære indsatser i Mali og Sahelregion siden 2012.

Senest bidrog Danmark indtil udgangen af 2020 Danmark med to transporthelikoptere og op til omkring 70 personer til den franskledede Operation Barkhane, som er en del af den den internationale indsats mod terror i Sahelregionen.

Derudover har Danmark tidligere stillet C-130J-transportfly til rådighed, og i 2016 var en specialstyrke på omkring 30 personer udsendt til Gao-regionen i landet. Opgaverne bestod ifølge Forsvaret blandt andet i patruljeaktiviteter, overvågningsopgaver og områdeanalyser.

Desuden har Danmark gennem årene ydet finansiel støtte til FN's mission i Mali.